Vi må ikke tale ondt om de døde. Sådan siger en gammel talemåde. Det kan der være meget rigtigt i, de døde kan ikke forsvare sig. Men der er også en slagside, for sorgen bliver halv, hvis ikke vi tør skælde dem ud.
Når vore kære dør, er vi ret hurtige til at få dem helgenkåret. Vi fremhæver alt det gode ved dem. Det er også det, som vi gerne vil have præsten til at sige i sin prædiken i kirken. Heldigvis er der meget godt at sige om de fleste. Spørgsmålet er bare, om vore døde kan leve op til den helgenkåring? Var de ikke også ret irriterende til tider, og har de ikke gennem et – forhåbentligt – langt liv lavet fejl? Ja, måske har de svigtet os på det groveste.
Alligevel har vi holdt ud, holdt af og holdt om. Fordi de er vores kære. Det kan også være, vi er blevet nødt til at afbryde kontakten til dem. Fordi vi ikke kunne stille op til flere svigt.
Livet mellem mennesker er præget af mange modsatrettede følelser. Bag den dybe kærlighed kan der gemme sig en dyb vrede. Ja måske oven i købet et had. Vi hader ikke dem, vi er ligeglade med. Hadet er ligesom kærligheden udtryk for en dyb relation.
Når et menneske dør, afbrydes forbindelsen på sin vis. Vi kan ikke længere komme af med vores følelser over for den døde. Følelserne er der stadige, men de er hjemløse. Sorg er blevet defineret som hjemløs kærlighed. Men det er kun den halve sandhed. For sorgen rummer mange flere følelser end kærlighed. Den rummer fx også vrede, had og magtesløshed.
Hvis sorgen skal afspejle den sande relation til den døde, skal den rumme alle følelserne. Også dem vi ser som negative. Vi skal med andre ord ikke pakke vores kære døde ind i vat, og bilde os selv ind, at vi skal have lyserøde varme følelser for dem hele tiden. Sådan var det jo heller ikke, da de var i live. Vi må gerne skælde dem ud, vi må gerne være sure på dem. De betød jo noget for os. Ja, de betyder stadig noget for os. De skiderikker.
Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.
Ingen kommentarer