Menu
Prædikener

Selvudvikling eller selvafvikling?

En prædiken om selvudvikling til 4. søndag i advent. Hør hvordan Svend Brinkmann og Johannes Døberen deler lussinger ud til samtidens egocentrerede coaching-udviklings-hede-hule-helvede.

Vi levet i en tid, hvor vi skal udvikle os hele tiden. Det er vigtigt, at vi tager ja-hatten på. At vi ser muligheder og ikke forhindringer. At vi taler om udfordringer og ikke problemer.

Vi skal sætte mål op for os selv. Vi skal have visioner. Noget vi skal arbejde hen mod. For hele tiden at udvikle os som mennesker . Det er vigtigt, at vi ikke står stille, for så gror vi fast. Det er noget af det værste man kan gøre i vore dage: At gro fast.

Sådan er det på jobbet, og sådan er det også for mange i privatlivet. Vi skal udvikle os som mennesker hele tiden. Hvis ikke vi selv kan finde ud af det, så hyrer vi eller vores chef en coach, som kan hjælpe os og selvudviklingen på vej.

Men så lige midt i det hele lyder der en røst. En røst fra udkantsdanmark. Røsten kommer kommer fra Aalborg, og den siger til os: Nej! Husk at sige nej, du skal ikke tage ja-hatten på, du skal tage nej-hatten på. Og lad nu være med hele tiden at søge mod nye mål, lad være med hele tiden at søge væk. Lær at standse op og stå stille. Lær at være på det samme sted i lang tid. Så du kan slå rødder. For vi vokser jo kun rigtigt, siger denne her røst, hvis vores rødder når helt ned i de dybe lag. Ned der hvor den gode og kraftfulde næring er.

Den næring vi ikke kan nå at suge til os, hvis vi hele tiden er på vej mod nye mål med ja-hatten spændt godt fast på hovedet.

Spørgsmålet er også, til det jeg i starten af prædikenen skitserede, om vi i det hele taget kan holde til det. Kan vi holde til det krav og det tempo som vi selv og omverden stiller op for os. Faren for at brænde ud er nærliggende. Vi ser det også med stressmeldinger rundt omkring i skole og på arbejde. Ja sågar også i kirker. For hvordan kan vi holde til, at den viden der var god i går ikke dur i dag. For den skal jo hele tiden udvikle sig. Ja så er det svært at gøre sig erfaringer, der kan bruges til noget som helst.

Og hvad så hvis det går galt. Hvis vi bukker under for presset. Hvis vi ikke kan holde til det. Hvis skyld er det så? Ja, så kan det næsten kun være vores egen skyld. Hvem skulle vi eller give skylden i vores egocentrerede selvudviklings-hede-hule-helvede?

Det er konsekvenserne af den tid vi lever i: Stress og jag og rodløshed.

Den røst der lyder og modsiger hele dette ja-hat-tyranni hedder Svend Brinkmann og er professor i psykologi ved Aalborg Universitet.

Sig fra. Slap af. Slå rødder.

Det er alternativet til omstillingsparathed, ja-hat og positiv psykologi.

I et interview i Information (22. September 2014: http://www.information.dk/510311) siger Brinkmann:

»Vi har erstattet det kristne tankesæt, hvor alt i livet handlede om at nærme sig Gud, med sådan en psykologisk livsanskuelse, hvor det ikke er Gud, der er i centrum, men selvet. Vi går ikke til præsten men til coachen, terapeuten eller psykologen, og vi læser ikke Biblen men selvhjælpsbøger. Vi går ikke til bekendelse, vi håber ikke på frelse, men vi håber på selvrealisering,«

Det er det han gør op med. Hele det tankesæt.

Om Svend Brinkmann har læst om Johannes Døberen, ved jeg ikke, men det nemt at se paralleller. Begge revser de deres nutid og begge peger de på en egen vej. Og for begge er den nye vej ikke lig med selvudvikling, men snarere det modsatte.

Ifølge Brinkmann skal vi vende os væk fra navlepilleriet og kigge på vores omgivelser. Det uden for os selv.

»De fleste svar ligger uden for dig selv, i den verden, vi er en del af,« siger han.

At Brinkmanns tanker rummer en sandhed for moderne mennesker kan vi se af den succes han har fået. Han har solgt mange bøger, og det er ikke helt billigt at få ham ud og hole foredrag.

Der er en sandhed som fortravlede mennesker med ja-hatten nede om ørene har brug for at høre. Den sandhed der hedder.

Stands op. Slap af. Slå rødder.

Sandhed var også, hvad Johannes Døberen talte om. Og modsat Brinkmann er han ikke bange for at sige, at det uden for os selv der rummer sandheden er Kristus.

Hvis det var foregået i dag, at Johannes Døberens disciple kommer og fortæller at Jesus – som Johannes tidligere har døbt – nu selv døbe, ville de nok have foreslået at lave en visionsdag og fundet frem til en strategi for, hvordan de igen skulle blive førende på discipelmarkedet. Omstillingsparat skal man jo være.

Men nej siger Johannes! Det er ikke mig, der er vigtigt. Mit virke er i al sin enkelthed at henvise til en anden. Han skal vokse og jeg skal blive mindre.

Det er et nyt budskab. Både på Johannes’ tid, men så sandelig også i vores tid: Han skal vokse, jeg skal blive mindre.

Den mand, der har prædiket at folk skal omvende sig siger, at Kristus er den sande glæde. Det er ikke Johannes eller os selv, som vi skal søge at få til at vokse, hvis vi vil finde den sande glæde. Det er i Kristus.

Selvafvikling og ikke selvudvikling

Kristendommen siger: Vi skal ikke udvikle os selv. Vi skal afvikle os. Han skal blive større – altså Kristus – og vi skal blive mindre.

Eller med andre ord: Vi vokser først rigtigt som mennesker, hvis vi lader andre komme til. Det tror jeg de fleste ægtefolk kan tale med om. Vi vokser først som mennesker, hvis vi lader andre komme til. Komme ind i vores liv. Og dermed sætte vores liv på spil og i spil.

Vi skal turde træde til side. Også kristeligt. Turde træde til side og lade Kristus komme til. Først da kan vi udvikle os, vokse, til at blive det mennesker, som Skaberen har bestemt os til at være.

For Kristus er sandheden. Sandheden om vores liv. Sandheden om, hvad det vil sige at være menneske. Sandheden om Gud.

Det er noget vi ikke kan sige os selv. Det er noget vi ikke kan finde ved at kigge ind i vores egen navle. Det er noget som bliver nød til at komme til os ude fra. Nok så mange coachingforløb og selvudviklingskurser ikke kan frembringe denne her sandhed. Men når vi finder sandheden. Når Kristus finder os. Da indser vi, at det er en sandhed med dybe rødder. En sandhed som slægt efter slægt kan hente næring, håb og fremtid i. En sandhed fra himlen.

Det er den sandhed vi nærmer os, nu hvor julen er nær. Julen hvor Gud lader et lys føde i vores selviske mørke.

I det lys, i Guds lys der lyser ind i vores mørke, indser vi, at kristendommens bevægelse er udad. Ud mod andre mennesker. Ud mod Gud.

Og så sker det fantastiske, når vi afvikler vores navlebeskuende liv, at vi fødes på ny til liv i Kristus, hvor han vokser i os.

Alt for ofte bukker vi dog under i vores selviske mørke og den indbildske tanke om, som ligger bag vort moderne liv, at vi kan klare det hele selv. Den tanke bukker vi under for, og derfor må vi igen og igen nærme os barnet i krybben og manden på korset for der at få det rigtige perspektiv på vores liv.

Amen.

Om forfatteren

Sognepræst, debattør og foredragsholder

Ingen kommentarer

    Skriv en kommentar