Browsing Tag

kærlighed

sorg kors gravsten

Skæld ud på de døde!

Vi må ikke tale ondt om de døde. Sådan siger en gammel talemåde. Det kan der være meget rigtigt i, de døde kan ikke forsvare sig. Men der er også en slagside, for sorgen bliver halv, hvis ikke vi tør skælde dem ud.

Når vore kære dør, er vi ret hurtige til at få dem helgenkåret. Vi fremhæver alt det gode ved dem. Det er også det, som vi gerne vil have præsten til at sige i sin prædiken i kirken. Heldigvis er der meget godt at sige om de fleste. Spørgsmålet er bare, om vore døde kan leve op til den helgenkåring? Var de ikke også ret irriterende til tider, og har de ikke gennem et – forhåbentligt – langt liv lavet fejl? Ja, måske har de svigtet os på det groveste.

Alligevel har vi holdt ud, holdt af og holdt om. Fordi de er vores kære. Det kan også være, vi er blevet nødt til at afbryde kontakten til dem. Fordi vi ikke kunne stille op til flere svigt.

Livet mellem mennesker er præget af mange modsatrettede følelser. Bag den dybe kærlighed kan der gemme sig en dyb vrede. Ja måske oven i købet et had. Vi hader ikke dem, vi er ligeglade med. Hadet er ligesom kærligheden udtryk for en dyb relation.

Når et menneske dør, afbrydes forbindelsen på sin vis. Vi kan ikke længere komme af med vores følelser over for den døde. Følelserne er der stadige, men de er hjemløse. Sorg er blevet defineret som hjemløs kærlighed. Men det er kun den halve sandhed. For sorgen rummer mange flere følelser end kærlighed. Den rummer fx også vrede, had og magtesløshed.

Hvis sorgen skal afspejle den sande relation til den døde, skal den rumme alle følelserne. Også dem vi ser som negative. Vi skal med andre ord ikke pakke vores kære døde ind i vat, og bilde os selv ind, at vi skal have lyserøde varme følelser for dem hele tiden. Sådan var det jo heller ikke, da de var i live. Vi må gerne skælde dem ud, vi må gerne være sure på dem. De betød jo noget for os. Ja, de betyder stadig noget for os. De skiderikker.

Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.

Læs flere indlæg om sorg her…

Bryster

Hvor store skal din kærestes bryster være?

Alle i Aalborg kender dem: De perfekte bryster. Pludselig kommer de rundt om hjørnet, når man går på Boulevarden eller cykler på Vesterbro. De er kæmpestore. Gigantiske. Man kan ikke undgå at se dem. Bang så er de der. Ind imellem vover de sig også helt over til Nørresundby, hvor de kommer svingende rundt om hjørnet og bliver klasket op i hovedet på en. De er helt nøgne.

Brysterne er på busserne. De gør reklame for en plastikkirurgisk klinik. De blottede bryster har skabt en del debat. For hvad er det for idealer, unge og alle vi andre får, når vi ser den perfekte symmetri og vægtfordeling, som ikke findes i den virkelige verden.

Nedenunder er det pornoens verden, der spøger. Den verden hvor kvindernes baller, bryster og læber skal have bestemte mål. Og vi mænd skal være veludstyrede, veltrænende og ligne en tyr.

Pornoidealerne er præget af det, der kan måles og vejes. Det gælder kroppenes mål og vores formåen. Tal er godt. Og høje tal er bedst.

Læs hele blogindlægget på TV2/Nord…

Kan du elske mig selv om jeg er tyk?

Kan du elske mig selv om jeg er tyk?

De fleste kan nok blive enige om, at det er det indre, der tæller. Alligevel kan vi ikke helt frigøre os fra det ydre. Vi bedømmer hinanden på social status, på udseende og på hvilket job, vi har. Hurtigt fælder vi dom. Ikke mindst over os selv.

Når vi kigger i spejlet, er det nemt at få øje på alle fejlene. Der er lidt for meget på sidebene. Og maven! Næsen er lidt stor, og det samme er ørerne. Det sociale spejl er ikke mindre skånselsløst. Jeg kunne være nået længere på jobbet. Hvorfor er jeg ikke afdelingsleder. Det er de fleste af mine klassekammerater fra folkeskolen. Hvorfor kører jeg i sådan en lille bil. Hvorfor bor jeg ikke et større sted med det rigtige køkken. Måske har jeg slet ikke et job.

Ja hvem skal dog kunne elske sådan en skiderik som mig. Jeg opfører mig heller ikke altid som alle de andre.

Selvhad. Lavt selvværd. Vi kommer nok aldrig væk fra at være den lille dreng eller pige i skolegården, som alle de andre griner ad. Er jeg nu også god nok? Er der virkelig nogen, der vil kunne elske mig?

Der er ikke så mange, der elsker os for dem, vi er. Os selv inklusive. Men vores forældre gør forhåbentlig. Og hvis vi er så heldige at finde en kæreste eller ægtefælle, gør han eller hun givetvis også. Det kan være en overvældende oplevelse: Tænk sig, at jeg er elskværdig! At en har valgt mig blandt alle de andre. Selv om jeg ikke er perfekt. Ja tænk sig, at nogen kan elske mig med morgenhår, topmave og humørsvingninger. Tænk sig at finde en, der ikke smider en på porten, når de første rynker kommer.

Men elsker hun mig nu også? Det er der jo ingen, der kan. Måske er jeg blevet forladt. Svigtet af venner og kære. Så var det alligevel rigtigt. Jeg er ikke elskværdig. Eller hvad? Findes ikke en eneste i verden som elsker mig?

Så går jeg ind i en kirke og hører om den kristne Gud. Ham der blev menneske og døde for mig. Og han kender mig oven i købet bedre end både min mor og min kone. Han ved ved hvilken synder, jeg er. Og alligevel går han i døden for mig. Det er da kærlighed!

Lad ikke ekstremisterne gøre os ekstreme

Vi skal møde det onde med kærlighed. Kun sådan kan vi bryde voldens cirkel og vedblive med at leve i et fredeligt samfund. Det er det kristne budskab ind i en terrortid.

Terroren har ramt vores hovedstad, og ordene om fjendekærlighed og om at vende den anden kind til høres på en helt anden måde nu. Mere aktuelle end før og samtidig så svære.

Læs hele kommentaren på kristendom.dk…

 

Gift ved første blik: Den eneste ene eksisterer ikke

DR sætter ægteskab og kærlighed til debat med programmet “Gift ved første blik”. Når nu vi danskere ikke selv kan finde den eneste ene, hvorfor så ikke få eksperter til det. Det arrangerede ægteskab som reality-tv

Hvad er det vi søger, når vi søger den eneste ene? Drømmen om den eneste ene, der skal gøre os lykkelig, og som vi går gennem livet med svævende på en rosenrød sky, er netop blot det: En drøm.

Vi bliver nødt til at aflive myten og tage et opgør med den romantiske kærlighed. Virkeligheden er nemlig ikke askepot og prinsen. Og hvad lavede de egentligt også fra eventyret slutter og resten af deres liv – der hvor de lever lykkeligt til deres dages ende?

Hvis vi måler os op mod eventyret, bliver vi hurtigt skuffede. Hvis ugebladenes forestilling om det perfekte ægteskab med hyppig sex, ingen skænderier og altid varme følelser, er udgangspunktet, så bliver vi desillusionerede.

Den eneste ene. Det ville være besynderligt, hvis det var vores lod i livet, at der kun er én person, der er bestemt for os. En som vi skal gøre alt for at finde. Man kunne ellers godt få det indtryk, når man ser på, hvordan vi lever. Vi venter med at blive gift til vi er helt sikre. Ofte efter års samliv og adskillige børn. Men hvad er det vi søger? Sikkerhed for at han eller hun nu også er den eneste ene?

Sandheden om ægteskab er, at det er konflikter, kompromisser og kærlighed. Fra gammel tid har ægteskabet været en praktisk ramme om familielivet. Måske vi skal have et mere nøgternt syn på, hvad ægteskabet er?

I kirkens vielsesritual giver bruden og brudgommen hinanden håndslag på, at de har indgået en aftale. En aftale om at holde sammen i medgang og modgang. Det skal forstås på samme måde, som når man køber en hest på Hjallerup Marked. Så kan man ikke bagefter komme og ville gøre handlen om. Heller ikke hvis hesten (eller konen) bliver kæmpetyk få år efter. Vi skal i ægteskabet blive bedre til, at holde hinanden fast på aftalen og ikke kun på den flygtige romantiske kærlighed.

Den eneste ene eksisterer ikke. Men man kan blive lykkelig med én. Med Guds velsignelse, hårdt slid og selvopofrende kærlighed.

Skilsmisse og ægteskab: Når kærlighed bliver til had

Hvordan kan det være, at den man elsker bliver til den man hader mest?

Ligesom kærligheden er et valg og ikke kun en følelse, ligesådan er hadet et valg.

Hverken kærlighed eller had er kun følelser. Der ligger også et valg bag.

På det seneste har vi i tre programmer på TV 2 kunnet følge med i, hvordan voksne bruger børn som våben i en skilsmisse.

Det er ulykkelige skæbner, og man undrer sig over, at de voksne ikke vil være voksne, men lægger så meget over på børnene.

Det er et stort spørgsmål, hvorfor to voksne, der få år tidligere har elsket hinanden overalt på Jorden, nu kan hade hinanden så meget.

Hvordan kan kærlighed blive til had?

Læs mit indlæg i Jyllands-Posten her