Browsing Tag

sorg

I filmen “Wild” tackler Cheryl Strayed sorgen ved The Pacific Crest Trail. En rute der går fra den mexikanske grænse ved den amarikanske vestkyst og helt op til Canada.

Hvordan takler man sorgen, når ens mor dør?

Hvordan takler man sorgen, når ens mor dør?

Svaret på dette spørgsmål er individuelt. Cheryl Strayed tackler i filmen “Wild” sorgen ved at eksperimentere med stoffer og ved at kaste sig ud i promiskuøse forhold. Selv om hun er gift. Det er ikke løsningen. Ægteskabet ryger, og hun sætter sig for alene kvinde at vandre The Pacific Crest Trail. En rute der går fra den mexikanske grænse ved den amerikanske vestkyst og helt op til Canada.

Det er en præstation at gå den rute. Især når man ikke er nogen inkarneret vandrer. Men for Cheryl er det en nødvendighed. I filmen kastes vi fra start midt ind i vandreturen. Vi følger en kvindes kamp for at komme frem. I ørkenens hede uden at have medbragt det rigtige udstyr til en så krævende tur. I sneens kulde. I mødet med fareturende mænd på vejen.

Vi følger Cheryls erfaringer som vandrende kvinde. Fysisk på turen og i flashback til livet før. Et liv der ikke altid har været let. Faren er voldelig, og familien må flygte fra ham. Moderen går på gymnasiet sammen med sin datter. Der skal arbejdes for at få det hele til at hænge sammen. Som filmen skrider frem op, opstår der også er en erkendelse af den livsvisdom Cheryl har lært af moderen.

Sorg tager tid. Ikke at komme sig over, men at lære at leve med. Cheryl må tage det liv på sig, som hun har levet. Og den sorg hun bærer med. Det tager hende år og slutter med den månedslange tur til fods på The Pacific Crest Trail.

Den næste to timer lange film er en flot beretning om en livsvandring, som vi kan spejle vores egen vandring og sorg i.

Filmen kan ses i biografen lige nu. Læs mere her…

De levende døde

Allehelgens dag mindes vi vore døde i kirkerne. Mange steder tændes lys og navnene på dem der er døde i løbet af året læses op.

Efterhånden som vi bliver ældre, vil vi opdage, at flere og flere af dem vi holder allermest af, ligger på kirkegården. Døde og borte i den kolde muld.

Det er trist. For en del af vores historie som menneske ligger jo dermed derude på kirkegården. Men heldigvis er vores liv med de elskede kære ikke slut. De lever videre i vores erindring om dem. De lever videre i os, fordi de har været med til at forme, hvem vi er. På godt og ondt.

En irsk talemåde lyder: Kirkegården er fuld af mennesker, uden hvilke verden ikke kunne have eksisteret. Det er sandt: Alle dem, der er gået forud for os, har på deres egen måde bidraget til verden og til vores liv.

De døde bliver altså ved med at være levende for os, også selv om de er døde for verden. Det nytter ikke noget ikke at ville tie dem ihjel. For dels er de jo allerede døde, og dels kan vi ikke aflive en integreret del af vores liv. Uanset om vi taler om dem eller ej, bliver de ved med være der. De er vore døde.

Sorg er ikke en opgave der skal løses eller en proces, der skal overstås. Sorg er at leve med, at det bedste er taget fra os. Den er et livsvilkår.

I kristendommen er vi ikke bange for at tale om de døde. Ja, vi er tilmed så modige, at vi tør se fremad. I håbet om et gensyn ligger der en trøst. For håbet sætter både os selv og vore kære ind i en ramme, der er større end os selv.

I en begravelsessalme hedder det: “Hvad der sker derefter, må komme af din nåde.”

Det må komme af Guds nåde. For vor egen kraft slå ikke til. Viljen er der nok. Men vi kan ikke. Vi kan kun håbe på det der kommer herefter. I håbet om et gensyn ligger en trøst vi kan bruge til at leve vores liv her og nu.

Vi kan håbe på, at Gud husker på os og vore kære, når vi er døde om borte. At de døde bliver ved med at være levende for Gud. Vi kan håbe, at Gud vil skabe liv af intet, sådan som han gjorde det i tidernes morgen. Sådan som han gjorde det, da Jesus opstod fra de døde. Vi kan håbe at vi må leve med Kristus, dø med ham, men også stå op af graven igen.

Det er gratis at tale med præsten

I kirken kan du få hjælp til at bære livet. Alle kan bruge præsten til samtale om stort og småt.

Det er en gammel visdom, at sorgen bliver nemmere at bære, hvis man deler den. Glæden bliver til gengæld dobbelt så stor, hvis den deles.

Vi har alle brug for vidner til vores liv. Vi har brug for at dele med andre. Det værste man kan gøre er at gå alene med tingene. Venner og familie er nogle af dem vi deler glæder og sorger med. Alligevel kan det være godt at tale med en udenforstående. Her kan præsten bruges. Alle er velkomne med stort eller småt, og det er helt gratis.

“Vi har alle brug for vidner til vores liv. Vi har brug for at dele med andre.”

Præsterne er  ikke terapeuter, vi helbreder dig ikke for noget. Men vi har en lang erfaring med at tale med folk. Både dem der er i krise og dem, der bærer tunge byrder. Vi kan bruges til at få luft, så du kan ånde igen. Folk kan gå meget noget i årevis, som er ved at æde dem op indvendigt. Noget de ikke har sagt til et eneste menneske på denne jord.  Det kan være noget de har gjort, eller noget andre har gjort mod dem. Da hjælper det at fortælle det til et andet menneske. Præsten lytter gerne og har 100% tavshedspligt. Vi fører ikke journal.

Det er ikke alt i livet, som vi skal igennem eller helbredes for mentalt. Nogle byrder bliver ved med at være der. En stor sorg fx. Tabet af et andet menneske bliver ved med at være der. Man kan lære at leve med tabet, og det kan vi hjælpe med, men forsvinde gør det ikke. Skyld er noget andet. Den kan tilgives. Enten hvis andre har gjort noget mod os, eller vi har gjort noget mod andre. Det er ikke let. Det tager tid. År. Nogle gange kan vi ikke tilgive et andet menneske. Eller os selv. Omstændighederne er altid forskellige. Men måske Gud kan tilgive det vi ikke kan. Så vi kan komme videre.

Som du ved arbejder vi præster kun en time søndag formiddag, så grib endelig telefonen og aftal en samtale, så vi kan få resten af ugen til at gå også.

Du kan finde din lokale præst via sogn.dk

Du er også velkommen til at kontakte mig