Sexlov: Jeg efterlyser i dette debatindlæg i Jyllands-Posten en klar lovgivning for folkekirken, der gør sex med sårbare mennesker strafbart. Som det er nu, er reglerne aldeles uklare.
I december 2021 blev en psykolog idømt tre måneders ubetinget fængsel, fordi han havde udnyttet en klients sårbarhed til at have en seksuel relation med hende.
Havde psykologen været præst, var han højst sandsynligt ikke blevet dømt og kunne beholde kjole og krave. For mens der er klare regler for, at psykologer, læger og fysioterapeuter ikke må have sex med deres patienter, er der ingen regler, når det kommer til folkekirkens præster.
Det skal laves om. Vi har brug for retningslinjer og lovgivning på området nu!
Præster er bundet af det såkaldte decorum, hvilket på almindeligt dansk kan oversættes til, at præster skal opføre sig på en måde, som er passende for embedet. Det er elastik i metermål og gør det svært at skride ind over for præstens overgreb mod dem, der søger sjælesorg hos ham eller hende.
Det viser en aktuel sag med en præst fra København, som har trukket ud i et år, uden der er kommet en afgørelse. Det er svært at fyre en tjenestemand.
I Norge kan man idømmes seks års fængsel, hvis man misbruger sin stilling, et afhængighedsforhold eller et tillidsforhold til seksuelle relationer (§295 i den norske straffelov). Præster, der har haft seksuelt samkvem med voksne konfidenter, er blevet dømt efter denne paragraf. Herhjemme er straffelovens §220 ikke anvendt til at få præster dømt. Det er den paragraf, psykologen blev dømt efter. Sjælesorg falder ned i et juridisk vakuum, fordi det ikke er behandling.
Læs hele debatindlægget om en sexlov på Jyllands-Posten…
Efterfølgende er jeg blevet interviewet i Radio4’s kulturprogram Kræs. Hør interviewet her – gå til 34:50
Ingen kommentarer