Browsing Category

Min blog

Hospital. Foto: freeimages.org

Kære Ulla Astman: Husk at mennesker kommer før penge!

Vi skal helbrede psykisk syge, ellers koster de samfundet for mange penge. Det er udgangspunktet i en kronik, som regionsrådsformand Ulla Astman (S) skriver i Politiken sammen med sine fire formændskolleger fra de andre regioner.

De fem politikere er glade for en ny økonomiaftale, der øremærker 200 millioner kroner til psykiatrien. Det er selvfølgelig al ære værd, at der kommer flere ressourcer til et hårdt klemt område. Men udgangspunktet er meget betænkeligt: Det er penge før mennesker.

Vi skal investere i danskernes mentale helbred, lyder det i kronikken. Investere…. Læg mærke til ordet. En investering skal give et afkast. Er det virkelig derfor, vi skal behandle de syge i dagens Danmark? Hvad er der blevet af, at vi helbreder de syge, fordi de lider. Fordi det er synd for dem. Fordi vi som samfund har et ansvar for de svage. Fordi de er mennesker. Alt sammen noget, der ikke nødvendigvis kan betale sig.

Et citat fra kronikken viser tydeligt det økonomiske menneskesyn hos politikerne:

“I Danske Regioner mener vi, at alle over 16 år, der har behov, skal have adgang til gratis psykologisk hjælp. Det er ikke alene for at give Camilla 5 gode leveår mere. Det er også, fordi de direkte og indirekte omkostninger til mentale sundhedsproblemer tegner sig for 55 milliarder kroner om året, og nye tal viser, at personer med lettere psykiske lidelser faktisk kan bevare deres tilknytning til arbejdsmarkedet, hvis de får den rette hjælp i tide. Tilknytningen til arbejdsmarkedet giver værdi i pengekassen.”

Der er ikke noget at sige til, at den økonomiske sprogbrug sniger sig ind hos vore politikere. De sidder med budgetter, der skal overholdes. Det må bare ikke blive økonomien, der er udgangspunktet. Det må altid være mennesket. Her fejler vores folkevalgte.

De senere år har vi set yderst betænkelig behandling af ældre legitimeret med økonomisk nødvendighed. Et bad hver 14. dag må være nok. Vi kan ikke bruge pengene to gange, argumenteres der.

Når en ny revolutionerende behandling af en sygdom omtales i pressen, nævnes det næsten altid, hvor mange penge samfundet kan spare ved den.

Læs hele blogindlægget på TV2/Nord…

Præst taler med imam

Hvorfor vil Europas kirker ikke tale om islam?

Da Europas kirker var samlet i sommers, var de ikke i stand til at mødes med muslimer eller forholde sig kritisk til islam. Dermed fremstår kirkerne virkelighedsfjerne.

Islam har gennem flere år sat dagsordenen i europæisk politik. Nogle vil sige frygten for islam. Frygten synes da også at give vind i sejlene til nationalistiske partier. Dansk Folkeparti er et af de største partier herhjemme, i Sverige brager Sverigedemokraterne frem, og Tyskland har Alternative für Deutschland. For bare at nævne nogle få eksempler.

Denne virkelighed var nærmest ikke eksisterende, da Konferencen af Europæiske Kirker holdt generalforsamling i den serbiske by Novi Sad i juni måned. 115 kirker var samlet, og frygten for klimaforandringer og afkristning af kontinentet blev italesat. I slutdokumenterne kunne kirkerne også nævne migration, men islam er fraværende.

Læs hele analysen på kristendom.dk….

Postkort. Foto: Freeimages.org

Jeg savner de gammeldags postkort!

Ferie. Min kone og jeg sidder på toppen af et bjerg i alperne. Solen skinner, stemningen er god, og udsigten er fremragende. Jeg tager fluks min mobil og snupper et foto, som jeg sender hjem til familien. Få sekunder senere er det fremme.

Sådan foregår det i dag.

Ikke noget med at gå hen i en kiosk og købe et postkort, hvor man på bagsiden skriver en kort besked, inden man prøver at finde ud af, hvilket frimærke der skal på, og dernæst afsøger feriebyen for en postkasse. Når man kom hjem, kunne man så forsigtigt spørge: Fik I postkortet? Ind imellem nåede man selv hjem inden, kortet kom frem.

Tiden er løbet fra de gammeldags postkort. Det er egentligt ærgerligt. For jeg savner dem. Nej, det er ikke mig selv og familien, der er på forsiden. Men det er der måske en pointe i. Det er det, vi er nede at se, som vi sender hjem. Der er en langsomhed og eftertanke i processen.

I dag er vi hele tiden online. På. Også i ferien. Men det burde vi ikke være. Vi burde være offline og sidde og skrive et postkort med kuglepen ved et rundt bord ved poolen med en iskold drink ved siden af, som faretruende sender kondensvand langs bordet i retning af vores feriehilsen. En hilsen, som posten derhjemme senere kan læse med på.

Læs hele bloginlægget på TV2/Nord…

Kirketeltet på Nibe Festival

Jeg tager 3000 kondomer med på Nibe Festival!

Jeg har 3000 kondomer med, når jeg i år drager på Nibe Festival. Inden du får krydderen galt i halsen, kan jeg berolige med, at det ikke er til mig selv. De skal deles ud i folkekirkens telt på festivalen.

Trykt på hvert kondom er teksten “Pas på dig selv og pas på hinanden”. Vi har et budskab, vi vil ud med. De unge skal tænke sig om og passe på hinanden.

Opfordrer kirken ikke hermed til utugtig opførsel? Jeg kan godt forstå argumentet, men virkeligheden er en anden. Det er naivt at tro, at der slet ikke sker noget seksuelt på en festival, hvor musikken spiller, øllene er kolde og vejret godt.

Vi kunne fra kirkens side godt sætte os over i et hjørne og surmule og sige, at de unge skal lade være. De unge vil nok være ligeglade.

Læs hele bloginlægget på TV2/Nord…

Eksistensen

Samtaler om eksistensen

Jeg har oprettet en facebookgruppe, hvor vi kan diskutere de spørgsmål om eksistensen, som vi alle stiller: Hvem er jeg? Hvad er meningen? Hvad er min plads i livet? Hvorfor skete det? Hvordan lever jeg med det?

Vi er mange, der går og bikser med eksistensen i vores tanker og sind. Forhåbentlig kan vi alle blive klogere ved at se andres spørgsmål og svar om livet. Alle er velkomne til at bidrage med spørgsmål og svar.

Gruppens navn har jeg fået inspiration til ved at læse Hanne Pahuus bog “Samtaler om eksistensen”. Bogen anbefales varmt til alle, som interesserer sig for samtaler om det væsentlige i livet.

Find gruppen her…

Hvis du har brug for en sjælesorgssamtale med en præst, er du velkommen til at kontakte mig. Læs mere om muligheden her…

voldtægt er aldrig offerets skyld

Voldtægt er aldrig offerets skyld

En kvinde bliver voldtaget. Hun melder det til politiet. Man skulle tro, hun bliver mødt med forståelse og omsorg fra offentligheden. Man skulle tro, at voldtægtsmanden bliver mødt med fordømmelse.

Sådan er det desværre ikke. Uforståeligt som det er. Det er rystende at læse, hvor hurtige folk er til at pålægge voldtægtsofre skyld og skam.

Seneste eksempel er årets karneval i Aalborg, hvor en kvinde anmelder en voldtægt på et hotel. På TV2 Nord’s Facebookside flyder kommentarfeltet hurtigt over med nederdrægtige bemærkninger om, at kvinden selv er skyld i voldtægten. Ingen kender omstændighederne.

Et par eksempler fra kommentarsporet:

“Et hotel med en fremmed. Hvad troede hun? At de skulle spille ludo!!!”

“Lad mig gætte, hun har en kæreste, der ikke ville acceptere undskyldningen ‘undskyld jeg var fuld’? Så hun brugte lige den nemme, øhh jeg er blevet voldtaget.”

“Oh herregud, det er hun sgu da selv skyld i.”

Det er ærlig talt hårrejsende læsning! Og den er ikke enestående. Stort set hver gang, der er omtale af en voldtægt, kan kommentarer af denne karakter læses. Der tegner sig et mønster.

Voldtægt og den offentlige gabestok

Ved andre forbrydelser mistænkeliggør vi ikke på den måde. Hvis en person får stjålet sin mobiltelefon, tvivler vi ikke på, at det er sandt. Men med voldtægt er det anderledes. Oven i det traume det er at blive voldtaget, skal offeret trækkes igennem sølet af pøblen og udskammes i den offentlige gabestok. Danmark, det er en ommer!

Igen og igen fremføres de samme argumenter i debatten: Hun havde en kort kjole på, hun var fuld, hun lagde selv op til det, og hun kunne bare have passet bedre på sig selv. Med andre ord: Det er hendes egen skyld. Hvorfor tror vi som udgangspunkt ikke på voldtægtsofre? Der ligger et kvindesyn bag sådan en tankegang. Det syn bliver vi nødt til at ændre, for det er da den omvendte verden, at offeret pålægges skylden for en forbrydelse.

Voldtægt er aldrig din skyld

Lad os slå fast en gang for alle: Voldtægt er ALDRIG offerets skyld. Sex kræver samtykke. Hvis ikke der er samtykke, er det voldtægt. Uanset omstændighederne. Punktum. Statistisk set er der ikke flere falske anmeldelser, når det gælder voldtægt end andre forbrydelser. Fantasien om, at kvinder opfinder det hele, fordi de fortryder eller vil have opmærksomhed, har ikke hold i virkeligheden.

Læs hele indlægget på TV2/Nord…

Kristi Himmelfart

Kristi Himmelfart handler om at være voksen

Kristi himmelfart fejres med konfirmation i mange kirker. Det hænger rigtig godt sammen. For himmelfart handler om at stå på egne ben som kristent menneske, og ved konfirmationen begynder de unge turen ind i de voksnes rækker.

I tiden efter påske, hvor Jesus opstod fra de døde, viser han sig flere gange for disciplene. Men han bliver nødt til at forlade dem ved Kristi himmelfart. Det har han søgt at forberede disciplene på, allerede inden han døde. Samtidigt får de løftet om, at de ikke lades alene tilbage. Helligånden vil blive sendt til dem.

Det er samtidig et løfte til os. Vi kender sikkert alle til, at selv om vores mor eller far ikke er med os hele tiden, så er de der alligevel. Et eller andet sted i baghovedet. I ånden. Vi har dem med i vores tanker – bevidst eller ubevidst – når vi handler i livets forskellige situationer. Vores forældre og vores barndom har vi altid med os. ”Hvad ville de ikke sige i denne her situation”, kan vi nogen gange spørge os selv. Og ofte kan det være svært helt at vide, om de vil billige det, vi går og laver.Vi har ikke en facitliste med alle svarene. Vi har ikke en bog, hvor vi kan slå alle konkrete situationer op for at få at vide, hvad vi skal gøre. At være voksen betyder, at vi selv må bedømme de situationer, vi kommer i, og træffe et valg. Og vi træffer et valg ud fra, hvad vi har lært, ud fra de principper vi kender og som vores forældre har opdraget os med. Vi har en ”bagage” med hjemmefra.

Det betyder det at være voksen. Også kristeligt set.

Læs hele kommentaren på kristendom.dk…

konfirmander

Kære konfirmander: I er elsket på forhånd

Det er en glæde hvert år: At sende de håbefulde konfirmander ud i verden.

Konfirmanderne har forberedt sig siden august. Vi har været på konfirmandlejr sammen. Drengene holdt mig vågen, til klokken var over fem om natten. Men de havde jo også lige været på natløb.

I undervisningen har vi talt om, hvordan det er at miste et elsket menneske. Flere har oplevet det på nært hold. Vi har diskuteret etik. Mødet en prostitueret, der alt for tidligt kom ind på en forkert vej med stoffer, har gjort indtryk på de unge. Det er vigtigt at vælge sine venner med omhu.

“Skal vi sige trosbekendelsen selv til konfirmationen?”, spørger konfirmanderne nu. Nej, bare rolig: Vi siger den sammen. Vi er fælles om det her.

I gamle dage forlod man skolen efter syvende klasse og kom ud at tjene. Vi skal ikke længere tilbage end til bedsteforældrene, for at de kan huske det. Dengang gav det god mening, når man sagde, at man trådte ind i de voksnes rækker.

Det gør det sådan set stadig. Det tager måske bare lidt længere tid at træde ind i rækkerne. Men verden har også forandret sig meget. Den er blevet mere kompleks. Alligevel er den stadig den samme. Menneskelivet bærer noget universelt i sig. Vi fødes, vi elsker, vi dør.

Med eller uden smartphone.

Det er det liv, vi har søgt at ruste konfirmanderne til. Der er så mange valg. Hvilken uddannelse skal jeg vælge? Hvem skal jeg være kærester med? Hvor skal jeg bo?

Det ville være rart, hvis der var en manual, som man kunne slå det hele op i. Det er der ikke, og kristendommen er netop ikke en lovreligion, hvor alle aspekter af livet er reguleret af regler. Vi er voksne mennesker, der er sat fri i kærlighed til at omfavne verden med al dens kompleksitet. Sat fri –  fordi vi er elsket ubetinget. ‘

Vi er ikke noget værd, fordi vi gør os fortjent til det. Vi er elsket på forhånd.

Læs hele blogindlægget om konfirmanderne på tv2.nord…

Go Aften Danmark om lockout

I Go’ Aften Danmark om præster og lockout

For første gang nogenside har staten varslet lockout af folkekirkens præster. Det kommer som en reaktion på en ligeså historisk melding om strejke fra Præsteforeningen.

Jeg er inderligt imod begge dele. Fredag var jeg i Go Aften Danmark og blev interviewet af Jes Dorph-Petersen. Det harmonerer ikke med mit syn på præstembedet at strejke. Som præst er vi kaldet til at tjene menigheden ikke for at tjene penge. Ved en lockout går staten ind og begrænser religionsudøvelsen i Danmark. Det er helt uhørt.

Konfirmationer, vielser og begravelser kan komme i fare, hvis strejke og lockout kommer sammen med en storkonflikt.

I kan se interviewet fra Go Aften Danmark her… 

Jeg er også blevet interviewet til DR og til TV2/Nord samt Kristeligt Dagblad. Links her:

DR Interview…

TV2/Nord…

Kristeligt Dagblad…

Radioen har ringet et par gange. En overvældende medieinteresse!

Der er et læserbrev undervejs, som jeg linker til, når det er online.

Har du en muslimsk ven?

Har du en muslimsk ven?

Har du en muslimsk ven? Det spørgsmål fik jeg for nylig. Nu har jeg skrevet et blogindlæg om det på Tv2/Nord.

Udlændinge har brug for at blive mødt som troende mennesker. Det erfarede jeg, da jeg for nylig var på besøg på et voksenuddannelsescenter.

Jeg var inviteret som gæstelærer til at tale med 50 tosprogende studerende om tro og kristendom. Det var en meget berigende og opløftende oplevelse.

Jeg ankom til undervisningen iført præstekjole. Noget der nok ville vække undren, hvis der var tale om etniske danskere. Men ikke i denne sammenhæng. Når man kommer fra Syrien, Irak eller Etiopien, spiller religion en helt central rolle i både samfund og privatliv.

Vi danskere er religionsforskrækkede. Det er ok, du er religiøs, bare du holder det for dig selv. Vi vil hellere snakke vejret eller sex frem for religion. Den holdning har udlændige svært ved at forstå.

Derfor var det en lettelse for de studerende på VUC at få lov til at tale om religion og tro. Det var en befrielse for dem at møde en præst, der åbent stod ved kristendommen og også personligt fortalte om, hvad troen betyder i hans liv. For tro er jo dybt personlig. Den går tæt på. Den har med minder fra barndom og ungdom at gøre. Den er del af en livsvej.

Derfor kan vi heller ikke tale abstrakt om religion. Islam og muslimer fylder meget i den offentlige debat, men det forbliver en teoretisk diskussion om, hvorvidt islam som religion er forenelig med dansk kultur. Den debat kan selvfølgelig være relevant at tage, men vi overser, at religion også er fester, vi er samlet om til højtiderne. Religion er velkomst og afsked med familie og venner, den er det, der bærer os oppe i svære tider. Derfor kan man ikke tale abstrakt om kristendom eller islam uden samtidig at tale om Christians eller Fatimas liv.

Læs hele blogindlægget på tv2nord.dk…