Browsing Tag

håb

Folkekirkens biskopper og Mellemkirkeligt Råd på studietur til Bruxelles

Hvad er kirkernes drøm for Europa?

Forleden kom jeg direkte fra lufthavnen til menighedsrådsmøde i mit sogn. Jeg havde været på studietur til Bruxelles sammen med folkekirkens biskopper og Folkekirkens mellemkirkelige Råd for at se EU-institutionerne og mødes med politikere.

Som en businessclass-tjekket vigtigper iført jakkesæt synes den lokale sognevirkelighed pludselig meget lokal, mens jeg kørte ind i den mørke, råkolde jyske aftenluft. Jeg kom jo lige fra vigtige diskussioner om blandt andet klimakrisen.

Fælles udfordringer – lokalt og globalt

Vel fremme i sognet starter vi med en gennemgang af udviklingsplanen for vores kirkegård. Den fremmødte konsulent fortæller, at hun har taget højde for klimaforandringerne i hendes valg af planter til kirkegården. For vi må regne med, at grundvandsspejlet stiger voldsomt de kommende år, efterhånden som det stigende havvand presser sig på, og så kan man ikke plante hvad som helst.

Lige der gik det op for mig, hvor tæt det lokale hænger sammen med resten af Europa. Vi står over for fælles udfordringer de kommende år, som vil påvirke også i min by. Hverken klima, økonomi, flygtningestrømmene eller for den sags skyld krig bremses af landegrænser. Om vi kan lide det eller ej, er vi forbundne på vores europæiske kontinent.

Europas kristne arv

Religiøst er vi også forbundne, og religion er de senere år kommet mere i fokus i den europæiske debat. Premierminister Viktor Orbáns Ungarn vil helst holde islam ude. Herhjemme står der i regeringsgrundlaget, at Danmark er et kristent land. Religion bliver i stigende grad en national identitetsmarkør, og også Europa har en kristen arv.

Fortællingen om det nuværende Europa er spændt ud mellem nationalstaten på den ene side og en fælles europæisk identitet på den anden side. Kristendommen hører med begge steder. Folkekirken er national i sin selvforståelse, men det er kristendommen ikke, den er i sit udgangspunkt universel og global.

Læs hele analysen på kristendom.dk

Sjælesorg på Nettet lanceres i Københavns Domkirke. Foto: Claus Bjørn Larsen

Sjælesorg på Nettet er nu online

I går var jeg i København til lanceringen af Sjælesorg på Nettet. Med projektet vil folkekirken gøre opmærksom på, at man helt gratis kan få en fortrolig samtale med en præst. Via hjemmesiden sjælesorg.nu tilbyder folkekirken nu også online samtaler med en præst, hvor man kan være helt anonym.

Sjælesorg på Nettet blev lanceret i Københavns Domkirke af biskop Henning Toft Bro og leder og præst Pernille Hornum. Jeg sidder med i projektgruppen, og har stået for en del af kommunikationen. Det var god oplevelse endelig at få sat det hele i søen. Eller online om man vil.

Pressedækningen var overvældende. Pernille Hornum var i Aftenshowet og på TV2/News ad flere omgange. Hun blev interviewet til P4 og flere lokalradioer og Kristeligt Dagblad har bragt artikel. Og i dag er der indslag i TV2/Nyhederne.

Se lidt af omtalen her:

Interview i DR Aftenshowet

Indslag på TV2/Lorry

og her er vores video for projektet. Den må I gerne hjælpe med at sprede 🙂

Her sidder jeg og tjekker teknikken. Ikke dårligt med en præst og en biskop i ryggen 🙂

Sjælesorg på Nettet lanceres i Københavns Domkirke. Foto: Claus Bjørn Larsen

Sjælesorg på Nettet lanceres i Københavns Domkirke.
Foto: Claus Bjørn Larsen

 

https://soundcloud.com/chrpeder/nytarsforsaetter-og-et-barn-der-blev-vaek

Nytårsforsæt: Hvordan går det med dit?

Prædiken: Hvordan går det med jeres nytårsforsæt? Ja ok vi er ikke mange dag inde i januar, men alligevel kunne det være interessant at høre, hvor mange af jer der holder slankekuren, dyrker motion, og taler pænt til alle. Måske har der allerede sneget sig et lille frafald ind?

Nytårsforsætter er interessante, fordi de siger noget om os mennesker. Personligt har jeg ikke lagt mig fast på mit nytårsforsæt endnu. Måske er jeg bange for endnu engang ikke at kunne leve op til det. Hvem ved.

Men jeg har søgt at hente inspiration på nettet, og i en facebook-gruppe for løbere faldt jeg over dette nytårsforsæt fra en af de hårde løbere:

”Gøre mennesker glade
Løbe mindst to 100 km løb
Fem-seks andre ultraløb
100 miles på Mors
3 ironman-triatlon
Storbymaraton i mindst fire forskellige lande
Gennemføre Vasaløbet”

Helt så ambitiøst bliver mit nytårsforsæt ikke! Jeg ved ikke om jeres kan måle sig med dette?
Som sagt er nytårsforsætter interessante, fordi de siger noget om os mennesker. Vi er ukuelige, målrettede og ambitiøse. Og vi bruger nytåret til at love os selv, at vi vil forbedre. At vi vil blive en bedre version af os selv.

Hvis vi levede op til alle de nytårsforsætter, vi har lavet gennem årene, så ville vi være virkelig sunde, venlige og gode mennesker!

Sandheden er dog, som jeg indledte med, at vi ofte falder fra ret hurtigt. Vi vil gerne, men vi magter det ikke. Hverdagen tager hurtigt over igen. Næste år vil vi stadig gerne være en bedre version af os selv, så vi lover det samme endnu engang.

At være en bedre version af sig selv. Egentlig et godt mål. Det antyder, at der er noget godt at bygge videre på. Men Paulus’ ord om, at det gode jeg vil, det gør jeg ikke, og det onde jeg ikke vil, det gør jeg, rummer også en sandhed.

Vi formår ikke at være gode hele vejen igennem. Hverken i det små eller det store. Se bare på verdens krig, ødelæggelse og flygtningestrømme.

Vi formår det ikke, men vi prøver. Og skal prøve. For et eller andet sted er vi, hvad vi gør.
Ind i mellem kan vi have et billede af, at vi lige pt. ikke er dem, som vi inderst inde er. Jeg kører altid pænt, det var bare lige i dag jeg kørte for hurtigt og fik en bøde. Jeg er lystfisker, der er en livsstil, men det er 20 år siden jeg har været ude at fiske. Jeg er ikke en forbryder, selv om jeg har siddet fem år i fængsel.

Vort selvbillede harmonerer ikke altid med virkeligheden, men hvis vi tænker over det, så er vi, hvad vi gør. Dermed også sagt, at onde gerninger kan præge os. Hvis vi omgås hårdkogte forbrydere, og handler som dem, så bliver vi som dem. Heldigvis kan gode gerninger også præge os positivt. Det er jo derfor at kriminelle og misbrugere skal væk fra deres miljø og finde en ny omgangskreds, hvis de skal på ret kurs. Det er af samme grund, at forældre fortæller deres børn, at de skal få de rette venner.

Vi præges af det vi gør, og dem vi omgås. Men uanset hvor mange gode mennesker vi omgås, og hvor mange gode gerninger vi gør, så bliver vi ved med at fejle.

Det var den lære Martin Luther gjorde, da han blev munk og gik i kloster. Uanset hvor meget han skriftede og gjorde bod, var der stadig noget, som han ikke nævnt og tilgivelse for. Der var altid flere synder tilbage.

Luthers erfaring er også den vi gør os, hver gang vi ikke kan leve op til vores nytårsforsæt.
Det gode gamle begreb om menneskets syndige natur, giver god mening. Der er noget som forhindrer os. Ligesom der er noget godt i os – gudsbilledligheden – er der også noget syndigt i os. Noget der gør oprør mod det gode og leder os ad stier, vi egentlig ikke ønsker.

At indse at man er en skiderik, kan være en livslang proces. Uanset hvad jeg gør, kan jeg ikke slippe af med min syndige natur.

Det kan godt være, at jeg kan finde en, der er en større skiderik end jeg selv. Hitler fx eller bandemedlemmer eller selskabstømmere. Men det rører ikke ved det egentlige: At jeg er en skiderik. Eller som vi siger i kirken: En synder.

Men sådan en vil jeg ikke være. Mit selvbilleder siger måske noget andet. Jeg er inderst inde et godt menneske. Det er jo også derfor, jeg hver år til nytår lover at gøre det bedre. Inderst inde ved vi dog godt, at også vi kan blive fangevogteren fra Auschwitz. Vi har det onde i os.

Her står vi så. Med fødderne inde i det nye år. Med forhåbninger og drømme om, at det skal blive bedre. Med en vished om, at vi ikke formår det alligevel. Gud hjælpe os!

Hvad gør vi så? Giver vi op, resignerer vi? Som sagt har jeg selv ikke formuleret et nytårsforsæt endnu. Måske af disse grunde.

Men så er det, at vi kommer her i kirken i dag og hører historien om et barn, der er blevet væk. Det barn som for få dage siden lå i krybben julenat, er nu 12 år. Maria og Josef er desperate. Hvor er han? Dette forunderlige barn. Et øjeblik er det måske som om, at meningen med det hele bliver væk. Den underfulde fødsel i stalden, flugten til Egypten og hele hans opvækst. Og nu er han borte. Dagene går. Hjælp!

Ikke kun Josef og Maria kan have det sådan: At meningen med det hele bliver væk. At juleglæden forsvinder. Sådan kan vi alle have det. Enten på grund af travlhed og hverdagens gøremål eller på grund af ulykke.

Dagens tekst er heldigvis også en fortælling om et barn, der bliver fundet igen. Efter tre dage! Og hvor finder de Jesus? I templet hvor han sidder og lytter og stiller spørgsmål til lærerne. Og hvad lærer de ud fra? Det står ikke teksten, men vi må formode, at det er Loven og Profeterne. Altså den jødiske Bibel. Skriften.

Efter tre dage finder de ham i templet fordybet i udlægningen af skriften. Efter tre dage. Læg mærke til den implicitte reference til Jesu opstandelse på tredjedagen. Også da er han væk – død, men disciplene møder ham igen. Denne gang på vejen til Emmaus, hvor de først genkender ham, da han bryder brødet efter at have udlagt skrifterne for dem.

I templet og i skriften. I kirken og i Bibelen. Der skal vi også finde ham, når meningen med det hele er blevet væk. Når vi er ved at gå til i desperation over, at det ikke bliver bedre. Når vores syndige natur endnu engang har spændt ben for os.

Hvilken Jesus møder vi i kirken og i Bibelen?

Vi møder en Jesus, der bryder de sociale normer, og omgås toldere, syndere og ludere. Han bliver ikke præget af deres gerninger, men de bliver præget af hans gode gerninger. Han viser dem en ny vej.

Vi møder en Jesus, der bliver svigtet af sine disciple. Dem som han har udvalgt. Sådan nogle skiderikker. Men alligevel går han i døden for dem.

Vi møder en Jesus, der opstår af dødens mørke og spreder lys selv der, hvor alt er mørkt.

Vi møder en Jesus, der er Messias, den salvede, Kristus. Ham som skal frelse hele verden. For selv formår vi det ikke.

Den Jesus møder vi her ved starten af det nye år. Et år hvor vi prøver, men hvor vi også ved, at vi vil svigte Gud og mennesker.

Amen.

Prædiken holdt i Hals Kirke den 8. januar 2017

https://soundcloud.com/chrpeder/praediken-juledag

Prædiken juledag

Der er en helt særlig fred sådan en juledag. Nu er spændingen udløst. Vi har spist anden, danset om træet og åbnet gaverne.

Det kan godt være maden ikke blev, som den skulle. Det kan også godt være, gaverne var lidt anderledes end vi forventede. Familien den er til gengæld lige så tosset som den plejer.

Men nu er alle bekymringerne ovre. Både dem der gik i opfyldelse, og dem der ikke gjorde. Det blev jul igen i år! Og juleaften den blev, som en nu engang gjorde.

Sådan er det hvert år, og vi kender fortællingen fra de mange julehistorier. Der kan være mange forhindringer inden julen endelig kommer i den ene eller anden form. Men den kommer. Uanset hvad vi gør.

Sådan er det med meget i livet. Vi gør os bekymringer og er urolig for mange ting. Vi prøver at tænke på, hvordan dette og hint måtte være. Vi lægger planer og prøver at tilrettelægge.
Og alligevel sker tingene. Nogle gange går det, som vi har tilrettelagt. Andre gange ikke.

Vi må sande at det vigtigste i livet er det, som kommer til os udefra. Det vi ikke selv har kontrol over: Kærligheden fx

Den varme følelse og oplevelse af at benene bliver slået væk under en.

Men også ulykker kan komme til os udefra. De kan ligeledes slå benene væk under os. Men på en helt anden måde.

Det vigtigste kommer til os udefra.

Vi kan ikke planlægge det hele.

Menneskers kærlighed og menneskers ondskab. Begge dele har vi ikke kontrol over.

Julen handler også om det, som kommer til os udefra: Nemlig Guds nåde og Guds kærlighed.

Når vi kigger rundt i verden er der megen nød, ondskab og ødelæggelse. Det er en kold tid. Der er opbrud. I traditioner, lande og folk. Ja hvad skal det hele ikke ende med.

Sådan kan vi også have det i vores helt private liv. Det kan være svært at se en vej frem.

Men det blev alligevel jul i år. Og det gør det hvert år. Uanset hvordan vi har det. Uanset hvad vi gør eller ikke gør. Uanset vores planer.

For Guds nåde og kærlighed er ikke afhængig af os. Heldigvis. Guds julegave til os får vi, selv om vi ikke har gjort os fortjent til den.

Og hvad er Guds gave så til os?

Det er barnet i krybben. Det er Kristus. Den messias som det jødiske folk havde ventet på igennem generationer. Den messias som skulle befri folket.

Gaven var lidt anderledes end jøderne havde forestillet sig. De havde nok ventet en oprørsleder, som kunne lede folket til sejr. Det fik de ikke. De og vi med dem fik i stedet det lille forsvarsløse barn i krybben. Det barn der med sine forældre måtte flygte til Egypten for at overleve.

Verden fik ikke en ny hærfører i julegave. Vi fik en frelser. Og der er stor forskel på de to. Vores frelser viser os en anden vej end verden. Han viser os en kærlighedens vej, hvor han ofrer sit eget liv for os. Han viser os en magt, der udfolder sig i magtesløshed.

Dermed er der tændt et lys i verden. Et lys for alle os som ind i mellem vandrer i mørket.

I dag er det juledag. En særlig dag. En fredfyldt dag. Og alle børn ved, at det er dagen, hvor man skal lege med de gaver, som man fik i går. Og vi voksne leger også med vores julegaver. Måske er der noget undertøj – af kort eller lang observans – der skal prøves. Måske er der en ny bog, som vi kan kaste os over. Eller en vase, der skal finde sin plads i vinduet.

Guds julegave skal vi også pakke ud i dag. Og de kommende dage af vores liv.

Hvordan gør vi det? Det gør i ved at grunde over, hvilket betydning barnet i krybben har for vores liv. Hvad vil Gud sige til os lige nu. I det mørke eller lys vi sidder i.

Vi må nok erkende, at før fuldendelsen kommer, går alt det onde ikke væk. Vi møder modgang og mørke. Men når vi går i mørket, har vi et lys for vores fod. Sådan at vi kan gå også af de smertefulde, sorgfyldte stier uden at fare vild.

Selv kan vi ikke finde vej ud af mørket. Hverken det menneskelige eller dødens mørke. Men hvis vi tør, kan vi rette hovedet og se mod det lys, som kommer fra Gud. Vi kan rette vore øjne mod Kristus og lade ham gennemlyse vort liv og vor død.

Hvis vi tør. I juleevangeliet siger englen til hyrderne: Frygt ikke!

Det er en anden måde at sige det på. Frygt ikke! For hvis der er lys i mørket og vi kan rette hovedet og se på Kristus. På barnet i krybben. Så er der ingen grund til at frygte.

Frygt ikke. Der er lys. Det er budskabet til os midt i en terrortid. Frygt ikke. Der er lys. Det er budskabt til os midt i vort liv.

Frygt ikke! Frelsen kommer til dig. Udefra. Fra Gud.

Nu blev det som det blev. Vort liv. På grund af og på trods af vore planer. Men det blev jul alligevel. Igen i år.

Den julegave er meget mere værd end en flygtig oprørsleder i historiens malstrøm. Den julegave er frelsen og frelseren.

Og frelsen kommer heldigvis til os udefra. For hvis vi skulle frelse os selv, ville det se skidt ud.

Ja julegaven er måske at indse, at vi er afhængige af, at få frelsen fra Gud.

Amen.

Prædikenen blev holdt i Hou Kirke den 25. december 2016

Allehelgen i Hals Kirke

Allehelgen: Vore døde lyser for os

”Meget hurtigt lod folk som om, alt er som det plejer, men hjemme hos os plejer far ikke at være død…”

Sådan sagde en lille dreng efter at have mistet. I dag er det allehelgen, og vi mindes vore døde.

Den lille drengs ord indrammer meget godt den situation alle, der har mistet et elsket menneske, står i.

Vi oplever at livet er gået i stå, og at intet mere bliver som det var. Vores verden blev med et forandret, da vore kære blev revet bort fra os. Der er blevet sat et punktum, og vi er for altid forbundet til de dage, hvor døden kom.

Samtidig oplever vi også, at livet går videre. Vi skal på arbejde, i skole og til fritidsaktiviteter. De andre oplever ikke sorgen på samme måde som os. Hverdagen melder sig. Men hos os plejer vores kære ikke at være døde.

OL i Rio er allerede langt borte, men måske nogle af jer kan huske den officielle OL-sang, hvor Noa synger:

Når vi forsvinder
en dag
er der kun lysene tilbage

Sådan er det med vore kære. Lysene er tilbage, selv om de er døde. Ligesom mange af de stjerner vi ser, når vi kigger op på nattehimlen. Stjernerne lyser selv om mange af dem er døde.

Lyset bliver tilbage. De er her stadig. Vore døde. Og de lyser op i vore liv. De gav os så meget. De var salt – krydderi – i vores liv.

Men netop deres lys kan også være smertefuldt. For når vi tænker på, hvor meget de betød – og betyder – i vore liv, mindes vi også om, hvad vi har mistet. Og måske et tragisk endeligt.
Gensynet må vi vente med. Til Gud skaber en ny himmel og en ny jord på den anden side.

Men hvis vi tør lade vore døde lyse op i vores liv, så bliver vi også mindet om den evige værdi, de har for os. Så har de ikke levet forgæves. Så er de ikke borte. Vi kan tage dem med videre i livet.

Derfor er det godt at have en dag som allehelgen, hvor vi mindes vore døde. Så har vi en anledning til at tage dem frem igen. Så har vi en anledning til at huske på alt det, som de har betydet for os. Så lyser de for os endnu engang.

Nu hedder dagen i dag allehelgen, men vi ved jo godt, at vore afdøde ikke var rene helgener. De havde deres fejl, ligesom vi har vores fejl. Synden har tag i os mennesker. Derfor kan der også være svigt og uoverensstemmelser, som også dukker op midt i sorgen. Hvorfor gjorde du det, eller hvorfor gjorde du ikke noget?

Der kan være spørgsmål som vi stadig stiller os selv. Især hvis der er tale om et pludseligt og tragisk dødsfald. Hvorfor?

Men døden trækker en grænse for os. Det er ikke alt vi kan få svar på. Hverken om det liv, der var, eller om selve døden.

Noget må vi lade være op til Gud. Vi er kun mennesker og kender ikke alle verdensrummets dybder.

At mindes, at tage vore kære frem, og lade dem lyse for os, er også at forsone sig med det liv, der var. Og at vi hver især forsoner os med det liv, som nu engang er blevet vores.
Døden trækker en grænse, som vi ikke kan overskride. Men vores grænse er ikke Guds grænse.
I påskens opstandelsesbudskab hører vi, at døden ikke er det sidste. Der var en mand – Guds Søn – som brød gravens mørke. Der er lys i mørket. Det lyser for os. Det giver håb. Om en fremtid hos Gud. Om en ny himmel og en ny jord sådan som Johannes så i sit syn.

Vi skal forsætte vores vandring her på jorden. Men vi kan gøre det med håb og i opstandelsens lys.

Nogle har vi efterladt på vejen gennem livet. Vore kære. Og sorgen har vi taget med os i bytte. Vandringen kan være svær. Umulig. Vi kan fare vild og havne i mørket. Det er lige før vi går under. Men langt borte i horisonten kan vi se et lille lys. Vi kan se lyset fra vore døde. De lyser for os.

Og i horisonten kan vi se et lys mere. Et lys der viser os en verden, hvor døden ikke er mere. En verden hvor vi atter er forenede med vore kære. Opstandelsens lys og nyskabelsens morgen.
Lyset fra vore kære og opstandelseslyset fra påskegraven lyser sorgen op, og gør det muligt at fortsætte livet. Vi kan se en vej frem.

Du skal med min kære elskede. Med mig videre i livet – selv om du er død. Du lyser vejen op og sammen går vi frem mod evigheden. Frem mod Guds lys.

Når vi forsvinder
en dag
er der kun lysene tilbage

Prædiken holdt til Allehelgen i Hals og Hou Kirker 2016.

Refleksion til skærtorsdag

Refleksion til skærtorsdag: Gud går med os ind i mørket

Refleksion til skærtorsdag i Hals Kirke i forbindelse med en musikgudstjeneste 2016.

Påske. Ordet kommer af det hebraiske ord pesach og betyder forbigang.

Israelitterne fejrede påske for at mindes udvandringen fra Egypten.

Dødsenglen blev sendt afsted, men jøderne reddede sig ved at spise lam med usyret brød og bitre urter til. Lammeblodet blev smurt på dørstolperne, og døden passerede. De førstefødte blev ikke slået ihjel.

Forbigang. Overgang. Der er tidspunkter i vores liv, hvor vi står over for noget, som vi gerne vil have passerer os. Ind i mellem bliver vi reddet. Fra fare. Fra døden. Som israelitterne. Døden går forbi os.

Jesus beder i Gethsemane Have i nat om at denne bitre kalk må gå ham forbi. Dog ikke som jeg vil, men som du vil. Døden passerer ham ikke. Der kommer en langfredag i morgen.

Tidligere har Johannes kaldt Jesus for Guds lam. I morgen skal han slagtes.

Men i aften spiser Jesus med disciplene. Også Judas spiser han sammen med. Måltidsfællesskabet omfatter også forræderen. Og os. Også vi spiser i dag med Jesus. Han sidder for enden af bordet og byder os velkomne.

Dette er mit legeme. Dette er mit blod. Er det lam vi spiser? Guds lam som bar alverdens synder.

Vi spiser Kristus. Vi bliver sammenspiste med ham. Han giver os næring. Næring til livet med alle dets farer.

Ind i mellem driver faren ikke over. Vi ønsker at dette skal gå forbi os. Men det gør det ikke. Vi må tage afsked. Afsked med et elsket menneske. Dødsenglen går ikke forbi.

Er det noget vi har gjort? Er det derfor dette sker for os? Er det en straf?

Kristus går hen og tager et vandfad, og han bøjer sig ned. Han begynder at vaske vores fødder. Det er jo ellers en tjeners job, men nu gør Herren det. Vi bliver rene. Helt ind i sjælen. Og glade.

Gud vil os – trods vores fejl og mangler. Han bøjer sig ned. Bliver menneske. Vasker vore fødder. Og han spiser sammen med os.

Gud spiser sammen med os inden vi skal gå ind i mørket. Vi vil gerne at dette går forbi os, men det gør det ikke. Ikke altid. Gud har fællesskab med os, inden vi går ind i mørket.

Også Jesus går ind i mørket. Den bitre kalk drikker han. Alene, forrådt og forladt. Lidelsen. Korset. Døden.

Vi er ikke alene. I mørket. Gud er med os. Gud selv er gået ind i mørket for os. Kristus er gået vejen før os. Og han har lovet at være med os alle dage. Måltidsfællesskabet varer ved.

Forbigang. Et lysglimt. Påskemorgen.

Liv. Håb. Måske alligevel en forbigang. Dødsenglen bliver snydt igen. For Kristus går med os, og viser os vej ud af mørket.

Amen.

 

Skal jeg gatecrashe en studenterfest?

Snart kører hestevogne og lastbiler gennem byen med hujende og glade studenter. Eksaminer er overstået, de har livet foran sig og nu kan de feste. Det er en euforisk tid. Hvem vil ikke gerne stå der – eller opleve det igen? Alle muligheder er åbne. Verden for ens fødder.

Derfor har jeg overvejet, om jeg skal gatecrashe en studenterfest. Altså snige mig med uden at være inviteret. Pludselig bare være der. I baghaven en sen aften. Teltet er stillet op. Musikken spiller. Rundt om på græsset sidder unge med en øl i hånden og diskuterer livet. De store spørgsmål. Håbefulde. Parat til at tage en bid af eksistensen. Så vil jeg suge til mig af deres håb, drømme og ambitioner. Og feste ubekymret sammen med dem igennem den lyse sommernat.

Min kone siger, jeg ikke må. Sådan kan koner være. Hun har nok ret. Desværre. Jeg er dobbelt så gammel som studenterne. De vil glo lidt, hvis præsten pludselig sad ved siden af dem med en øl i hånden. Jeg har en ide om, at de vil synes, det er supercool. Men konen har nok ret i, at jeg snarere vil blive den noget kuriøse underholdning. Og måske til grin.

Det er egentlig ærgerligt. Ærgerligt at man ikke kan rejse tilbage i tiden. Hvordan ville det være at starte forfra? Hvordan ville det være, hvis alt igen lå åbent for en?

Efterhånden som man bliver ældre, er der døre, der lukker sig. Ting som man ikke kan. Jeg bliver fx aldrig professionel fodboldspiller. Ikke at jeg nogensinde har haft talentet, men det betød noget for mig, da jeg indså, at sportsudøverne på tv nu alle sammen var yngre end mig. I cykling holdt Lance Armstrong ud til han var 40 år og gav os alle håb. Men også det fik jo sin ende.

Når vi ser tilbage, glemmer vi måske, at ungdomstiden heller ikke var uden prøvelser og trængsel. Den var også en hård tid. Omend håbefuld.

Døre der åbner sig, og døre der lukker sig. I kristendommen taler vi om håb. Håb om at der altid er en fremtid for os. Uanset hvor gamle vi bliver, og hvilken livssituation vi står i.

Måske skulle jeg bare gå i kirke i stedet for at gatecrashe en studenterfest. Eller begge dele…?

Christian Roar Pedersen

 

Young female is waiting with hope near window Foto: Colourbox

Det haster med håbet

Det er vigtigt at give sorgen tid. Men det haster med håbet!

En norsk præst fortæller, at der den første måned efter tragedien på Utøya og i Oslo 2011 var 900.000 mennesker, der besøgte Oslo domkirke. 900.000 på en måned! Det siger noget om, at vi har brug for højt til loftet og en himmel over vores tilværelse, når det værste er sket.

Per Arne Dahl, som det norske præst hedder, er i dag biskop. Han var med til at trøste de mange fremmødte. Chokerede mennesker, ny og gammel sorg blandet sammen med medfølelsen over de andres tab. Men også de forældre, der har mistet alt. De forældre der som Jesu moder Maria sidder knust i gråd med deres børns lig i hænderne.

I den slags situationer, fortæller Per Arne Dahl, er det vigtigt at give sorgen god tid. Ikke at springe den over. Sorgen skal have tid, men det haster med håbet.

Sådan forstået er håbet ikke at springe langfredag over. Håbet er ikke optimisme, hvor man tror alt går godt. Det bliver aldrig det samme som før. Norge bliver ikke det samme efter Utøya og Oslo 22. juli.

Alligevel er der håb. Håb forstået som det at kunne se en fremtid. Håb forstået sådan at man midt i sorgen kan finde noget at leve for. For det modsatte af håb er resignation. At man giver op. Man bliver desperat. Uden håb. Desperare som det hedder på latin.

For at det skal blive ægte håb, skal sorgen og klagen have plads. For ellers er der blot tale om virkelighedsflugt. Vi kommer med andre ord ikke uden om langfredag. Det er håb på trods.

Håb er altså ikke den lette vej. Håb er ikke et håb om at det nu må gå godt, men snarere et håb om, at der trods alt kan skabes en ny fremtid.

Det kristne håb er altid forbundet med Jesu opstandelse fra de døde påskemorgen. Påskens drama er også vores livs drama. Lidelse, død, men også opstandelse. I sidste ende bunder vort håb og vores håbstænkning i denne verden i, at vi skal opstå som Jesus opstod påskemorgen.

Påsken: Det der aldrig kunne ske

Det er så sandt, at ingen så
vor Herre ud af graven gå.
For det, der aldrig kunne ske,
det skulle intet øje se.

Sådan lyder en påskesalme af K.L. Aastrup fra 1961. Meget præcis beskriver den, hvad det egentlig er, som vi fejrer i påsken. Ingen så, at Jesus opstod fra de døde. Ingen så selve øjeblikket, hvor det skete. Det er og bliver et trosspørgsmål.

Skærtorsdag havde Jesus og disciplene spist sammen, og Jesus havde indstiftet nadveren. Men lige efter det går det galt. Jesus bliver forrådt af Judas, og en for en svigter disciplene ham. Det måltidsfællesskab, de lige har fejret krakelerer. Langfredag pines og hånes Jesus, og til sidst dør han på korset. En grusom død.

Disciplene er nok forvirrede over, at den mand de troede skulle frelse dem og landet, nu er død. Og de er nok også flove over deres svigt. Over at de ikke stod distancen, men at de svigtede ham.

Nu er alt håb ude for landet og for dem. For her slutter den menneskelige erfaring og den menneskelige logik. Ved graven. Når man er død, så er man død. Det kan vi også høre folk sige i dag. For ingen er vendt tilbage fra de døde.

Undtagen én hævder vi i kristendommen. Nemlig Jesus. Det er jo derfor, vi fejrer påske. Fordi han brød gravens mørke og opstod igen. Vi fejrer med andre ord det, som ikke kunne ske.

Aastrups salme fortsætter:

Hvordan fra død til liv han kom,
kan ingen her fortælle om.
Hvad kun kan ske, hvis Himlen vil,
har jorden ingen vidner til.

Ja, påskens budskab er et ord
om, hvad der aldrig sker på jord,
og det et ord helt stillet blot
og værgeløst mod verdens spot.

Kun hvis himlen, hvis Gud vil det, kan de døde bryde graven. Og med Jesu opstandelse viste Gud, at han vil vores opstandelse. Jesus er den første af de opstandne. Vi skal dø sådan som vi alle ved vi skal, hvis vi tør tænke tanken. Vi skal lægges i en mørk grav. Det er slut. Men: Det der ikke kunne ske, det skal også ske for os, når Gud vækker os af dødens søvn igen. Trods vore svigt skal vi opstå. Jesus opstod også trods disciplenes svigt. Alligevel ville han fællesskabet med dem og os.

Det kan godt være folk spotter os, hvis vi tror dette. For det kan jo ikke ske. Men det sker. Og som kirke tror vi på det. Ja i en sådan grad at vi én gang om ugen fejrer opstandelsesdagen. Det gør vi, når vi fejrer gudstjeneste om søndagen.

Med Aastrups ord:

Men det, som intet øje så,
vil kirken holde søndag på
og vidne frit, som Ånden bød,
om ham, der døden gennembrød,

og bringe alle små det bud,
at nu er han for dem hos Gud,
og som han delte med dem her,
de vist skal arve med ham der.

Glædelig påske!

Herman van Rompuy: Europa har brug for håb

For nylig var jeg i Brussels. Anledningen var, at Konferencen af Europæiske Kirker har trimmet organisationen, så den nu står stærkere i det kirkelige lobbyarbejde. Det skulle fejres, og det blev det.

Baggrunden er alvorlig. Kirkernes indflydelse i Europa er mindre end tidligere. Det kunne afgående EU-præsident Herman Van Rompuy fortælle til mødets hovedforedrag.

Vi skal som kirker kæmpe for rum, hvor vi kan gøre vores stemmer gældende. Hvis vi da mener, at vi har noget at byde ind med. Det mente den tidligere svenske ærkebiskop Anders Wejryd. Kirkerne skal deltage i debatten, men vi skal holde op med at være skråsikre. Teokratiet har kun ført vild, sagde Wejryd.

Herman Van Rompuy gav fra politisk side et bud på, hvad kirkerne kan bidrage med. Når det gælder solidaritet og fattigdom, kan kirkerne spille ind. I skyggen af finanskrisen kan kirkerne bidrage med et nyt perspektiv på menneskelivet. Kirkerne skal turde engagere sig bredt. Vi kan kun forandre, når vi er involveret i samfundet.

Læs hele indlægget på kristendom.dk