Gennemse kategori

Min blog

Hvordan tilgiver man det utilgivelige?

Hvordan tilgiver man det utilgivelige? Hvordan tilgiver man det eller den, der ikke kan tilgives?

Det har en af jer skrevet ind og spurgt om. Det er et rigtig godt spørgsmål, men også meget svært. Jeg ved mange kæmper med netop dette.

Hvad gør man, hvis man er blevet overfaldet? Hvis man er blevet krænket? Hvis måske en af ens nærmeste har svigtet en? Hvordan kommer man videre?

For at svare er det vigtigt at få fat i, hvad tilgivelse er, men også hvad tilgivelse ikke er.

Tilgivelse er ikke
Tilgivelse er ikke at glemme det, der er sket. Tilgivelse er heller ikke, at det på nogen måde skulle være acceptabelt, det der er sket. Det er det ikke!

Tilgivelse er ikke nødvendig vis et spørgsmål om, at man skal sige det til personen. Og tilgivelse er heller ikke et spørgsmål om, at man nødvendigvis skal genoptage en relation til den person, der har krænket en.

Tilgivelse er altså ikke, at man skal have varme følelser for en person.

Hvad er tilgivelse?
Tilgivelse er for det første ikke at hævne sig. Det tænker vi måske ikke så meget over, men et skridt på vejen til tilgivelse er faktisk, at man ikke hævner sig. At man ikke tager bilen og kører vedkommende ned.

Hvis man bliver krænket, bliver man fyldt af en række meget stærke følelser. Had. Vrede. Magtesløshed. Skam. Hævn.

Disse følelser kan fylde rigtig meget i ens hoved. Det er vigtigt at slå fast, at det er helt legitime følelser at have. Men man skal også lægge mærke til, hvad der sker, hvis disse følelser fylder alt. Måske i flere år.

På en eller anden måde binder disse følelser en til det, der er sket. Til den person der har krænket en. Og det er ikke hensigtsmæssigt.

De stærke følelser skal have lov at være der, men når man tilgiver, prøver man at lægge de følelser fra sig.

Tilgivelse handler om, at man ikke er bundet af en fortid, men kan se på en nutid og en fremtid.

Man skal ikke glemme, det der er sket. Men man kan prøve at lære at leve med det og prøve at omfavne det liv, man har her og nu og ikke være fanget i fortiden.

Det utilgivelige
Personligt har jeg det sådan, at der er noget, vi mennesker ikke kan tilgive. Vi kan komme ud for noget, der er så afskyeligt, at det kan vi ikke sige, at vi kan tilgive.

Men så kan vi istedet komme til Gud. Vi kan komme til Gud med vreden, hadet, hævnen, skylden, skammen. Den manglende retfærdighed. Det hele. Vi kan sige til Gud: Nu lægger jeg det over i dine hænder. Jeg kan ikke bære det her selv. Jeg kan ikke rumme det, det fylder for meget. Jeg forstår det ikke. Nu må du tage dig af det.

På den måde kan vi måske alligevel lægge det, der er sket, fra os og omfavne nutiden og fremtiden og ikke sidde fast i fortiden.

Spørg Præsten
Denne video er den første i serien Spørg Præsten. Se oversigt over alle videoer i serien (opdateres løbende): Klik her…

Du kan skrive dine spørgsmål ind på sporg@pastorpedersen.dk, hvis du har et spørgsmål eller emne, som jeg skal tage op.

Spørg Præsten

Spørg præsten – ny videoserie

“Spørg Præsten” hedder en ny serie videoer, som jeg er ved at lave.

Det kan være du har spørgsmål om livet, til mit arbejde som præst eller andre ting, som du gerne vil, jeg forholder mig til. Intet er for stort eller for småt.

Jeg vil så prøve at svare på de spørgsmål, der kommer. Det er ikke sikkert jeg når dem alle. Nogle kan være jeg svarer direkte på i en mail til dig.

I den første video prøver jeg at svare på, hvordan man tilgiver det utilgivelige. Det er ikke et nemt spørgsmål, men noget som jeg ved, at mange kæmper med.

Du kan se den første video her…

Nummer to video er på vej, den handler om, hvordan det er at have et job, hvor man begraver mennesker.

Du kan sende dine spørgsmål ind på sporg@pastorpedersen.dk.

God omtale af online faste

God dækning af min online faste

God mediedækning og folk der fulgte med er resultatet af min online faste forud for påsken.

Hvordan vil folk tage imod det? Den tanke havde jeg, da jeg lancerede mine online videoer om fasten.

Jeg ville sætte fokus på en kristen praksis og give nogle konkrete tips. Derfor lavede jeg en række videoer med tips til fasten og med personlige refleksioner.

Det var lidt grænseoverskridende at tale direkte til kamera, men også at skulle fortælle noget om min egen faste. For sådan noget religiøst noget er jo privat. Ikke mindst i Danmark. Vi er religiøst blufærdige. Også præsten.

Heldigvis blev der taget rigtig godt imod min online faste. I sognet ved jeg, at der var en gruppe, som fulgte med. Det samme var der rundt i landet, kan jeg se af de beskeder, jeg har fået. Det er jo virkelig herligt. Og også lidt overvældende.

Omtale i pressen
Der har været god omtale i medierne af fasteprojektet. Nordjyske bragte en artikel i avisen og på deres hjemmeside, og det samme gjorde Hals Avis. TV2/Nord lavede omtale på deres hjemmeside, og kristendom.dk bragte et indlæg, som jeg havde skrevet og viste flere af videoerne både på deres hjemmeside og deres facebook. DR var forbi Hals Kirke og interviewe mig live til radioen om fasten.

Det er jo overvældende med al den omtale, og jeg er sikker på, at medieomtalen har hjulpet meget med at få videoerne ud. Jyllands-Posten interviewede mig også, men journalisten nåede at blive flyttet til en anden redaktion inden, der kom en artikel ud af det. Dog havde det et flot interview med en anden præst om fasten senere.

Det er primært på facebook, at folk har set mine videoer og fulgt med. Jeg har naturligvis også opdateret her på bloggen.

Som noget nyt har jeg lagt videoerne ud på Youtube. Der er ikke så mange visninger eller følgere der. Endnu 🙂 Facebook er den primære kanal.

Jeg må indrømme, at jeg har fået mod på at lave flere videoer. Nu skal jeg bare lægge hovedet i blød for, hvordan det skal forsætte med andre emner end fasten.

Konfirmation

Blå mandag kan ikke betale sig – heldigvis

Der har været stærke reaktioner på, at enkelte skoler har afskaffet Blå Mandag. Politikere fra begge fløje både støtter og forkaster afskaffelsen. Det er et samfund i opbrud og forandringen, der diskuterer med sig selv.

For vi lever i en tid, hvor alting skal forandre sig. Teknologien, befolkningssammensætningen, kirken, Europa – ja hele verden. Hvad skal det ikke ende med? Det spørgsmål stiller mange sig selv. Det er ikke nemt at se, for vi lever i en verden, der er meget kompleks.

Når ikke vi kan overskue krigen i Mellemøsten, verdensfreden eller klimaforandringerne, kan vi i stedet tage fat på de nære og enkle ting. Som fx et juletræ i en beboerforening eller nu afskaffelsen af Blå Mandag. Det er for galt! Nu må det stoppe! Men egentlig er det ikke Blå Mandag, folk reagerer på. Det er den almindelige mand og kvinde der råber: Vi kan ikke klare flere forandringer! Vi er bange for fremtiden! Hør på os!

Vi lever i et samfund, hvor forandring er blevet en ideologi. Mennesker skal skal være forandringsparate. Men det er vi ikke. Ingen kan holde til konstante forandringer hele tiden. Vi har brug for ro, fordybelse og rødder. Hertil hører traditioner, som kan binde os sammen på tværs af generationer, landsdele og køn.

Læs hele indlægget på kristendom.dk…

Påskeikon: Nedfarten til dødsriget

Påskeikonen: Nedfarten til Dødsriget

Ikoner spiller en stor rolle i den ortodokse kirke, men også i folkekirken bliver ikoner mere og mere populære. Ikoner er billeder og tolkninger af den kristne tro på samme tid. Her kommer en forklaring til påskeikonen.

Påskeikonen som vi ser her har titlen ”Nedfarten til dødsriget” og er den mest kendte påskeikon fra den ortodokse kirke. Den skildrer Kristi nedfart til dødsriget som vi kender fra 1. Petersbrev 3,19, hvor det hedder at Kristus prædikede for de ånder, der var i fængsel (dvs. døde).

Fra trosbekendelsen kender vi også Kristi nedfart til dødsriget når vi bekender at Kristus er ”nedfaret til dødsriget”. Nedfarten til dødsriget er altså en del af vor kristne tro.
På ikonen ser vi Kristus i midten i en strålende skikkelse, enten hvid eller gylden, der markerer at hans legeme er levendegjort af hans guddommelighed. Kristus har nedbrudt helvedes porte, der nu ses i korsform under hans fødder hen over det sorte dyb, hvor den besejrede djævel kan skimtes.

Kristus tager Adams hånd for at føre ham op fra dødsriget. Mødet med Adam har en speciel betydning, da Kristus ses som Den Anden Adam – som modstykket til Adam – der kommer og besejrer den død, som med den første Adam kom ind i verden. Adam, der på ikonen repræsenterer hele menneskeheden, får den gode nyhed om opstandelsen.

Som det hedder i den ortodokse gudstjeneste til påskelørdag: ”Du steg ned til jorden for at frelse Adam og da du ikke fandt ham steg du ned til dødsriget for at lede efter ham.”
Adam kigger træt af søvnen på Kristus med glæde og rækker sin frie hånd frem i en velkommende gestus.

På den modsatte side af Kristus ses Eva og bag hende ses Moses med lovtavlen og profeterne, der annoncerede Kristi komme.

Til venstre, bag Adam, ses David og Salomon i royale klæder sammen med Johannes der peger hen på Kristus. I Kristi hånd ses enten et kors eller en bogrulle, korset er symbol på sejr og bogrullen er et symbol på opstandelsesbudskabet som nu prædikes i dødsriget.

Paulus skriver om Kristi opstandelse:

”men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom… men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder, og så er også de, som er sovet hen i Kristus, gået fortabt. Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.” 1 Korintherbrev 15,14-19

Grundtvig har skrevet en fantastisk salme om netop Kristi nedfart til dødsriget. Den egner sig til at synge påskelørdag og er derfor nok ikke så kendt. Men inspirationen fra oldkirken og den ortodokse ikon er tydelig:

1 I kvæld blev der banket på Helvedes port,
så dundrer den rullende torden,
herolden var stærk og hans budskab fuldstort,
thi lyttede alt under jorden.

2 »Fra Himlen jeg melder nu Helvedes kryb:
Fra jorden nedstiger en kæmpe,
han springer i gry over svælgende dyb,
for gråd selv i Helved at dæmpe.

3 Han vandrer på gløder som jomfru på gulv,
han tramper på øgler og drager,
hugormen han knuser, og Helvedes ulv
han binder, mens afgrunden brager.«

4 På albu sig rejste hver fange så brat,
det kunne ej djævle afværge,
som storme de hyled i bælgmørke nat,
og fnøs som ildsprudende bjerge.

5 På albu sig rejste hver fange så brat,
ej før blev i Helvede lyttet,
de lured om dag, og de lured om nat,
de ænsed ej ilddrage-spyttet.

6 Og trediedagen, da Hel-hanen gol,
og genfærd kom alle tilbage,
da skinned i Helvede Himmerigs sol,
i drømme slet ingen så mage.

7 Som skyerne hvide med stjernehob bleg
gik englene foran den bolde,
og brat som en sol han fra dybet opsteg
med guldrøde skyer til skjolde.

8 I Helvede skinned Guds herligheds glans,
guldfarved de djævle kulsorte,
men murene revned for stråler i glans,
af hængsel fløj Helvedes porte.

9 Sig rejste de fanger nu alle på stand,
men dog for kun dybt at nedknæle.
»Velkommen, velsignet, vor frelsermand!«
det lød fra utallige sjæle.

10 Nu »Adam, hvor er du?« blev hørt med en røst
som lærkens en pinsedagsmorgen;
da fødtes i Helved den evige trøst,
sin Hel-sot fik menneskesorgen!

11 Da Eva tog ordet, gik Frelseren nær
og sagde: “Min Søn og min Herre!
Jeg ene det voldte, at vi ligger her,
for jeg lod mig dåre, desværre!

12 Den slange, som krymper i flammer sig nu,
sig bugted om kløgt-træets grene,
den glimred som guld, og den skød mig i hu:
Vi rådte for verden alene!

13 I råde for Himmel, I råde for jord,
så hvisled den smigrende stemme;
da blege og blå vi til Helvede fór,
langt andet vi fik at fornemme!

14 Men er du den sæd, mig blev lovet til bod,
undfanget og født af en kvinde,
da falder ej moder omsonst dig til fod,
forlades ej grusomt herinde.«

15 Fra soløjne milde to tårer nu faldt,
og underfuldt var det at skue,
med dejlige farver i krone-gestalt
sig danned om Eva en bue.

16 Så kyssed sin moder Guds herligheds glans
til under for alle de døde,
og op stod, som dronning, med regnbuekrans
skøn Eva, som angred sin brøde.

17 Ti tusinde mile end dybere ned
sank djævle, da Eva sig hæved,
de turde ej hyle, i læbe sig bed
og sitred, så jorderig bæved.

18 Fra Helvede steg nu den Herre så bold,
ham fulgte så fager en skare,
som solen på skyer han sattes på skjold,
profeterne alle ham bare.

19 Triumf blev der nu, hvor kun gråd hørtes før,
kun Død sad i Helved bedrøvet,
keruben oplod den forseglede dør,
skjoldvagten sig kasted i støvet.

20 Så herlig opstod på den tredie dag
vor frelser, uskyldig korsfæstet;
thi er det på jord nu en salighedssag:
Guds Søn haver Helvede gæstet!

Kædmon før 680.
N.F.S. Grundtvig 1837.

Også den nutidige salmedigter Hans Anker Jørgensen har motivet med Kristus i dødsriget med i sin salme “Hvad er det at møde den opstandne mester”:

Vers syv lyder:

Det er som forræderen Judas at sidde
i Helvedes kval
og mærke en luftning i Helvedes hede
så himmelsk og sval
og vide, nu kommer den mester, jeg kender;
til Helvede går han for venner og fjender.

Sådan faster du: Tip nummer 6 – taknemmelighed

“Kom lad os brokke os, det er nok det vi har det bedst med.”

Sådan synger Steffen Brandt i en kendt sang. Og han har ret: Vi danskere er gode til at brokke os. Måske er det en forklaring på, at vi har så velfungerende et samfund. Vi finder os ikke i hvad som helst. Det kan bane vejen for forbedringer.

Men brok skulle helst ikke gå hen og blive en livsindstilling, sådan at vi bare brokker os fordi, det er blevet en vane.

I fasten kan vi udfordre os selv til at gøre det modsatte af at brokke os: At være taknemmelige.

Vi kan lave den simple øvelse, at vi hver aften finder tre ting, som vi er taknemmelige for. På den måde kan vi øve os i, at se verden på en anden måde.

I en kristen sammenhæng, er det vigtigt, at vi retter vores tak til Gud. At vi siger ham tak for alt det, som vi har fået givet. På trods af det, der er svært.

Se dette sjette tip til fasten i videoen ovenfor.

Videoer om fasten
I anledning af fasten sætter jeg i en række videoer fokus på fasten.

Den kristne faste starter askeonsdag (i år 1. marts) og slutter påskedag (i år 16. april). Det er en tid til eftertanke og refleksion, samtidig er det en tid, hvor man ser frem mod påsken og forbereder sig på denne højtid.

Jeg har samlet et tema om fasten her…

Og jeg har oprettet en youtube-kanal, hvor jeg samler alle videoerne her…

Skiferie

Skiferie: Pister, afslapning og hygge i Skeikampen

I 1800-tallet blev Norges første højfjeldshotel bygget ved foden af det 1100 meter høje fjeld Skeikampen. Stedet fungerede som sanatorium, hvor folk slappede af, futtede rundt i filttøfler og restituerende sig alt imens de nød udsigten og indåndede den klare luft.

I 1950’erne blev der bygget et alpint skicenter i Skeikampen, og en anden form for turisme så dagens lys.

I 2014 fik stedet besøg af et præsteægtepar, der var på deres første alpinskiferie nogensinde. Konen havde en del mere talent på skiene end manden, der startede med at tage skiene omvendt på! Det var et klogt træk, at de havde lejet en privat skiinstruktør. Efter tre dage kom manden ned af bedstemorbakken, hvor alle børnene kører. Konen nedkørte allerede langt højere bakker.

Som teologer er præster uddannet i eksegese, dvs. analyse af bibeltekster, hvor ord og sætninger bliver vendt og drejet til mindste detalje. Den indgangsvinkel kan være en prøvelse for en skiinstruktør! Der kommer mange spørgsmål til, hvordan det nu lige var, man skulle gøre.

I 2017 besøgte præsterne Skeikampen for fjerde år i træk. Altid i marts måned. Instruktørerne kender dem efterhånden. “Husk at se op!” lyder det, da manden får udleveret sine ski. Bedstemorbakken er afløst af røde løjper og det nederste af en sort. Det går fremad med teknikken, men der er stadig meget at lære: “Slap af i kroppen!”, “Stå midt på foden”, “Hold stavene løst i hånden”.

Hotellet er hyggeligt selv om det er nedslidt, og skiferie i det vinterklædte landskab med meterhøj sne er som et eventyr og et besøg i en tidslomme.

Hvem ved: Måske præsterne gæster Skeikampen igen næste år.

Sådan faster du: Tip nummer 5 – bøn

I Danmark er vi religiøst meget blufærdige. Det er ikke noget vi taler om. Folk må gerne være religiøse, bare de holder det for sig selv.

Sådan kan vi tænke, og derfor får vi ikke italesat troen over for hinanden. Men vi er faktisk religiøse. Undersøgelser viser, at rigtig mange mennesker beder regelmæssigt.

I det femte tip til fasten sætter jeg fokus på bøn. Fadervor er et godt sted at starte. Det er den bøn, som Jesus selv har lært os. Man kan evt. bede sig egen bøn lige før eller lige efter.

Når vi tale om bøn, så er det vigtigt at få fat i, at bøn ikke bare er at bede Gud om noget. Bønnen rummer også taknemmeligheden. Og den indebærer at vi selv lytter efter, som Søren Kierkegaard har formuleret det.

Videoer om fasten
I anledning af fasten sætter jeg i en række videoer fokus på fasten.

Den kristne faste starter askeonsdag (i år 1. marts) og slutter påskedag (i år 16. april). Det er en tid til eftertanke og refleksion, samtidig er det en tid, hvor man ser frem mod påsken og forbereder sig på denne højtid.

Jeg har samlet et tema om fasten her…

Og jeg har oprettet en youtube-kanal, hvor jeg samler alle videoerne her…

Sådan faster du: Tip nummer 4 – at lade batterierne op igen

Hvordan kan man lade batterierne op igen?

Fastetiden som vi er i nu, og som varer frem til påske, kan være en anledning til at få fyldt depoterne op. Også de åndelige. Vi kan afsætte tid til ro, stilhed og fordybelse hver dag. Sådan at vi bliver klar over, hvad der rører sig i os. Men vi skal også fylde på. Det kan vi gøre ved at læse en god bog.

Bibelen vil være et oplagt sted at starte. Jeg vil anbefale Salmernes Bog fra Det gamle Testamente. Den rummer alle de store følelser: Smerten, forladtheden, desperationen. Men også: Glæden, jubelen og taknemmeligheden. Over for Gud er der plads til det hele. Salmisten klager, når han føler sig alene, men håber samtidig på Guds hjælp.

En anden mulighed kunne være at læse bogen “Samtaler i den blå sofa”. Den handler om en kvinde, der ikke har haft kontakt til kirken i 30 år. Nu står hun i en livskrise og opsøger præsten. Det bliver til 12 samtaler i præstens blå sofa. Kvindes liv med smerte, sorg og svigt rulles ud, men nedenunder er en livsvilje på trods. Det er en historie, vi alle kan spejle os i.

Læs uddrag af bogen her…

Videoer om fasten
I anledning af fasten sætter jeg i en række videoer fokus på fasten.

Den kristne faste starter askeonsdag (i år 1. marts) og slutter påskedag (i år 16. april). Det er en tid til eftertanke og refleksion, samtidig er det en tid, hvor man ser frem mod påsken og forbereder sig på denne højtid.

Jeg har samlet et tema om fasten her…

Og jeg har oprettet en youtube-kanal, hvor jeg samler alle videoerne her…

En prædiken om tillid og udholdenhed

Hvem har ikke oplevet en kedelig prædiken? At præstens ord er fløjet ind af det ene øre og ud af det andet igen. Eller en prædiken der ikke sagde en noget?

Vi kender det nok alle sammen.

Der skal være noget, vi kan identificere os med, hvis vi skal blive fanget. Vi skal have en fornemmelse af, at prædikenen handler om os. Det er vigtigt, at vi kan spejle os i det der bliver sagt.

Identifikation er et af de nyhedskriterier, som aviserne arbejder ud fra. Og det er ikke tilfældigt. Hvis vi kan identificere os med noget, tager vi det ind under huden. Så hører vi efter eller læser videre, hvis det er en artikel i avisen, der er tale om.

Så hvor er det dog godt, at vi i dagens tekst har en person, som vi kan identificere os med! Og det kan selv præstens prædikens ikke ødelægge!

For hvem af os kan ikke identificere os med den samaritanske kvinde? Hvem af os kender ikke til at være i en umulig situation, hvor vi har brug for hjælp. En situation, hvor vi råber ”Herre, hjælp mig!”. Det kan være hvis vi selv er syge eller er et sted i vores liv, hvor vi ikke længere kan se vejen frem. Når vi er i mørket eller sidder fast i sumpen og ikke kan flytte os. Så råber vi på hjælp. ”Herre hjælp mig!”

Det kan også være, vi er i præcis den samme situation, som den samaritanske kvinde er i: En af dem vi holder af er syge. ”Hjælp” råber vi så.

Det næste der sker i historien, kender vi måske også. Vores nødråb bliver ikke hørt. Vi råber, men der er ingen der svarer. Ikke et ord.

Hvad gør vi så? Mister vi troen eller fortsætter vi med at råbe? Ja det ved man nok ikke før man står i situationen. Da jeg for nogle år siden besøgte holocaustmuseet i Washington i USA, var der to beretninger der slog mig. Den ene var en beskrivelse af nogle jøder der sagde schema – den jødiske trosbekendelse – på vej ind i gaskammeret. De havde troen intakt. Den anden beretning var et udsagn fra en mand, der sagde, at nu havde han set så megen ondskab at nu, kunne han ikke længere tro.

Hvordan vi selv vil reagere i sådan en ekstrem situation, er nok svært at sige. Men vi kan jo gøre os nogle tanker.

Hvis vi ser på kvinden i dagens tekst, ja så har vi jo et forbillede for os. For hun bevarer troen på trods af det svar, hun ikke får i første omgang. Hun bliver ved, også selv om disciplene helst vil have hende sendt væk. Hun er kanaanæer – altså hedning – og det jo til de fortabte af Israels hus Jesus er sendt. Det lader kvinden sig ikke anfægte af. Hun er overbevist om, at Jesus både kan og vil hjælpe hende. Det tror hun på, derfor bliver hun ved.

Den samtale der dernæst udspiller sig kan måske virke lidt mærkelig. Man tager ikke børnenes brød og giver til de små hunde. Hun er altså som en hund. Og det afviser hun ikke! Kvinden tager fat billedet og siger, at selv de små hunde æder de smuler, som falder fra deres herres bord. Eller sagt på en anden måde: Jeg ved godt at jeg ikke er værdig, men du er min Herre, og derfor spiser jeg glædeligt selv den mindste krumme, der kommer fra dig. Se det er da tiltro der vil noget, og den tiltro imponerer Jesus. ”Kvinde, din tro er stor”. Tro ikke forstået som en bestemt dogmatisk viden. Tro ikke bestemt som gerninger. Nej tro bestemt som tillid, tillid til at Jesus, Guds Søn, vil os det godt, og at alt godt kommer fra ham. Også selv om han måske i første omgang ikke svarer os et ord.

Med sit eksempel bliver kvinden et forbillede for os. Ikke et af de forbilleder eller idoler vi kender fra medierne men et troens forbillede. Medierne har jo ellers lært os at forbillederne er unge teenagere der kan synge. Dem der har x-faktor. Bibelen har her et lidt mere modnet forbillede for os. En moden kvinde, der kæmper for sit barn. En kvinde der har trosfaktor. Og Jesus stemmer hende ikke hjem.

Det er da en herlig historie, og langt hen ad vejen kan vi identificere os med kvinden. Samtidig bliver vi også imponerede over hende. Har vi samme tiltro? Det spørgsmål stiller man sig selv i dag.

For vi lever jo i en verden, hvor vi godt ved, at det er ikke sikkert at vores syge altid bliver helbredt. Det er ikke altid det ender godt, sådan som det sker i teksten.
Hvordan skal vi så tænke om det? Ja, ud fra dagens tekst må vi fastholde, at vi skal blive ved med at henvende os til Gud i vor nød. Blive ved med at råbe til ham, og vente det bedste fra ham. Det er jo unægtelig lidt svært, hvis det hele bare går galt for os. Men det er både fordringen og det glade budskab til os i dag. Gud vil os det godt, og det skal vi aldrig tvivle på. Trods verdens ondskab.

Set i et lidt større perspektiv er det jo netop fordi Gud vil os det godt, at han sendte sin Søn til jorden. Til os. Gud giver ikke op og vil ikke skilles fra os. Selv i smerten, døden og sorgen er han tilstede. Hvordan ved vi det? Jo det ved vi fra den skæbne, der blev hans egen Søns. Jesus led og døde som et menneske. For at dele vores menneskelige vilkår med os. Gud identificerede sig med os. Derved kender Gud selv til smerten. Men det blev ikke ved det. Ud af gravens mørke stod Jesus op igen påskemorgen. Et lys blev tændt i mørket og dødens skygge.
Hvad betyder disse fromme ord konkret for os? Jo de betyder, at selv i den yderste nød, ja selv i døden, er vi ikke ladt alene. Ikke sådan at smerten nødvendigvis er sendt af Gud, men sådan et Gud er tilstede i smerten og det, der gør ondt. Uanset hvad. Gud åbenbarer sig for os i sin modsætning. Livet åbenbarer sig i døden. Det er historien om Jesus. Og den er næsten ikke til at forstå. Hvordan kan dette lade sig gøre? Hvordan kan døden blive til liv, hvordan kan det, der er håbløst blive til håb?

Måske skal vi ikke forstå det. Måske er det et mysterium, som vi kan opleve, når vi står i situationen. Det er noget vi skal tro på, sådan som den kanaanæiske kvinden viser os.
Gud har identificeret sig med os og vil os det godt.

Den tillid og tiltro til Gud skal vi have. Uanset hvad livet byder os og uanset hvor dårlig præsten prædiken er.

Prædiken til 2. søndag i fasten 2017