Påskeikon: Nedfarten til dødsriget

Påskeikonen: Nedfarten til Dødsriget

Ikoner spiller en stor rolle i den ortodokse kirke, men også i folkekirken bliver ikoner mere og mere populære. Ikoner er billeder og tolkninger af den kristne tro på samme tid. Her kommer en forklaring til påskeikonen.

Påskeikonen som vi ser her har titlen ”Nedfarten til dødsriget” og er den mest kendte påskeikon fra den ortodokse kirke. Den skildrer Kristi nedfart til dødsriget som vi kender fra 1. Petersbrev 3,19, hvor det hedder at Kristus prædikede for de ånder, der var i fængsel (dvs. døde).

Fra trosbekendelsen kender vi også Kristi nedfart til dødsriget når vi bekender at Kristus er ”nedfaret til dødsriget”. Nedfarten til dødsriget er altså en del af vor kristne tro.
På ikonen ser vi Kristus i midten i en strålende skikkelse, enten hvid eller gylden, der markerer at hans legeme er levendegjort af hans guddommelighed. Kristus har nedbrudt helvedes porte, der nu ses i korsform under hans fødder hen over det sorte dyb, hvor den besejrede djævel kan skimtes.

Kristus tager Adams hånd for at føre ham op fra dødsriget. Mødet med Adam har en speciel betydning, da Kristus ses som Den Anden Adam – som modstykket til Adam – der kommer og besejrer den død, som med den første Adam kom ind i verden. Adam, der på ikonen repræsenterer hele menneskeheden, får den gode nyhed om opstandelsen.

Som det hedder i den ortodokse gudstjeneste til påskelørdag: ”Du steg ned til jorden for at frelse Adam og da du ikke fandt ham steg du ned til dødsriget for at lede efter ham.”
Adam kigger træt af søvnen på Kristus med glæde og rækker sin frie hånd frem i en velkommende gestus.

På den modsatte side af Kristus ses Eva og bag hende ses Moses med lovtavlen og profeterne, der annoncerede Kristi komme.

Til venstre, bag Adam, ses David og Salomon i royale klæder sammen med Johannes der peger hen på Kristus. I Kristi hånd ses enten et kors eller en bogrulle, korset er symbol på sejr og bogrullen er et symbol på opstandelsesbudskabet som nu prædikes i dødsriget.

Paulus skriver om Kristi opstandelse:

”men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom… men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder, og så er også de, som er sovet hen i Kristus, gået fortabt. Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.” 1 Korintherbrev 15,14-19

Grundtvig har skrevet en fantastisk salme om netop Kristi nedfart til dødsriget. Den egner sig til at synge påskelørdag og er derfor nok ikke så kendt. Men inspirationen fra oldkirken og den ortodokse ikon er tydelig:

1 I kvæld blev der banket på Helvedes port,
så dundrer den rullende torden,
herolden var stærk og hans budskab fuldstort,
thi lyttede alt under jorden.

2 »Fra Himlen jeg melder nu Helvedes kryb:
Fra jorden nedstiger en kæmpe,
han springer i gry over svælgende dyb,
for gråd selv i Helved at dæmpe.

3 Han vandrer på gløder som jomfru på gulv,
han tramper på øgler og drager,
hugormen han knuser, og Helvedes ulv
han binder, mens afgrunden brager.«

4 På albu sig rejste hver fange så brat,
det kunne ej djævle afværge,
som storme de hyled i bælgmørke nat,
og fnøs som ildsprudende bjerge.

5 På albu sig rejste hver fange så brat,
ej før blev i Helvede lyttet,
de lured om dag, og de lured om nat,
de ænsed ej ilddrage-spyttet.

6 Og trediedagen, da Hel-hanen gol,
og genfærd kom alle tilbage,
da skinned i Helvede Himmerigs sol,
i drømme slet ingen så mage.

7 Som skyerne hvide med stjernehob bleg
gik englene foran den bolde,
og brat som en sol han fra dybet opsteg
med guldrøde skyer til skjolde.

8 I Helvede skinned Guds herligheds glans,
guldfarved de djævle kulsorte,
men murene revned for stråler i glans,
af hængsel fløj Helvedes porte.

9 Sig rejste de fanger nu alle på stand,
men dog for kun dybt at nedknæle.
»Velkommen, velsignet, vor frelsermand!«
det lød fra utallige sjæle.

10 Nu »Adam, hvor er du?« blev hørt med en røst
som lærkens en pinsedagsmorgen;
da fødtes i Helved den evige trøst,
sin Hel-sot fik menneskesorgen!

11 Da Eva tog ordet, gik Frelseren nær
og sagde: “Min Søn og min Herre!
Jeg ene det voldte, at vi ligger her,
for jeg lod mig dåre, desværre!

12 Den slange, som krymper i flammer sig nu,
sig bugted om kløgt-træets grene,
den glimred som guld, og den skød mig i hu:
Vi rådte for verden alene!

13 I råde for Himmel, I råde for jord,
så hvisled den smigrende stemme;
da blege og blå vi til Helvede fór,
langt andet vi fik at fornemme!

14 Men er du den sæd, mig blev lovet til bod,
undfanget og født af en kvinde,
da falder ej moder omsonst dig til fod,
forlades ej grusomt herinde.«

15 Fra soløjne milde to tårer nu faldt,
og underfuldt var det at skue,
med dejlige farver i krone-gestalt
sig danned om Eva en bue.

16 Så kyssed sin moder Guds herligheds glans
til under for alle de døde,
og op stod, som dronning, med regnbuekrans
skøn Eva, som angred sin brøde.

17 Ti tusinde mile end dybere ned
sank djævle, da Eva sig hæved,
de turde ej hyle, i læbe sig bed
og sitred, så jorderig bæved.

18 Fra Helvede steg nu den Herre så bold,
ham fulgte så fager en skare,
som solen på skyer han sattes på skjold,
profeterne alle ham bare.

19 Triumf blev der nu, hvor kun gråd hørtes før,
kun Død sad i Helved bedrøvet,
keruben oplod den forseglede dør,
skjoldvagten sig kasted i støvet.

20 Så herlig opstod på den tredie dag
vor frelser, uskyldig korsfæstet;
thi er det på jord nu en salighedssag:
Guds Søn haver Helvede gæstet!

Kædmon før 680.
N.F.S. Grundtvig 1837.

Også den nutidige salmedigter Hans Anker Jørgensen har motivet med Kristus i dødsriget med i sin salme “Hvad er det at møde den opstandne mester”:

Vers syv lyder:

Det er som forræderen Judas at sidde
i Helvedes kval
og mærke en luftning i Helvedes hede
så himmelsk og sval
og vide, nu kommer den mester, jeg kender;
til Helvede går han for venner og fjender.

Previous Post Next Post

You Might Also Like

No Comments

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.