Fem års bøn for voldtægtsofre

Ud af mørket og ind i lyset: Fem års bøn for voldtægtsofre. En kronik bragt i Nordjyske i januar 2022.

Voldtægt er en nederdrægtig forbrydelse, men det er da kun noget, som sker for ganske få. Sådan tænkte jeg – ubevidst – indtil jeg for fem år siden læste statistikken på området. Det Kriminalpræventive Råd skønnede, at 4.200 kvinder hvert år udsættes for voldtægt eller forsøg derpå. Senere er tallet opjusteret, og nogle estimater taler i dag om over 10.000. Det er helt vildt.

De 4.200 årlige ofre, jeg læste om, slog benene væk under mig. Det svarede næsten til indbyggertallet i de to sogne, Hou og Hals, hvor jeg er sognepræst. Det kan da ikke passe. Det ville vi aldrig acceptere: At indbyggerne svarende til to jyske byer hvert år bliver udsat for sådanne forbrydelser, uden at vi taler om det? Vi må gøre noget.

Bøn i kirken for voldtægtsofre

Som debattør gik jeg aktivt ind i debatten, og som præst begyndte jeg i juni 2016 fast at bede for voldtægtsofre og ofre for seksuelle overgreb i min kirkebøn om søndagen. Det vakte opsigt og diskussion. Det er for konkret, folk skal kunne komme i kirken uden at rødme, sådan lød kritikken fra en præstekollega.

Set i bakspejlet er det interessant, at netop voldtægt skulle være for skamfuldt til, at det kan nævnes i den kirkebøn, hvor vi uden at blinke beder for ensomme og døende.

Når jeg her fem år senere gør status, er det netop skammen, som står tydeligt for mig. Allerede Aristoteles sagde, at skammen sidder i øjnene. De øjne, andre har på os, og de øjne, som vores kultur medvirker til, at vi har på os selv.

Der er rigtig mange voldtægtsofre, som ikke er blevet set, hørt og taget alvorligt. I stedet er de blevet mødt med mistænkeliggørelse og hån i debatten. Det er jo deres egen skyld, har vi ladet dem vide. På den måde har vi som samfund alt for længe fastholdt dem, der været udsat for seksuelle overgreb, i skammens mørke afkroge, hvor de ikke har kunnet tale om overgrebet – og slet ikke højt.

Denne kulturelle fortælling kræver et modsvar.

Når jeg juleaftensdag har bedt for voldtægtsofre i en propfyldt kirke, så en midaldrende mand gør en chokeret bevægelse med hovedet (sagde præsten virkelig lige det ord?!), når jeg skriver til avisen om en forskruet mandekultur, eller når jeg deltager i en tv-debat, så har det været i håb om, at ofrene måtte føle sig set og taget alvorligt med de sår på sjælen, som de bærer rundt på.

Overvældende respons

Jeg er derfor også blevet overvældet og rørt over den respons fra voldtægtsofre, som jeg har fået gennem årene. Når en kvinde i halvfjerdserne skriver og takker med baggrund i, hvad hun har oplevet som ung, gør det forskel. Når unge kvinder skriver og takker for stemme og ord, gør det dybt indtryk.

Ærlig talt var det grænseoverskridende for mig at begynde med bøn for voldtægtsofre, men med årene er det blevet lettere. Der er sket meget i samfundsdebatten gennem de sidste fem år. Vi har fået en samtykkebaseret voldtægtslovgivning, og Metoo har fået flere og flere til at stå frem med deres historier. Vi er mange, der er blevet klogere af at tale åbent om voldtægt.

Ud af mørket og ind i fællesskabet

Teologisk har det for mig været vigtigt at bære et stort samfundsproblem frem for Gud. Der er mennesker, der lider. Formålet har været, at ofrene skulle føle sig set, men også at de gerningsmænd, der måtte sidde i kirken, skulle høre ordene om, at vi tager deres ofre med i bønnen og bærer dem frem for Vorherre. Det er et fællesskabsaspekt af bønnen, som er meget vigtigt. Når bønnens ord lyder under kirkens hvælvinger, hives de skamramte ofre, der bebrejder sig selv, ud af mørket og ind i fællesskabet. Vi er fælles om det her. Det er ikke kun deres problem. Vi som fællesskab sætter ord på, at voldtægt ikke er i orden, og at en voldtægt aldrig er offerets skyld. Det kan ikke siges for ofte, så derfor siger jeg det hver søndag.

Sjælens sorte tårne

Søren Ulrik Thomsen skriver i sit seneste essay “Store Kongensgade 23” meget rammende om de traumer, vi alle går rundt med:

“På et tidspunkt vil der i enhver udsigt stå et sort tårn, som det gælder om hverken at kigge forbi, så landskabet forsimples til en pastoral idyl, eller blive så hypnotiseret af, at man mister blikket for hele udsigten.”

Bønnen for voldtægtsofre sikrer, at vi i fællesskabet ikke kigger forbi de sorte tårne, samtidig med at voldtægt selvfølgelig ikke skal fylde hele gudstjenesten, eller at ofre skal føle sig retraumatiserede og gået for nær. Et så stort og vigtigt samfundsproblem skal have en naturlig plads, når menigheden samles.

Ud af mørket og ind i fællesskabet og lyset. Det er så vigtigt for de ramte. De har brug for kærlige øjne, der ser dem som hele mennesker. Mennesker der nok har sorte tårne i livets landskab, men som ikke er identiske med disse sorte tårne og de misgerninger, som de kommer af. Skammens ugerninger lever alt for godt i mørket. Derfor skal de frem i lyset.

De sorte tårne, sårene på vores sjæl, er ikke nemme at håndtere. Mest af alt har vi lyst til at se forbi dem. Men de er der. Om vi vil det eller ej. Som den tidligere norske biskop Per Arne Dahl har sagt, er sårbarhed et fællesmenneskeligt vilkår. Det er ikke blot nogle få svage, der er sårbare. Det er vi alle. Karakteren og dybden af vores sår er forskellige, men alle deler vi samme sårbarheds vilkår. Voldtægtsofre er ramt helt ind i kernen af deres eksistens. Tanker om ikke at være noget værd kommer naturligt, når en anden på umenneskelig vis har behandlet en som en genstand. Skylden vendes indad, for så er der da en forklaring på det ellers uforståelige. Skammen gør, at man gemmer sig væk i mørket og ikke tør stå frem.

Men I er noget værd. Alle I voldtægtsofre. I hører til i lyset og ikke i mørket. Derfor skal I med i kirkens bøn.

En ny fortælling om overgreb

Vi kan i kirken være med til at fremme en ny fortælling om overgreb. En fortælling hvor det sårede menneske bliver set med kærlige og omsorgsfulde øjne. Øjne der gør, at man med tiden også kan se på sig selv med dette blik. For den kristne grundfortælling handler netop om skyld, skam og menneskets værdi. Adam og Eva skjuler sig i skam for Vorherre i Edens Have. Den lille, korrupte tolder Zakæus skjuler sig i et træ, men bliver set på med nådige øjne. Kvinden ved Sykars brønd kommer med sin skam, men mødes som et menneske. Kristus oplever korsets skam på Golgata. Bibelen er fuld af fortællinger, der kan åbne for nye perspektiver på skammen, så voldtægtsofre kan hjælpes tilbage til fællesskabet, og med Per Arne Dahls ord kan erkendt sårbarhed blive til ny styrke for den enkelte.

Kirkebønnen er selvfølgelig også religiøs. Når vi beder, håber vi på, at Gud handler og griber ind, men nok så vigtigt er det også at lytte efter, hvordan vi hver især kan hjælpe. I bønnen vender vi os mod Gud, men Gud vender os om igen og sender os tilbage til vores medmennesker.

Både præst og kirkegængere bliver vendt om i bønnen og sendt ud af kirken med spørgsmålet: Hvem i min omgangskreds er ramt af seksuelle overgreb, og hvordan kan jeg hjælpe dem?