Browsing Category

Min blog

Hurtig bil. Foto: Chris LaCroix/freeimages.com

Stop med at dele jeres fartbøder på nettet

Gennem nogle år har jeg observeret, at mange deler deres fartbøder på sociale medier. Et foto fra fartfælden med folk selv i bilen er ofte ledsaget af en dumsmart bemærkning som “Det var lidt dyrt hos fotografen i dag.” Der kommer også kommentarer som “De fotovogne er de rene pengemaskiner for staten.”

Hvad er der galt med os? Hvorfor er vi nærmest stolte over at køre for stærkt? Al forskning viser, at fart dræber. Hvor sjovt er det egentligt, at vi tager loven i egen hånd og mener, at vi er berettiget til at køre stærkere, end vi må? Er det også ok at køre for stærkt foran en skole?

Jeg har endnu ikke set nogen dele billeder af deres dom for spritkørsel. Fart ser vi åbenbart anderledes på. Måske fordi vi ofte kører for stærkt, og der jo ikke sker noget.

Det er og bliver et skråplan, vi er inde på. For det første kan vi ikke bedømme, om det er forsvarligt at køre så stærkt, som vi gør. For det andet dur det ikke, hvis vi tager loven i egen hånd. Med lov skal land bygges. Der er nogle fælles regler, der definerer, hvordan vi omgås hinanden i samfundet. Hvis alle opfandt deres egne regler, ville alt være kaos.

Læs hele blogindlægget på tv2nord.dk

8. februar 2019

Særlige rettigheder for kristne kvinder?

Folkekirkens Mellemkirkelige Råd har gennem en årrække arbejdet med forfølgelse af kristne rundt om i verden, blandt andet i Mellemøsten. Gennem fortalervirksomhed og lobbyarbejde har rådet sat trosfrihed på den politiske dagsorden.

Et arbejde der har båret frugt. Det nuværende regeringsgrundlag nævner specifikt forfulgte kristne minoriteter som et indsatsområde, og i 2018 oprettede udenrigsministeriet et kontor for tros- og religionsfrihed.

Alle skal have samme rettigheder

Arbejdet med trosfrihed foregår med udgangspunkt i de universelle menneskerettigheder, hvor religionsfriheden er en hjørnesten. Herunder retten til at udøve sin religion frit og retten til at skifte religion.

Der arbejdes med andre ord ikke for særlige rettigheder for kristne. Argumentet er, at kristne skal have de samme rettigheder som alle andre. Rettigheder der følger med det at være menneske. På den måde er arbejdet for forfulgte kristne også et arbejde for andre undertrykte minoriteter.

Ingen særlige rettigheder for kristne. Så vidt så godt. Men hvis vi retter blikket mod den hjemlige andedam, er billedet knap så entydigt.

Folkekirken har særlige rettigheder

En undersøgelse i Jyllands-Posten for nylig viste, at en fjerdedel af alle kvindelige præster i folkekirken føler sig diskriminerede på grund af deres køn. Indtil 1948 kunne kvinder ikke blive præster. Indtil 2007 kunne mandlige præster nægte at give hånd til kvindelige præster i forbindelse ordinationsgudstjenester. Ja, faktisk er det stadig lovligt, at fravælge en kvinde til et præsteembede, fordi hun er kvinde. Oven i købet med både politikernes og fagforeningens velsignelse.

Det lader til, at der ikke gælder de samme regler og rettigheder inden for folkekirken, som der gør i det øvrige samfund.

Læs hele analysen på kristendom.dk

6. februar 2019

Det mandsmod og den kampgejst, som den tidligere leder af Dialogcentret Johannes Aagaard viste, savner vi i kirken i dag. Vi skylder ikke mindst de børn, der kommer i kløerne på sekterne, at kæmpe imod og indsamle viden, mener sognepræst Christian Roar Pedersen. Foto: TV2

Folkekirken skal bekæmpe radikale kristne

Folkekirken har brug for et center til at indsamle viden om radikale sekter og bekæmpe dem. Det er tydeligt efter første afsnit af TV2’s udsendelse “Guds bedste børn”, der har fokus på radikale kristne. Afdøde teologiprofessor Johannes Aagaard drev fra 1970’erne og frem Dialogcentret i Århus med netop det formål. Aagaard var ikke bange for at bekæmpe indiske guruer i spraglede gevandter eller Scientologys businessklædte disciple. Scientology hev Aagaard i retten ad flere omgange, men professoren stod fast og vandt.

Det mandsmod og den kampgejst savner vi i kirken i dag. Vi skylder ikke mindst de børn, der kommer i kløerne på sekterne, at kæmpe imod og indsamle viden.

Et åbent fællesskab

I første TV2-udsendelse er fokus i høj grad på Torben Søndergaard, der står bag organisation The Last Reformation. Selv har jeg oplevet Torben Søndergaards tilhængere på Nibe Festival, hvor de også bruger navnet “Oplev Jesus”. Her opsøger de unge og “helbreder” dem med bøn og håndspålæggelse. Det første år var tilhængerne inde på festivalområdet, men de blev hurtigt smidt ud og fik klippet deres armbånd. Jeg forstår godt festivalledelsen. De unge på festivalen fortæller blandt andet om en, der fik taget gipsen af en brækket arm efter forbøn.

Nu står Søndergaards folk lige uden for festivalområdet og driver deres mission. Blandt de unge gæster på musikfestivalen er der sårbare sjæle. Det ved jeg som aktiv festivalpræst på Nibe Festival gennem ti år. Der er sygdom, misbrug eller andre problemer i familien, som de tager med på festival. En sen nattetime åbner de unge op i folkekirkens telt på Nibe Festival. Det er lige præcis den gruppe, som Søndergaards garde søger at indfange. I folkekirken kan vi tilbyde dem et åbent fællesskab, men The Last Reformation tilbyder et lukket selskab med ingen vej tilbage.

Læs hele kommentaren på kristendom.dk

5. januar 2019

Nytårsforsæt: I det nye år vil jeg være en synder

Nytår er lig med nytårsforsætter. I januar lover vi, at vi vil tabe os, dyrke mere motion og være bedre ved både dyr og mennesker. Vi har lige overstået december, hvor vi har spist os en pukkel til, været til julefrokoster og utroskaben har haft frit spil. Men i år skal det være anderledes. Vi har brug for at trække en streg i sandet. 2019 bringer nyt. En ny start, en bedre udgave af os selv og nye billeder på sociale medier. Vi skal være perfekte, succesrige og have styr på livet.

Hvordan gik det i 2018?

Men hvordan var det lige det gik i 2018? Det er nok de færreste, der har levet op til de nytårsforsætter vi startede året med. Det er godt at have idealer at stræbe efter, men hvert år må vi også erkende, at vi ikke formår at efterleve dem. Måske har vi brug for en mere realistisk tilgang til livet? På sociale medier skal vi alle være en eller anden udgave af perfekte 12-tals-piger. Der er ikke plads til sårbarhed og fejl. Det stresser os. Især fordi virkeligheden ikke ser sådan ud. I den virkelige verden er vi alle uperfekte med deller, tosset familie og en skæv karrierevej.

Er perfekt lig med succes?

Det er som om, vi kun kan blive succesfulde, hvis vi er fejlfri. Sådan er den europæiske iværksætterkultur, men i USA er det anderledes. På den anden side af Atlanterhavet er det helt legitimt at gå konkurs med en nystartet virksomhed. For kun på den måde lærer man, og til sidst lykkedes det. Der er en grund til, at alle de store tech-virksomheder – som Apple, Microsoft og Google – er fra USA og ikke har deres oprindelse i Europa.

Vi er syndere – ellers lyver vi

Hvem er vi som menneske? Små perfekte guder eller skabninger der begår fejl? I Første Johannesbrev står der: “Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os.”

Som kristne har vi en identitet som syndere. I en perfekt facebook-verden kan det lyde lidt gammeldags, men faktisk er det er en meget mere realistisk tilgang til livet end at tro, at vi er små guder. Vi må erkende, at vi har synden og det onde i os. Det er derfor, vi har behov for at forny vores nytårsforsætter hvert år. Det er fordi, vi er syndere, vi har brug for tilgivelse og Guds nåde.

Så ved I hvad: I 2019 vil jeg være en synder. Det går alligevel ikke så godt, når jeg bilder mig selv ind, at jeg er perfekt.

Glædelig nytår!

30. december 2018

Folkekirkens biskopper og Mellemkirkeligt Råd på studietur til Bruxelles

Hvad er kirkernes drøm for Europa?

Forleden kom jeg direkte fra lufthavnen til menighedsrådsmøde i mit sogn. Jeg havde været på studietur til Bruxelles sammen med folkekirkens biskopper og Folkekirkens mellemkirkelige Råd for at se EU-institutionerne og mødes med politikere.

Som en businessclass-tjekket vigtigper iført jakkesæt synes den lokale sognevirkelighed pludselig meget lokal, mens jeg kørte ind i den mørke, råkolde jyske aftenluft. Jeg kom jo lige fra vigtige diskussioner om blandt andet klimakrisen.

Fælles udfordringer – lokalt og globalt

Vel fremme i sognet starter vi med en gennemgang af udviklingsplanen for vores kirkegård. Den fremmødte konsulent fortæller, at hun har taget højde for klimaforandringerne i hendes valg af planter til kirkegården. For vi må regne med, at grundvandsspejlet stiger voldsomt de kommende år, efterhånden som det stigende havvand presser sig på, og så kan man ikke plante hvad som helst.

Lige der gik det op for mig, hvor tæt det lokale hænger sammen med resten af Europa. Vi står over for fælles udfordringer de kommende år, som vil påvirke også i min by. Hverken klima, økonomi, flygtningestrømmene eller for den sags skyld krig bremses af landegrænser. Om vi kan lide det eller ej, er vi forbundne på vores europæiske kontinent.

Europas kristne arv

Religiøst er vi også forbundne, og religion er de senere år kommet mere i fokus i den europæiske debat. Premierminister Viktor Orbáns Ungarn vil helst holde islam ude. Herhjemme står der i regeringsgrundlaget, at Danmark er et kristent land. Religion bliver i stigende grad en national identitetsmarkør, og også Europa har en kristen arv.

Fortællingen om det nuværende Europa er spændt ud mellem nationalstaten på den ene side og en fælles europæisk identitet på den anden side. Kristendommen hører med begge steder. Folkekirken er national i sin selvforståelse, men det er kristendommen ikke, den er i sit udgangspunkt universel og global.

Læs hele analysen på kristendom.dk

5. december 2018

Sex kræver samtykke ellers er det voldtægt

I Danmark er det forbudt for firmaer at sende dig en mail, uden du har sagt ja til det. Til gengæld må du som privatperson gerne have sex med et andet menneske, uden at hun har sagt ja eller givet sit samtykke til det.

Det sætter Amnesty International fokus på med demonstrationer, blandt andet i Aalborg, søndag 25. november.

Som voldtægtslovgivningen er i øjeblikket, skal en person aktivt have sagt fra eller gjort modstand for, at der er tale om voldtægt. Det er et forrykt og forældet udgangspunkt. Af flere grunde.

For det første ved vi i dag fra forskningen, at det er en helt almindelig reaktion for voldtægtsofre at fryse i situationen. Ligesom flugt og kamp er almindelige reaktionsmønstre. På forhånd kan vi ikke vide, hvordan vi vil reagere. Det kommer instinktivt. Alene af den grund giver den nuværende lovgivning ikke mening. Der er en stor procentdel af ofrene, der ikke kan sige fra. Ikke fordi de ikke vil, men fordi deres krop og sind lukker ned.

Udgangspunktet, når to personer er sammen, må være samtykke. På den måde undgår vi at lægge skyld og skam over på ofrene for helt naturlige reaktioner.

Forskruet mandekultur

For det andet skal vi have gjort op med en forskruet mandekultur, der siger, at kvinder jo inderst inde godt vil. De spiller bare kostbare. Der skal presses på og overskrides grænser. Denne tankegang ligger helt tydeligt bag den nuværende lovgivning om voldtægt. Med mindre hun giver dig en lussing, skal du bare klø på. Vi lever ellers i et samfund, hvor vi er stolte af ligestillingen mellem kønnene. Der skal to til tango – og to til sex. Med samtykke som udgangspunkt vil lovgivningen afspejle, den ligeværdighed vi ellers omgås med i vores samfund.

Hvis man er i tvivl om, hvilken mandekultur, jeg vil ændre, kan man bare læse kommentarsporet til nyhedernes omtaler af voldtægter. Da en ung kvinde for nylig på tv fortalte med dirrende stemme , at hun havde været udsat for en gruppevoldtægt på Roskilde Festival, lød en af kommentarerne på facebook: “Der fik hun sine 15 minutters berømmelse”.

Spørg hvis du er i tvivl om samtykke

Nu har jeg fulgt debatten gennem flere år, og der er et par indvendinger, der altid går igen, når mænd kommenterer en ændring af voldtægtslovgivningen til samtykke. Hvordan skal det foregå i praksis? Hvordan ved vi, at der er tale om samtykke? Vi lader den lige stå et øjeblik! Ja, undskyld udtrykket. Ud fra de mange kommentarer af denne karakter kan vi konkludere, at der er mange mænd, der er i tvivl, om den anden rent faktisk vil have sex og dermed har givet samtykke til det. Det er mildest talt tankevækkende! Samtykke behøver ikke være en underskrevet kontrakt, det kan komme til udtryk på andre måder. Hvis du er i tvivl – som mange åbenbart er – så spørg! Det kan ikke være så svært. Hvis hun græder, ryster eller har et skræmt blik i øjnene, er det nok et tegn på, at noget er galt. Spørg! Tal sammen.

Læs hele blogindlægget på TV2/Nord…

Læs tema om voldtægt her…

24. november 2018

Sorg er ikke et problem der skal løses

Sorg: Når folk mister et elsket menneske, oplever de ofte, at omgivelserne undgår dem. Dem, som de ellers kender godt, går over på det modsatte fortov eller kommer ikke hen til dem i supermarkedet. Tavshed. Som præst bliver jeg efter 11 år stadig forundret over dette. Man tror ikke, det sker, men det gør det. Længere er vi ikke kommet.

Mit formål her er ikke at pege fingre. Jeg håber blot på, at jeg kan skabe en bedre forståelse for, hvordan det er at miste et elsket menneske – en far, en mor, en ægtefælle, en bror, en søster.

Når vi har mistet, er vi sårbare. Det er naturligt. Det er ikke det, de andre siger, der gør os kede af det. Vi er allerede kede af det i forvejen. Derfor kan man ikke sige noget forkert til en, der sørger. Der er altså ingen grund til at undgå dem. Spørg. Udtryk din medfølelse. Fortæl, at du ikke ved, hvad du skal sige. Spørg, om der er noget praktisk, du kan hjælpe med. Er der en græsplæne, der skal slås? Kom forbi med en skål suppe. Ofte er det ikke ordene, men omsorgen der virker lindrende og trøstende.

Sorg: Ikke alle sørger ens

Da jeg blev præst, troede jeg, at alle sørger på samme måde. Den måde, jeg kendte fra mig selv og min familie. Jeg blev hurtigt klogere! Vi mennesker er forskellige, og det samme er vores måde at sørge på. Heldigvis. Mænd og kvinder sørger også forskelligt.

Vi mænd er vant til at tænke i problemer, der skal løses. Vi vil gerne handle og tænke i, hvad vi kan gøre. Hvis der er noget, vi ikke kan finde ud af eller ikke kan løse, så er det ikke altid, vi vil indrømme det. Så hellere tavshed. Selv har jeg enormt svært ved at indrømme en fejl. Så hellere fake. Eksempelvis hvis jeg ikke kan finde vej. Men min kone er ved at have luret den. Det er pisseirriterende.

“Det kræver mod at indrømme ens sårbarhed og fejl…
Det mod har vi mænd ikke altid.”

Det kræver mod – mandsmod – at indrømme ens sårbarhed og fejl. Indrømme – også overfor os selv – at vi ikke har kontrol over tilværelsen. Det mod har vi mænd ikke altid.

Når en person dør, har vi per definition ikke kontrol over situationen. Det er et problem, vi ikke kan løse. Den eneste måde, vi kan få sorgen til at gå væk på, er, hvis vi kan gøre den døde levende igen. Det kan vi ikke. Der er ikke noget vi kan gøre. Vi kan bare være der. Som et sårbart medmenneske, der ikke ved, hvad vi skal sige.

Læs hele blogindlægget på TV2/Nord…

Læs tema om sorg og savn her…

17. november 2018

Halloween er leg med døden

For nylig sad jeg og læste om dødsangst i en bog, mens mit fly var ved at lande. Der kom en turbulens så vild, som jeg sjældent har oplevet det før i et fly. Vi blev banket rundt. Op, ned og til siden. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Styrter vi ned, mens jeg læser om netop angsten for at dø? Der var noget komisk over det.

Døden er jo ellers ikke noget at grine af. Men netop med humoren kan vi forholde os til det svære. Det, som vi ellers ikke kan få over vores læber. I sjælesørgeriske samtaler har jeg oplevet, hvordan vi pludselig kan sidde og smile og grine midt i det ubærlige.

Leg er udtryk for det samme. Legen kan være en måde at forholde sig til det svære på. Vi kender det også fra tv. Vi elsker at se gyserfilm. Eller bare kriminalkommissær Barnaby. Der er intet mere hyggeligt end et godt mord og et glas rødvin en fredag aften.

Halloweens popularitet har sine rødder i legen med døden. Ideen om, at der denne ene dag om året er kontakt til de døde og de mørke kræfter, er der ikke mange børnefamilier, der tror på. Alligevel klæder de sig ud som skeletter, zombier og kvinder med knive gennem hovedet. Fordi halloween giver en mulighed for at bryde ud af hverdagens stramme rammer og beskæftige sig med de mørke sider, uden det rigtig er farligt. Det er bare noget, vi leger.

Læs hele kommentaren på kristendom.dk…

31. oktober 2018

Persondata: pårørende i klemme til allehelgen

Landet over inviterer den lokale kirke de pårørende, der mistet i løbet af året, til en mindegudstjeneste til allehelgen den første søndag i november. Mange steder læses navnene på de døde op, og der tændes lys. Det er en smukt og rørende begivenhed med fyldte kirkebænke.

Men i år er det ikke alle pårørende, der inviteres.

For efter den nye persondataforordning er trådt i kraft, må folkekirken ikke længere kontakte de pårørende, der ikke er medlem af folkekirken.

Lad mig illustrere problemstillingen med et eksempel. En kvinde dør. Hun er medlem af folkekirken. Det samme er hendes mand. Af praktiske årsager står deres søn for papirarbejdet og kommer til at stå som anmelder til dødsfaldet. Sønnen har meldt sig ud af folkekirken.

Det betyder, at denne familie vil ikke få en invitation til at mindes deres mor og kone.

I mit pastorat har vi syv familier, som vi ikke kan invitere til allehelgensgudstjeneste. De vil undre sig over, at de ikke bliver inviteret, når alle andre får et brev.

Jeg er forarget over nogle regler, der er lavet og administreret langt væk fra den virkelighed, almindelige mennesker lever i.

Læs hele blogindlægget på TV2/Nord…

Læs mere om sorg og savn her…

30. oktober 2018

Ateister er lige så forskellige som kristne

DR-serien “Adam og Eva” søger konfrontationen mellem frisind og konservative kristne værdier, men ender i stedet med at tegne et nuanceret portræt af en ateist.

Er vores moderne verden blevet et frisindets paradis på jord, eller har vi helt glemt vores kristne moralske kompas? Under denne overskrift lader DR journalisten og ateisten Adam Holm krydse klinger med den nationalkonservative kristne debattør Eva Selsing om emner som utroskab, abort og straf.

Udgangspunktet er, at der skulle være en konflikt mellem frisind og kristendom. Til det formål er Adam og Eva godt castede. Men det er et tåbeligt og unuanceret udgangspunkt. Eva Selsing er imod abort, men der findes flere kristne i dette land, der er for end imod. Adam Holm kan godt se ideen med kontrolleret utroskab. Mon ikke der kan findes en ateist, der er imod også? Danmarks mest kendte præst Johannes Møllehave var kendt for at leve i et åbent ægteskab med sin kone Herdis. Verden er ikke sort-hvid, og hverken kristne eller såkaldte fritænkere kan puttes i kasser.

Når udsendelserne alligevel virker, er det fordi, Adam og Eva er meget sobre. De står ved deres udgangspunkt, men lader samtidig den anden få plads. Og så taler de ordentlig til hinanden. Noget som ikke er en selvfølge i moderne tv-debatter. Slet ikke, hvis politikere er involveret. Det er en fornøjelse, at se to voksne mennesker kunne være uenige på en god og konstruktiv måde. Det kunne mange i den offentlige debat lære noget af.

Læs hele kommentaren på kristendom.dk…

29. september 2018

Older Posts