Browsing Tag

allehelgen

Halloween. Foto: freeimages.com

Halloween er leg med døden

For nylig sad jeg og læste om dødsangst i en bog, mens mit fly var ved at lande. Der kom en turbulens så vild, som jeg sjældent har oplevet det før i et fly. Vi blev banket rundt. Op, ned og til siden. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Styrter vi ned, mens jeg læser om netop angsten for at dø? Der var noget komisk over det.

Døden er jo ellers ikke noget at grine af. Men netop med humoren kan vi forholde os til det svære. Det, som vi ellers ikke kan få over vores læber. I sjælesørgeriske samtaler har jeg oplevet, hvordan vi pludselig kan sidde og smile og grine midt i det ubærlige.

Leg er udtryk for det samme. Legen kan være en måde at forholde sig til det svære på. Vi kender det også fra tv. Vi elsker at se gyserfilm. Eller bare kriminalkommissær Barnaby. Der er intet mere hyggeligt end et godt mord og et glas rødvin en fredag aften.

Halloweens popularitet har sine rødder i legen med døden. Ideen om, at der denne ene dag om året er kontakt til de døde og de mørke kræfter, er der ikke mange børnefamilier, der tror på. Alligevel klæder de sig ud som skeletter, zombier og kvinder med knive gennem hovedet. Fordi halloween giver en mulighed for at bryde ud af hverdagens stramme rammer og beskæftige sig med de mørke sider, uden det rigtig er farligt. Det er bare noget, vi leger.

Læs hele kommentaren på kristendom.dk…

pårørende til begravelse

Persondata: pårørende i klemme til allehelgen

Landet over inviterer den lokale kirke de pårørende, der mistet i løbet af året, til en mindegudstjeneste til allehelgen den første søndag i november. Mange steder læses navnene på de døde op, og der tændes lys. Det er en smukt og rørende begivenhed med fyldte kirkebænke.

Men i år er det ikke alle pårørende, der inviteres.

For efter den nye persondataforordning er trådt i kraft, må folkekirken ikke længere kontakte de pårørende, der ikke er medlem af folkekirken.

Lad mig illustrere problemstillingen med et eksempel. En kvinde dør. Hun er medlem af folkekirken. Det samme er hendes mand. Af praktiske årsager står deres søn for papirarbejdet og kommer til at stå som anmelder til dødsfaldet. Sønnen har meldt sig ud af folkekirken.

Det betyder, at denne familie vil ikke få en invitation til at mindes deres mor og kone.

I mit pastorat har vi syv familier, som vi ikke kan invitere til allehelgensgudstjeneste. De vil undre sig over, at de ikke bliver inviteret, når alle andre får et brev.

Jeg er forarget over nogle regler, der er lavet og administreret langt væk fra den virkelighed, almindelige mennesker lever i.

Læs hele blogindlægget på TV2/Nord…

Læs mere om sorg og savn her…

Allehelgen i Hals Kirke

Allehelgen: Vore døde lyser for os

”Meget hurtigt lod folk som om, alt er som det plejer, men hjemme hos os plejer far ikke at være død…”

Sådan sagde en lille dreng efter at have mistet. I dag er det allehelgen, og vi mindes vore døde.

Den lille drengs ord indrammer meget godt den situation alle, der har mistet et elsket menneske, står i.

Vi oplever at livet er gået i stå, og at intet mere bliver som det var. Vores verden blev med et forandret, da vore kære blev revet bort fra os. Der er blevet sat et punktum, og vi er for altid forbundet til de dage, hvor døden kom.

Samtidig oplever vi også, at livet går videre. Vi skal på arbejde, i skole og til fritidsaktiviteter. De andre oplever ikke sorgen på samme måde som os. Hverdagen melder sig. Men hos os plejer vores kære ikke at være døde.

OL i Rio er allerede langt borte, men måske nogle af jer kan huske den officielle OL-sang, hvor Noa synger:

Når vi forsvinder
en dag
er der kun lysene tilbage

Sådan er det med vore kære. Lysene er tilbage, selv om de er døde. Ligesom mange af de stjerner vi ser, når vi kigger op på nattehimlen. Stjernerne lyser selv om mange af dem er døde.

Lyset bliver tilbage. De er her stadig. Vore døde. Og de lyser op i vore liv. De gav os så meget. De var salt – krydderi – i vores liv.

Men netop deres lys kan også være smertefuldt. For når vi tænker på, hvor meget de betød – og betyder – i vore liv, mindes vi også om, hvad vi har mistet. Og måske et tragisk endeligt.
Gensynet må vi vente med. Til Gud skaber en ny himmel og en ny jord på den anden side.

Men hvis vi tør lade vore døde lyse op i vores liv, så bliver vi også mindet om den evige værdi, de har for os. Så har de ikke levet forgæves. Så er de ikke borte. Vi kan tage dem med videre i livet.

Derfor er det godt at have en dag som allehelgen, hvor vi mindes vore døde. Så har vi en anledning til at tage dem frem igen. Så har vi en anledning til at huske på alt det, som de har betydet for os. Så lyser de for os endnu engang.

Nu hedder dagen i dag allehelgen, men vi ved jo godt, at vore afdøde ikke var rene helgener. De havde deres fejl, ligesom vi har vores fejl. Synden har tag i os mennesker. Derfor kan der også være svigt og uoverensstemmelser, som også dukker op midt i sorgen. Hvorfor gjorde du det, eller hvorfor gjorde du ikke noget?

Der kan være spørgsmål som vi stadig stiller os selv. Især hvis der er tale om et pludseligt og tragisk dødsfald. Hvorfor?

Men døden trækker en grænse for os. Det er ikke alt vi kan få svar på. Hverken om det liv, der var, eller om selve døden.

Noget må vi lade være op til Gud. Vi er kun mennesker og kender ikke alle verdensrummets dybder.

At mindes, at tage vore kære frem, og lade dem lyse for os, er også at forsone sig med det liv, der var. Og at vi hver især forsoner os med det liv, som nu engang er blevet vores.
Døden trækker en grænse, som vi ikke kan overskride. Men vores grænse er ikke Guds grænse.
I påskens opstandelsesbudskab hører vi, at døden ikke er det sidste. Der var en mand – Guds Søn – som brød gravens mørke. Der er lys i mørket. Det lyser for os. Det giver håb. Om en fremtid hos Gud. Om en ny himmel og en ny jord sådan som Johannes så i sit syn.

Vi skal forsætte vores vandring her på jorden. Men vi kan gøre det med håb og i opstandelsens lys.

Nogle har vi efterladt på vejen gennem livet. Vore kære. Og sorgen har vi taget med os i bytte. Vandringen kan være svær. Umulig. Vi kan fare vild og havne i mørket. Det er lige før vi går under. Men langt borte i horisonten kan vi se et lille lys. Vi kan se lyset fra vore døde. De lyser for os.

Og i horisonten kan vi se et lys mere. Et lys der viser os en verden, hvor døden ikke er mere. En verden hvor vi atter er forenede med vore kære. Opstandelsens lys og nyskabelsens morgen.
Lyset fra vore kære og opstandelseslyset fra påskegraven lyser sorgen op, og gør det muligt at fortsætte livet. Vi kan se en vej frem.

Du skal med min kære elskede. Med mig videre i livet – selv om du er død. Du lyser vejen op og sammen går vi frem mod evigheden. Frem mod Guds lys.

Når vi forsvinder
en dag
er der kun lysene tilbage

Prædiken holdt til Allehelgen i Hals og Hou Kirker 2016.

Frygt ikke kirkelig kommunikation

En af de sager, som kirken har tabt i kampen om mediernes og borgernes bevågenhed, er allehelgen. Men kampen kan vindes gennem digital formidling.

Folkekirken skal vinde kampen i medierne, hvis de vil have danskerne i tale. Hvor mange jer, der læser denne kommentar har været til et fysisk vælgermøde ved sidste folketingsvalg? Næppe ret mange. Vi får vores viden om politik gennem medierne. På samme måde gør vi det med vores viden om kristendom.

Læs hele kommentaren på kristendom.dk…

 

De levende døde

Allehelgens dag mindes vi vore døde i kirkerne. Mange steder tændes lys og navnene på dem der er døde i løbet af året læses op.

Efterhånden som vi bliver ældre, vil vi opdage, at flere og flere af dem vi holder allermest af, ligger på kirkegården. Døde og borte i den kolde muld.

Det er trist. For en del af vores historie som menneske ligger jo dermed derude på kirkegården. Men heldigvis er vores liv med de elskede kære ikke slut. De lever videre i vores erindring om dem. De lever videre i os, fordi de har været med til at forme, hvem vi er. På godt og ondt.

En irsk talemåde lyder: Kirkegården er fuld af mennesker, uden hvilke verden ikke kunne have eksisteret. Det er sandt: Alle dem, der er gået forud for os, har på deres egen måde bidraget til verden og til vores liv.

De døde bliver altså ved med at være levende for os, også selv om de er døde for verden. Det nytter ikke noget ikke at ville tie dem ihjel. For dels er de jo allerede døde, og dels kan vi ikke aflive en integreret del af vores liv. Uanset om vi taler om dem eller ej, bliver de ved med være der. De er vore døde.

Sorg er ikke en opgave der skal løses eller en proces, der skal overstås. Sorg er at leve med, at det bedste er taget fra os. Den er et livsvilkår.

I kristendommen er vi ikke bange for at tale om de døde. Ja, vi er tilmed så modige, at vi tør se fremad. I håbet om et gensyn ligger der en trøst. For håbet sætter både os selv og vore kære ind i en ramme, der er større end os selv.

I en begravelsessalme hedder det: “Hvad der sker derefter, må komme af din nåde.”

Det må komme af Guds nåde. For vor egen kraft slå ikke til. Viljen er der nok. Men vi kan ikke. Vi kan kun håbe på det der kommer herefter. I håbet om et gensyn ligger en trøst vi kan bruge til at leve vores liv her og nu.

Vi kan håbe på, at Gud husker på os og vore kære, når vi er døde om borte. At de døde bliver ved med at være levende for Gud. Vi kan håbe, at Gud vil skabe liv af intet, sådan som han gjorde det i tidernes morgen. Sådan som han gjorde det, da Jesus opstod fra de døde. Vi kan håbe at vi må leve med Kristus, dø med ham, men også stå op af graven igen.