I filmen “Wild” tackler Cheryl Strayed sorgen ved The Pacific Crest Trail. En rute der går fra den mexikanske grænse ved den amarikanske vestkyst og helt op til Canada.

Hvordan takler man sorgen, når ens mor dør?

Hvordan takler man sorgen, når ens mor dør?

Svaret på dette spørgsmål er individuelt. Cheryl Strayed tackler i filmen “Wild” sorgen ved at eksperimentere med stoffer og ved at kaste sig ud i promiskuøse forhold. Selv om hun er gift. Det er ikke løsningen. Ægteskabet ryger, og hun sætter sig for alene kvinde at vandre The Pacific Crest Trail. En rute der går fra den mexikanske grænse ved den amerikanske vestkyst og helt op til Canada.

Det er en præstation at gå den rute. Især når man ikke er nogen inkarneret vandrer. Men for Cheryl er det en nødvendighed. I filmen kastes vi fra start midt ind i vandreturen. Vi følger en kvindes kamp for at komme frem. I ørkenens hede uden at have medbragt det rigtige udstyr til en så krævende tur. I sneens kulde. I mødet med fareturende mænd på vejen.

Vi følger Cheryls erfaringer som vandrende kvinde. Fysisk på turen og i flashback til livet før. Et liv der ikke altid har været let. Faren er voldelig, og familien må flygte fra ham. Moderen går på gymnasiet sammen med sin datter. Der skal arbejdes for at få det hele til at hænge sammen. Som filmen skrider frem op, opstår der også er en erkendelse af den livsvisdom Cheryl har lært af moderen.

Sorg tager tid. Ikke at komme sig over, men at lære at leve med. Cheryl må tage det liv på sig, som hun har levet. Og den sorg hun bærer med. Det tager hende år og slutter med den månedslange tur til fods på The Pacific Crest Trail.

Den næste to timer lange film er en flot beretning om en livsvandring, som vi kan spejle vores egen vandring og sorg i.

Filmen kan ses i biografen lige nu. Læs mere her…

Previous Post Next Post

You Might Also Like

No Comments

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.