håb

Prædiken: Hvordan går det med jeres nytårsforsæt? Ja ok vi er ikke mange dag inde i januar, men alligevel kunne det være interessant at høre, hvor mange af jer der holder slankekuren, dyrker motion, og taler pænt til alle. Måske har der allerede sneget sig et lille frafald ind?

Nytårsforsætter er interessante, fordi de siger noget om os mennesker. Personligt har jeg ikke lagt mig fast på mit nytårsforsæt endnu. Måske er jeg bange for endnu engang ikke at kunne leve op til det. Hvem ved.

Men jeg har søgt at hente inspiration på nettet, og i en facebook-gruppe for løbere faldt jeg over dette nytårsforsæt fra en af de hårde løbere:

”Gøre mennesker glade
Løbe mindst to 100 km løb
Fem-seks andre ultraløb
100 miles på Mors
3 ironman-triatlon
Storbymaraton i mindst fire forskellige lande
Gennemføre Vasaløbet”

Helt så ambitiøst bliver mit nytårsforsæt ikke! Jeg ved ikke om jeres kan måle sig med dette?
Som sagt er nytårsforsætter interessante, fordi de siger noget om os mennesker. Vi er ukuelige, målrettede og ambitiøse. Og vi bruger nytåret til at love os selv, at vi vil forbedre. At vi vil blive en bedre version af os selv.

Hvis vi levede op til alle de nytårsforsætter, vi har lavet gennem årene, så ville vi være virkelig sunde, venlige og gode mennesker!

Sandheden er dog, som jeg indledte med, at vi ofte falder fra ret hurtigt. Vi vil gerne, men vi magter det ikke. Hverdagen tager hurtigt over igen. Næste år vil vi stadig gerne være en bedre version af os selv, så vi lover det samme endnu engang.

At være en bedre version af sig selv. Egentlig et godt mål. Det antyder, at der er noget godt at bygge videre på. Men Paulus’ ord om, at det gode jeg vil, det gør jeg ikke, og det onde jeg ikke vil, det gør jeg, rummer også en sandhed.

Vi formår ikke at være gode hele vejen igennem. Hverken i det små eller det store. Se bare på verdens krig, ødelæggelse og flygtningestrømme.

Vi formår det ikke, men vi prøver. Og skal prøve. For et eller andet sted er vi, hvad vi gør.
Ind i mellem kan vi have et billede af, at vi lige pt. ikke er dem, som vi inderst inde er. Jeg kører altid pænt, det var bare lige i dag jeg kørte for hurtigt og fik en bøde. Jeg er lystfisker, der er en livsstil, men det er 20 år siden jeg har været ude at fiske. Jeg er ikke en forbryder, selv om jeg har siddet fem år i fængsel.

Vort selvbillede harmonerer ikke altid med virkeligheden, men hvis vi tænker over det, så er vi, hvad vi gør. Dermed også sagt, at onde gerninger kan præge os. Hvis vi omgås hårdkogte forbrydere, og handler som dem, så bliver vi som dem. Heldigvis kan gode gerninger også præge os positivt. Det er jo derfor at kriminelle og misbrugere skal væk fra deres miljø og finde en ny omgangskreds, hvis de skal på ret kurs. Det er af samme grund, at forældre fortæller deres børn, at de skal få de rette venner.

Vi præges af det vi gør, og dem vi omgås. Men uanset hvor mange gode mennesker vi omgås, og hvor mange gode gerninger vi gør, så bliver vi ved med at fejle.

Det var den lære Martin Luther gjorde, da han blev munk og gik i kloster. Uanset hvor meget han skriftede og gjorde bod, var der stadig noget, som han ikke nævnt og tilgivelse for. Der var altid flere synder tilbage.

Luthers erfaring er også den vi gør os, hver gang vi ikke kan leve op til vores nytårsforsæt.
Det gode gamle begreb om menneskets syndige natur, giver god mening. Der er noget som forhindrer os. Ligesom der er noget godt i os – gudsbilledligheden – er der også noget syndigt i os. Noget der gør oprør mod det gode og leder os ad stier, vi egentlig ikke ønsker.

At indse at man er en skiderik, kan være en livslang proces. Uanset hvad jeg gør, kan jeg ikke slippe af med min syndige natur.

Det kan godt være, at jeg kan finde en, der er en større skiderik end jeg selv. Hitler fx eller bandemedlemmer eller selskabstømmere. Men det rører ikke ved det egentlige: At jeg er en skiderik. Eller som vi siger i kirken: En synder.

Men sådan en vil jeg ikke være. Mit selvbilleder siger måske noget andet. Jeg er inderst inde et godt menneske. Det er jo også derfor, jeg hver år til nytår lover at gøre det bedre. Inderst inde ved vi dog godt, at også vi kan blive fangevogteren fra Auschwitz. Vi har det onde i os.

Her står vi så. Med fødderne inde i det nye år. Med forhåbninger og drømme om, at det skal blive bedre. Med en vished om, at vi ikke formår det alligevel. Gud hjælpe os!

Hvad gør vi så? Giver vi op, resignerer vi? Som sagt har jeg selv ikke formuleret et nytårsforsæt endnu. Måske af disse grunde.

Men så er det, at vi kommer her i kirken i dag og hører historien om et barn, der er blevet væk. Det barn som for få dage siden lå i krybben julenat, er nu 12 år. Maria og Josef er desperate. Hvor er han? Dette forunderlige barn. Et øjeblik er det måske som om, at meningen med det hele bliver væk. Den underfulde fødsel i stalden, flugten til Egypten og hele hans opvækst. Og nu er han borte. Dagene går. Hjælp!

Ikke kun Josef og Maria kan have det sådan: At meningen med det hele bliver væk. At juleglæden forsvinder. Sådan kan vi alle have det. Enten på grund af travlhed og hverdagens gøremål eller på grund af ulykke.

Dagens tekst er heldigvis også en fortælling om et barn, der bliver fundet igen. Efter tre dage! Og hvor finder de Jesus? I templet hvor han sidder og lytter og stiller spørgsmål til lærerne. Og hvad lærer de ud fra? Det står ikke teksten, men vi må formode, at det er Loven og Profeterne. Altså den jødiske Bibel. Skriften.

Efter tre dage finder de ham i templet fordybet i udlægningen af skriften. Efter tre dage. Læg mærke til den implicitte reference til Jesu opstandelse på tredjedagen. Også da er han væk – død, men disciplene møder ham igen. Denne gang på vejen til Emmaus, hvor de først genkender ham, da han bryder brødet efter at have udlagt skrifterne for dem.

I templet og i skriften. I kirken og i Bibelen. Der skal vi også finde ham, når meningen med det hele er blevet væk. Når vi er ved at gå til i desperation over, at det ikke bliver bedre. Når vores syndige natur endnu engang har spændt ben for os.

Hvilken Jesus møder vi i kirken og i Bibelen?

Vi møder en Jesus, der bryder de sociale normer, og omgås toldere, syndere og ludere. Han bliver ikke præget af deres gerninger, men de bliver præget af hans gode gerninger. Han viser dem en ny vej.

Vi møder en Jesus, der bliver svigtet af sine disciple. Dem som han har udvalgt. Sådan nogle skiderikker. Men alligevel går han i døden for dem.

Vi møder en Jesus, der opstår af dødens mørke og spreder lys selv der, hvor alt er mørkt.

Vi møder en Jesus, der er Messias, den salvede, Kristus. Ham som skal frelse hele verden. For selv formår vi det ikke.

Den Jesus møder vi her ved starten af det nye år. Et år hvor vi prøver, men hvor vi også ved, at vi vil svigte Gud og mennesker.

Amen.

Prædiken holdt i Hals Kirke den 8. januar 2017