Sorg er ikke et problem der skal løses

Sorg er ikke et problem der skal løses

Sorg: Når folk mister et elsket menneske, oplever de ofte, at omgivelserne undgår dem. Dem, som de ellers kender godt, går over på det modsatte fortov eller kommer ikke hen til dem i supermarkedet. Tavshed. Som præst bliver jeg efter 11 år stadig forundret over dette. Man tror ikke, det sker, men det gør det. Længere er vi ikke kommet.

Mit formål her er ikke at pege fingre. Jeg håber blot på, at jeg kan skabe en bedre forståelse for, hvordan det er at miste et elsket menneske – en far, en mor, en ægtefælle, en bror, en søster.

Når vi har mistet, er vi sårbare. Det er naturligt. Det er ikke det, de andre siger, der gør os kede af det. Vi er allerede kede af det i forvejen. Derfor kan man ikke sige noget forkert til en, der sørger. Der er altså ingen grund til at undgå dem. Spørg. Udtryk din medfølelse. Fortæl, at du ikke ved, hvad du skal sige. Spørg, om der er noget praktisk, du kan hjælpe med. Er der en græsplæne, der skal slås? Kom forbi med en skål suppe. Ofte er det ikke ordene, men omsorgen der virker lindrende og trøstende.

Sorg: Ikke alle sørger ens

Da jeg blev præst, troede jeg, at alle sørger på samme måde. Den måde, jeg kendte fra mig selv og min familie. Jeg blev hurtigt klogere! Vi mennesker er forskellige, og det samme er vores måde at sørge på. Heldigvis. Mænd og kvinder sørger også forskelligt.

Vi mænd er vant til at tænke i problemer, der skal løses. Vi vil gerne handle og tænke i, hvad vi kan gøre. Hvis der er noget, vi ikke kan finde ud af eller ikke kan løse, så er det ikke altid, vi vil indrømme det. Så hellere tavshed. Selv har jeg enormt svært ved at indrømme en fejl. Så hellere fake. Eksempelvis hvis jeg ikke kan finde vej. Men min kone er ved at have luret den. Det er pisseirriterende.

“Det kræver mod at indrømme ens sårbarhed og fejl…
Det mod har vi mænd ikke altid.”

Det kræver mod – mandsmod – at indrømme ens sårbarhed og fejl. Indrømme – også overfor os selv – at vi ikke har kontrol over tilværelsen. Det mod har vi mænd ikke altid.

Når en person dør, har vi per definition ikke kontrol over situationen. Det er et problem, vi ikke kan løse. Den eneste måde, vi kan få sorgen til at gå væk på, er, hvis vi kan gøre den døde levende igen. Det kan vi ikke. Der er ikke noget vi kan gøre. Vi kan bare være der. Som et sårbart medmenneske, der ikke ved, hvad vi skal sige.

Læs hele blogindlægget på TV2/Nord…

Læs tema om sorg og savn her…

Previous Post Next Post

You Might Also Like

No Comments

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.