Folkekirkens Mellemkirkelige Råd har gennem en årrække arbejdet med forfølgelse af kristne rundt om i verden, blandt andet i Mellemøsten. Gennem fortalervirksomhed og lobbyarbejde har rådet sat trosfrihed på den politiske dagsorden.
Et arbejde der har båret frugt. Det nuværende regeringsgrundlag nævner specifikt forfulgte kristne minoriteter som et indsatsområde, og i 2018 oprettede udenrigsministeriet et kontor for tros- og religionsfrihed.
Alle skal have samme rettigheder
Arbejdet med trosfrihed foregår med udgangspunkt i de universelle menneskerettigheder, hvor religionsfriheden er en hjørnesten. Herunder retten til at udøve sin religion frit og retten til at skifte religion.
Der arbejdes med andre ord ikke for særlige rettigheder for kristne. Argumentet er, at kristne skal have de samme rettigheder som alle andre. Rettigheder der følger med det at være menneske. På den måde er arbejdet for forfulgte kristne også et arbejde for andre undertrykte minoriteter.
Ingen særlige rettigheder for kristne. Så vidt så godt. Men hvis vi retter blikket mod den hjemlige andedam, er billedet knap så entydigt.
Folkekirken har særlige rettigheder
En undersøgelse i Jyllands-Posten for nylig viste, at en fjerdedel af alle kvindelige præster i folkekirken føler sig diskriminerede på grund af deres køn. Indtil 1948 kunne kvinder ikke blive præster. Indtil 2007 kunne mandlige præster nægte at give hånd til kvindelige præster i forbindelse ordinationsgudstjenester. Ja, faktisk er det stadig lovligt, at fravælge en kvinde til et præsteembede, fordi hun er kvinde. Oven i købet med både politikernes og fagforeningens velsignelse.
Det lader til, at der ikke gælder de samme regler og rettigheder inden for folkekirken, som der gør i det øvrige samfund.
Ingen kommentarer