Browsing Tag

sorg

Sorg er ikke et problem der skal løses

Sorg er ikke et problem der skal løses

Sorg: Når folk mister et elsket menneske, oplever de ofte, at omgivelserne undgår dem. Dem, som de ellers kender godt, går over på det modsatte fortov eller kommer ikke hen til dem i supermarkedet. Tavshed. Som præst bliver jeg efter 11 år stadig forundret over dette. Man tror ikke, det sker, men det gør det. Længere er vi ikke kommet.

Mit formål her er ikke at pege fingre. Jeg håber blot på, at jeg kan skabe en bedre forståelse for, hvordan det er at miste et elsket menneske – en far, en mor, en ægtefælle, en bror, en søster.

Når vi har mistet, er vi sårbare. Det er naturligt. Det er ikke det, de andre siger, der gør os kede af det. Vi er allerede kede af det i forvejen. Derfor kan man ikke sige noget forkert til en, der sørger. Der er altså ingen grund til at undgå dem. Spørg. Udtryk din medfølelse. Fortæl, at du ikke ved, hvad du skal sige. Spørg, om der er noget praktisk, du kan hjælpe med. Er der en græsplæne, der skal slås? Kom forbi med en skål suppe. Ofte er det ikke ordene, men omsorgen der virker lindrende og trøstende.

Sorg: Ikke alle sørger ens

Da jeg blev præst, troede jeg, at alle sørger på samme måde. Den måde, jeg kendte fra mig selv og min familie. Jeg blev hurtigt klogere! Vi mennesker er forskellige, og det samme er vores måde at sørge på. Heldigvis. Mænd og kvinder sørger også forskelligt.

Vi mænd er vant til at tænke i problemer, der skal løses. Vi vil gerne handle og tænke i, hvad vi kan gøre. Hvis der er noget, vi ikke kan finde ud af eller ikke kan løse, så er det ikke altid, vi vil indrømme det. Så hellere tavshed. Selv har jeg enormt svært ved at indrømme en fejl. Så hellere fake. Eksempelvis hvis jeg ikke kan finde vej. Men min kone er ved at have luret den. Det er pisseirriterende.

“Det kræver mod at indrømme ens sårbarhed og fejl…
Det mod har vi mænd ikke altid.”

Det kræver mod – mandsmod – at indrømme ens sårbarhed og fejl. Indrømme – også overfor os selv – at vi ikke har kontrol over tilværelsen. Det mod har vi mænd ikke altid.

Når en person dør, har vi per definition ikke kontrol over situationen. Det er et problem, vi ikke kan løse. Den eneste måde, vi kan få sorgen til at gå væk på, er, hvis vi kan gøre den døde levende igen. Det kan vi ikke. Der er ikke noget vi kan gøre. Vi kan bare være der. Som et sårbart medmenneske, der ikke ved, hvad vi skal sige.

Læs hele blogindlægget på TV2/Nord…

Læs tema om sorg og savn her…

pårørende til begravelse

Persondata: pårørende i klemme til allehelgen

Landet over inviterer den lokale kirke de pårørende, der mistet i løbet af året, til en mindegudstjeneste til allehelgen den første søndag i november. Mange steder læses navnene på de døde op, og der tændes lys. Det er en smukt og rørende begivenhed med fyldte kirkebænke.

Men i år er det ikke alle pårørende, der inviteres.

For efter den nye persondataforordning er trådt i kraft, må folkekirken ikke længere kontakte de pårørende, der ikke er medlem af folkekirken.

Lad mig illustrere problemstillingen med et eksempel. En kvinde dør. Hun er medlem af folkekirken. Det samme er hendes mand. Af praktiske årsager står deres søn for papirarbejdet og kommer til at stå som anmelder til dødsfaldet. Sønnen har meldt sig ud af folkekirken.

Det betyder, at denne familie vil ikke få en invitation til at mindes deres mor og kone.

I mit pastorat har vi syv familier, som vi ikke kan invitere til allehelgensgudstjeneste. De vil undre sig over, at de ikke bliver inviteret, når alle andre får et brev.

Jeg er forarget over nogle regler, der er lavet og administreret langt væk fra den virkelighed, almindelige mennesker lever i.

Læs hele blogindlægget på TV2/Nord…

Læs mere om sorg og savn her…

sorg kors gravsten

Skæld ud på de døde!

Vi må ikke tale ondt om de døde. Sådan siger en gammel talemåde. Det kan der være meget rigtigt i, de døde kan ikke forsvare sig. Men der er også en slagside, for sorgen bliver halv, hvis ikke vi tør skælde dem ud.

Når vore kære dør, er vi ret hurtige til at få dem helgenkåret. Vi fremhæver alt det gode ved dem. Det er også det, som vi gerne vil have præsten til at sige i sin prædiken i kirken. Heldigvis er der meget godt at sige om de fleste. Spørgsmålet er bare, om vore døde kan leve op til den helgenkåring? Var de ikke også ret irriterende til tider, og har de ikke gennem et – forhåbentligt – langt liv lavet fejl? Ja, måske har de svigtet os på det groveste.

Alligevel har vi holdt ud, holdt af og holdt om. Fordi de er vores kære. Det kan også være, vi er blevet nødt til at afbryde kontakten til dem. Fordi vi ikke kunne stille op til flere svigt.

Livet mellem mennesker er præget af mange modsatrettede følelser. Bag den dybe kærlighed kan der gemme sig en dyb vrede. Ja måske oven i købet et had. Vi hader ikke dem, vi er ligeglade med. Hadet er ligesom kærligheden udtryk for en dyb relation.

Når et menneske dør, afbrydes forbindelsen på sin vis. Vi kan ikke længere komme af med vores følelser over for den døde. Følelserne er der stadige, men de er hjemløse. Sorg er blevet defineret som hjemløs kærlighed. Men det er kun den halve sandhed. For sorgen rummer mange flere følelser end kærlighed. Den rummer fx også vrede, had og magtesløshed.

Hvis sorgen skal afspejle den sande relation til den døde, skal den rumme alle følelserne. Også dem vi ser som negative. Vi skal med andre ord ikke pakke vores kære døde ind i vat, og bilde os selv ind, at vi skal have lyserøde varme følelser for dem hele tiden. Sådan var det jo heller ikke, da de var i live. Vi må gerne skælde dem ud, vi må gerne være sure på dem. De betød jo noget for os. Ja, de betyder stadig noget for os. De skiderikker.

Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.

Læs flere indlæg om sorg her…

sorg kors gravsten

Sorg: Fem måder at mindes en afdød

Der findes ingen rigtig eller forkert måde at sørge på. Vi sørger alle sammen forskelligt. Derfor er der heller ikke en enkel opskrift eller noget bestemt, man skal gøre.

Alligevel håber jeg, at du kan finde inspiration i disse fem råd om, hvordan du kan mindes et elsket menneske. Uanset om dødsfaldet lige er sket eller det er en, der har været død i mange år, har vi brug for at mindes vore kære.

1. Skriv et brev

Find papir og blyant frem. Sæt dig ned et roligt sted, hvor du kan være alene. Tænd evt. et stearinlys for at gøre det hyggeligt.

Skriv et brev til den, du har mistet. Fortæl hvad der er sket for nylig i dit liv, fortæl hvis der er nogle situationer, hvor du gerne ville have haft ham eller hende med. Tænk på det som et feriebrev, hvor du beskriver, hvad du har oplevet.

Du kan også skrive et brev til din afdøde og forklare om nogle af de svære følelser. Hvor svært det er at leve uden ham eller hende. Det kan være, du har dårlig samvittighed, måske var der nogle ting, du ikke fik sagt eller gjort. Fortæl afdøde om det. Måske er der noget, du skal tilgive. Det kan du også skrive om.

Du kan gemme dine breve eller vælge at brænde dem. Alt efter temperament og hvad du har skrevet i brevene.

2. Besøg gravstedet

Tag på kirkegården. Ud til den dødes have. Du kan tage blomster eller et lys med til graven. Vær stille en stund. Begynd så at fortælle afdøde, hvad du har på hjerte. Du kan tale højt, hvis du har mod på det, men du kan også bare sige ordene inde i dit hoved.

Hvis ikke der er et gravsted, eller det er langt væk, kan du finde et andet sted at mindes din kære. Det kan fx være i skoven eller ved vandet. Det kan også være, det giver mere mening at køre forbi det sted, hvor han eller hun boede.

Mulighederne er mange for at finde et sorgens sted.

3. Hold fødselsdag

Husk mærkedagene. Når afdøde har fødselsdag kan du/I spise vedkommendes yndlingsret. Sæt flag på bordet, lav lagkage eller hvordan I nu plejede at fejre dagen. Inviter familie og venner til mindemiddag.

Dødsdagen er også en naturlig anledning til at mindes. Ofte tænker man på, hvordan vedkommende døde, men du kan også bruge dagen til at mindes det liv, I har haft sammen.

I kirken fejres allehelgen den første søndag i november. Det er dagen, hvor vi officielt mindes vore døde. Mange steder læses navnene op på dem, der er døde i løbet af året, og der tændes lys. Brug denne dag til at gå i kirke og mindes.

4. Del sorgen – og minderne

Del minderne med andre. Det kan være familie eller venner. Gerne nogle som har kendt afdøde. Fortæl om oplevelser, I har haft sammen. Få de andre til at fortælle, og fortæl selv, hvad afdøde betyder for dig.

Tag fotoalbummet frem – eller smartphonen – og se billederne igennem sammen. Smil, tårer og latter kan blande sig i et smukt mix, når minderne bliver delt.

Som Grundtvig skriver i salmen “Det er så yndigt at følges ad”:

Det er så yndigt at følges ad
for to, som gerne vil sammen være;
da er med glæden man dobbelt glad
og halvt om sorgen så tung at bære;

Glæden og minderne bliver større ved at blive delt, og sorgen bliver knap så tung at bære. Når vi deler sorgen, deler vi den kærlighed, vi har. Vi viser, at vi stadig har en relation til den døde, og det kan være rart at have vidner til den kærlighed.

Grundtvig har også blik for, at det er smertefuldt at miste en livsledsager, men det kristne håb giver styrke til at leve videre:

Det er vemodigt at skilles ad,
for dem, som gerne vil sammen være,
men, Gud ske lov! i vor Herres stad
for evig samles de hjertenskære;

5. Bed for den afdøde

Vi bærer hinanden i bønnen. Det gør vi i levende live, og det gør vi, når vore kære er døde.

Nogle vil sige, at de ikke beder, men jeg tror de fleste kender til, at man tænker på andre og håber, de har det godt. Det kan vi også gøre med vore døde. Vi håber, de har det godt, der hvor de er. Det kan godt være, vi ikke kan sætte ord på, hvad det er for et sted, men vi kender længslen – også efter at se dem igen – på den anden side.

I kristendommen taler vi om, at de døde er i Guds hænder. Når vi tager afsked, overgiver vi de dødes legeme og sjæl til Gud. Gud må bære der, hvor vi ikke ikke længere kan følge den døde. Som Kristus steg ud af graven påskemorgen, håber vi for os selv og vore kære, at vi bliver kaldt ud af gravens mørke igen.

Derfor er det naturligt, at du beder for dine døde. Husk også at lytte, når du beder. Hvad er det, Gud vil sige dig midt i sorgen? Det kan være, der er nogle ubesvarede spørgsmål. Dem kan du bære frem for Gud. Et “hvorfor” kan sagtens blandes med et “tak for det, vi fik givet”.

Tænd et lys. Bed en bøn. Fx fadervor. Vi bærer hinanden i bønnen. Eller rettere: Gud bærer os.

Sorgen er på livstid

Sorgen er på livstid. Den er et livsvilkår. Den går ikke væk, men man kan lære at leve med den. Det ville være underligt, hvis man kunne sige eller gøre noget, der fik ens kærlighed til at forsvinde.

Sådan er det naturligvis ikke. For sorgen er udtryk for kærlighed, og den kærlighed forsvinder ikke, bare fordi et menneske, vi kender, dør. Ligesom vi giver udtryk for vores kærlighed over for de levende, skal vi give udtryk for vores kærlighed over for de døde.

Jeg håber, du kan bruge disse fem råd til at mindes og dermed give kærligheden vinger. Du er altid velkommen til at kontakte din lokale præst for at tale om sorgen. Både den nye og den gamle. Du er også velkommen til at skrive til mig.

Sorg

Fem tips: Sådan taler du med et menneske i sorg

Sorg: Din bedste veninde har mistet sin mand. Nu står hun alene med to små børn. Hvad skal du sige til hende, og hvordan griber du det hele an?

Du føler dig magtesløs, utilstrækkelig og er bange for at gøre ondt værre. Måske har du mest af alt lyst til at gå over på modsatte fortov, når du møder hende.

Her er fem tips til at tale med og møde en ven eller veninde, der har mistet.

Tip 1: Spørg ind

Vær ikke bange for at spørge, hvordan din veninde har det. Det kan være, du er bange for at gøre hende ked af det, men når man har mistet, ER man jo ked af det. Det er helt naturligt. Af samme grund skal du ikke være bange for, at hun græder. Det har ikke noget med dig eller dine spørgsmål at gøre. Tårerne kommer, fordi hun savner et elsket menneske.

Du kan også vende det rundt: Hvordan ville du selv have det, hvis ingen sagde noget, når du har mistet et nært familiemedlem?

En af grundene til at du skal spørge er, at du ved ikke, hvordan din ven har det. Du kan gætte, men før du spørger ind, ved du det ikke.

Hvad kan du spørge om? Hvis det er en, der er død for nylig, kan du spørge ind til omstændighederne: Hvordan skete det, var I der osv. Du kan spørge, hvordan hun har det, hvordan du kan hjælpe, eller hvad hun tænker. Hvis der er gået længere tid, kan du kan også spørge til, hvordan afdøde var, hvad de lavede sammen, eller hvad hun savner mest ved ham lige nu. På den måde hjælper du med at mindes den afdøde.

Vi mænd tænker ofte i løsninger, men der findes ingen løsning på sorgen. Sorg er et livsvilkår, som vi skal bære. Derfor kan det være svært for os at blive konfronteret med sorg. For hvad skal vi gøre og sige? Her er det vigtigt at indse, at du ikke kan få sorgen til at gå væk ved at sige eller gøre det rigtige. Det gælder i stedet om at lytte og være til stede. Den må godt være der, sorgen, for den er udtryk for kærlighed.

Der er ikke noget rigtigt tidspunkt at spørge, så bare kast dig ud i det.

Tip 2: Hjælp med noget praktisk

Når man mister, bliver ens verden vendt på hovedet. En af de relationer, som er med til at bestemme, hvem man er som menneske, er nu revet væk. Og hvem er jeg så? Nu hvor jeg fx ikke er min mands kone længere. Ofte går man i chok ved et dødsfald.

Derfor er det en rigtig god ide, hvis du prøver at hjælpe din veninde med noget praktisk. Det kan fx være at hente børnene, købe ind, lave mad eller slå græsset. Ved at overtage nogle praktiske opgaver viser du, at du er der for hende, og du skaber lidt orden i det kaos, der er.

Tip 3: Hold minderne i live og husk mærkedagene

Sorgen bærer man med sig hele livet. Den er udtryk for kærlighed, og selvfølgelig holder vi ikke op med at elske vores kære bare fordi, de er døde. Derfor skal du hjælpe din veninde med at holde minderne i live. Tal om den afdøde, som en naturlig del af livet. Han skal nævnes på lige fod med dem, der er i live. Måske har du selv kendt afdøde og kan dele gode minder. Det kan også være, der er nogle svære ting, som skal vendes. Vores liv med hinanden er ikke altid en dans på roser. Man kan godt indlede en samtale med “Men han kunne godt nok også være irriterende…”

Husk mærkedagene. På den måde viser du omsorg og interesse. Skriv dødsdagen i din kalender og husk at sætte blomster på graven den dag. Skriv eller ring, når der er fødselsdag, bryllupsdag eller andre mærkedage. Måske I skal fejre dagen med en middag.

Tip 4: Vær dig selv

Husk at have dig selv med i det hele. Du hverken kan eller skal være en anden for at kunne være der for din veninde. Der kræves ingen eksamen i psykologi eller lignende. Det vigtigste er at være til stede og vise omsorg, som den person man er. Fortæl hvordan det hele påvirker dig, fortæl når du ikke ved, hvad du skal sige eller gøre.

Tip 5: Lav noget sammen

Alle sørger forskelligt. Nogle vil gerne tale om savnet, andre lukker mere i. Der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert. Du fornemmer hurtigt, når du spørger ind, om det er nu, I skal snakke. Ind imellem tager det tid at kunne lukke op for det svære.

Det er godt midt i alle ordene at lave noget sammen. Gå en tur, spil fodbold eller tag til koncert. Ikke for at glemme sorgen, men for at komme lidt ud og se noget andet. Hvis din veninde lukker sig om sig selv og isolerer sig, kan det være en stor hjælp, at du tager initiativ til fælles oplevelser. Man kan godt være glad og grine, selvom man sørger, og der skal være plads til nye indtryk.

Jeg håber, du kan bruge disse tips, og husk at du altid er velkommen til at gribe fat i en præst, hvis du har brug for flere råd eller selv sidder med en sorg – ny som gammel – du har brug for at tale om.

Du er også velkommen til at kontakte mig…

Hvordan er det som præst at begrave et menneske?

Hvordan er det som præst at have et arbejde, hvor man konstant konfronteres med død og sorg? Bliver præsten selv påvirket? Hvordan foregår samtalen med præsten?

Spørg Præsten
Denne video er en del af serien Spørg Præsten. Se oversigt over alle videoer i serien (opdateres løbende): Klik her…

Du kan skrive dine spørgsmål ind på sporg@pastorpedersen.dk, hvis du har et spørgsmål eller emne, som jeg skal tage op.

 

Allehelgen i Hals Kirke

Allehelgen: Vore døde lyser for os

”Meget hurtigt lod folk som om, alt er som det plejer, men hjemme hos os plejer far ikke at være død…”

Sådan sagde en lille dreng efter at have mistet. I dag er det allehelgen, og vi mindes vore døde.

Den lille drengs ord indrammer meget godt den situation alle, der har mistet et elsket menneske, står i.

Vi oplever at livet er gået i stå, og at intet mere bliver som det var. Vores verden blev med et forandret, da vore kære blev revet bort fra os. Der er blevet sat et punktum, og vi er for altid forbundet til de dage, hvor døden kom.

Samtidig oplever vi også, at livet går videre. Vi skal på arbejde, i skole og til fritidsaktiviteter. De andre oplever ikke sorgen på samme måde som os. Hverdagen melder sig. Men hos os plejer vores kære ikke at være døde.

OL i Rio er allerede langt borte, men måske nogle af jer kan huske den officielle OL-sang, hvor Noa synger:

Når vi forsvinder
en dag
er der kun lysene tilbage

Sådan er det med vore kære. Lysene er tilbage, selv om de er døde. Ligesom mange af de stjerner vi ser, når vi kigger op på nattehimlen. Stjernerne lyser selv om mange af dem er døde.

Lyset bliver tilbage. De er her stadig. Vore døde. Og de lyser op i vore liv. De gav os så meget. De var salt – krydderi – i vores liv.

Men netop deres lys kan også være smertefuldt. For når vi tænker på, hvor meget de betød – og betyder – i vore liv, mindes vi også om, hvad vi har mistet. Og måske et tragisk endeligt.
Gensynet må vi vente med. Til Gud skaber en ny himmel og en ny jord på den anden side.

Men hvis vi tør lade vore døde lyse op i vores liv, så bliver vi også mindet om den evige værdi, de har for os. Så har de ikke levet forgæves. Så er de ikke borte. Vi kan tage dem med videre i livet.

Derfor er det godt at have en dag som allehelgen, hvor vi mindes vore døde. Så har vi en anledning til at tage dem frem igen. Så har vi en anledning til at huske på alt det, som de har betydet for os. Så lyser de for os endnu engang.

Nu hedder dagen i dag allehelgen, men vi ved jo godt, at vore afdøde ikke var rene helgener. De havde deres fejl, ligesom vi har vores fejl. Synden har tag i os mennesker. Derfor kan der også være svigt og uoverensstemmelser, som også dukker op midt i sorgen. Hvorfor gjorde du det, eller hvorfor gjorde du ikke noget?

Der kan være spørgsmål som vi stadig stiller os selv. Især hvis der er tale om et pludseligt og tragisk dødsfald. Hvorfor?

Men døden trækker en grænse for os. Det er ikke alt vi kan få svar på. Hverken om det liv, der var, eller om selve døden.

Noget må vi lade være op til Gud. Vi er kun mennesker og kender ikke alle verdensrummets dybder.

At mindes, at tage vore kære frem, og lade dem lyse for os, er også at forsone sig med det liv, der var. Og at vi hver især forsoner os med det liv, som nu engang er blevet vores.
Døden trækker en grænse, som vi ikke kan overskride. Men vores grænse er ikke Guds grænse.
I påskens opstandelsesbudskab hører vi, at døden ikke er det sidste. Der var en mand – Guds Søn – som brød gravens mørke. Der er lys i mørket. Det lyser for os. Det giver håb. Om en fremtid hos Gud. Om en ny himmel og en ny jord sådan som Johannes så i sit syn.

Vi skal forsætte vores vandring her på jorden. Men vi kan gøre det med håb og i opstandelsens lys.

Nogle har vi efterladt på vejen gennem livet. Vore kære. Og sorgen har vi taget med os i bytte. Vandringen kan være svær. Umulig. Vi kan fare vild og havne i mørket. Det er lige før vi går under. Men langt borte i horisonten kan vi se et lille lys. Vi kan se lyset fra vore døde. De lyser for os.

Og i horisonten kan vi se et lys mere. Et lys der viser os en verden, hvor døden ikke er mere. En verden hvor vi atter er forenede med vore kære. Opstandelsens lys og nyskabelsens morgen.
Lyset fra vore kære og opstandelseslyset fra påskegraven lyser sorgen op, og gør det muligt at fortsætte livet. Vi kan se en vej frem.

Du skal med min kære elskede. Med mig videre i livet – selv om du er død. Du lyser vejen op og sammen går vi frem mod evigheden. Frem mod Guds lys.

Når vi forsvinder
en dag
er der kun lysene tilbage

Prædiken holdt til Allehelgen i Hals og Hou Kirker 2016.

Sorg efter et dødsfald tager tid

Sorg efter et dødsfald tager tid

Sorg: Ny bog leverer tankestof nok til at sørge et helt år. Eller længere.

Min kære præstekollega i Hals og Hou, Sophie Nordentoft, har sammen med Lene Vesterdal udgivet bogen “Når livet går i sort. 52 læsninger til et sørgeår.”

Sørge et helt år. Det lyder måske af meget, men sagen er, at sorg tager tid. Lang tid.
Ja faktisk er sorgen på livstid. Tabet vil altid være der.

Vi skal give os selv og hinanden plads og tid til at sørge. Det er vigtigt, for sorg er en del af livet. Den vidner om kærlighed og relationer.

Sorg og brudte relationer

Hvad det er for nogle relationer, og hvad det betyder, at de nu er brudt, hjælper bogen en til at tænke over.

Læsningerne er skrevet af forskellige forfattere, for sorg er forskellig fra person til person. Der er refleksioner i bogen, som de fleste kan spejle sig i. Man kan læse en tekst hver uge i et helt år. Bogen kan bruges privat eller hvis man mødes i fx en sorggruppe.

Jeg har selv skrevet en af læsningerne: Sorgen er et bundløst hul.

Bogen udkommer 29. februar.

Når livet går i sort. 52 læsninger til et sørgeår.
Sophie Nordentoft og Lene Vesterdal
Unitas Forlag 2016

Køb bogen her

Aldrig mere: Er der glæde i sorgen?

Aldrig mere skal jeg se dig ved mit vindue
Aldrig mere skal jeg høre din latters klang

Sådan synger Johnny Madsen i en sang om sin døde datter. Den værste sorg man kan tænke sig.

Der er mørke, tristhed og lidelse i sådan en sorg. Men overraskende nok også glæde. Det er nok ikke det, man ville forvente i en sang om så stor en sorg. Men Madsen finder glæden bag ved længslen og sorgen.

Kun et lysglimt fra din fjerne stjerne
Og et havgus der snydes om min kind
Og de stunder hvor timeglasset blunder
Blomstrer glæden i en tidlig morgenvind

Hvad er det for en glæde, der blomstrer? Vi får det ikke præcis at vide. Måske glæden over det, som Madsen har fået gennem datteren. Selv om hun nu er borte. Måske glæden over et gensyn engang. Måske glæden over at datteren har det godt, der hvor hun er nu.

I albummets omslag skriver Madsen:

“Jeg sad en nat i Spanien og kiggede på stjerner og pludselig fik jeg en stor længsel efter min afdøde datter. Jeg tænkte, hvor hun mon nu befandt sig i universet. Jeg har altid haft det sådan, at det ville være en håbløs opgave at skrive en sang til hende. Men ordene kom til mig den nat. TAK.”

Som et lysglimt fra en fjern stjerne blomstrer glæden – midt i sorgen – en tidlig morgenstund.

Johnny Madsens datter døde, da hun var blot tre måneder gammel.

Flygtig er dagen i de stridende vinde
Syng den sang som du fandt
Og se det lys som vil stå der og skinne
Bag den bakke hvor bjergene forsvandt

Young female is waiting with hope near window Foto: Colourbox

Det haster med håbet

Det er vigtigt at give sorgen tid. Men det haster med håbet!

En norsk præst fortæller, at der den første måned efter tragedien på Utøya og i Oslo 2011 var 900.000 mennesker, der besøgte Oslo domkirke. 900.000 på en måned! Det siger noget om, at vi har brug for højt til loftet og en himmel over vores tilværelse, når det værste er sket.

Per Arne Dahl, som det norske præst hedder, er i dag biskop. Han var med til at trøste de mange fremmødte. Chokerede mennesker, ny og gammel sorg blandet sammen med medfølelsen over de andres tab. Men også de forældre, der har mistet alt. De forældre der som Jesu moder Maria sidder knust i gråd med deres børns lig i hænderne.

I den slags situationer, fortæller Per Arne Dahl, er det vigtigt at give sorgen god tid. Ikke at springe den over. Sorgen skal have tid, men det haster med håbet.

Sådan forstået er håbet ikke at springe langfredag over. Håbet er ikke optimisme, hvor man tror alt går godt. Det bliver aldrig det samme som før. Norge bliver ikke det samme efter Utøya og Oslo 22. juli.

Alligevel er der håb. Håb forstået som det at kunne se en fremtid. Håb forstået sådan at man midt i sorgen kan finde noget at leve for. For det modsatte af håb er resignation. At man giver op. Man bliver desperat. Uden håb. Desperare som det hedder på latin.

For at det skal blive ægte håb, skal sorgen og klagen have plads. For ellers er der blot tale om virkelighedsflugt. Vi kommer med andre ord ikke uden om langfredag. Det er håb på trods.

Håb er altså ikke den lette vej. Håb er ikke et håb om at det nu må gå godt, men snarere et håb om, at der trods alt kan skabes en ny fremtid.

Det kristne håb er altid forbundet med Jesu opstandelse fra de døde påskemorgen. Påskens drama er også vores livs drama. Lidelse, død, men også opstandelse. I sidste ende bunder vort håb og vores håbstænkning i denne verden i, at vi skal opstå som Jesus opstod påskemorgen.