Forleden kom jeg direkte fra lufthavnen til menighedsrådsmøde i mit sogn. Jeg havde været på studietur til Bruxelles sammen med folkekirkens biskopper og Folkekirkens mellemkirkelige Råd for at se EU-institutionerne og mødes med politikere.
Som en businessclass-tjekket vigtigper iført jakkesæt synes den lokale sognevirkelighed pludselig meget lokal, mens jeg kørte ind i den mørke, råkolde jyske aftenluft. Jeg kom jo lige fra vigtige diskussioner om blandt andet klimakrisen.
Fælles udfordringer – lokalt og globalt
Vel fremme i sognet starter vi med en gennemgang af udviklingsplanen for vores kirkegård. Den fremmødte konsulent fortæller, at hun har taget højde for klimaforandringerne i hendes valg af planter til kirkegården. For vi må regne med, at grundvandsspejlet stiger voldsomt de kommende år, efterhånden som det stigende havvand presser sig på, og så kan man ikke plante hvad som helst.
Lige der gik det op for mig, hvor tæt det lokale hænger sammen med resten af Europa. Vi står over for fælles udfordringer de kommende år, som vil påvirke også i min by. Hverken klima, økonomi, flygtningestrømmene eller for den sags skyld krig bremses af landegrænser. Om vi kan lide det eller ej, er vi forbundne på vores europæiske kontinent.
Europas kristne arv
Religiøst er vi også forbundne, og religion er de senere år kommet mere i fokus i den europæiske debat. Premierminister Viktor Orbáns Ungarn vil helst holde islam ude. Herhjemme står der i regeringsgrundlaget, at Danmark er et kristent land. Religion bliver i stigende grad en national identitetsmarkør, og også Europa har en kristen arv.
Fortællingen om det nuværende Europa er spændt ud mellem nationalstaten på den ene side og en fælles europæisk identitet på den anden side. Kristendommen hører med begge steder. Folkekirken er national i sin selvforståelse, men det er kristendommen ikke, den er i sit udgangspunkt universel og global.
Ingen kommentarer