Browsing Tag

sørge

Sorg er ikke et problem der skal løses

Sorg er ikke et problem der skal løses

Sorg: Når folk mister et elsket menneske, oplever de ofte, at omgivelserne undgår dem. Dem, som de ellers kender godt, går over på det modsatte fortov eller kommer ikke hen til dem i supermarkedet. Tavshed. Som præst bliver jeg efter 11 år stadig forundret over dette. Man tror ikke, det sker, men det gør det. Længere er vi ikke kommet.

Mit formål her er ikke at pege fingre. Jeg håber blot på, at jeg kan skabe en bedre forståelse for, hvordan det er at miste et elsket menneske – en far, en mor, en ægtefælle, en bror, en søster.

Når vi har mistet, er vi sårbare. Det er naturligt. Det er ikke det, de andre siger, der gør os kede af det. Vi er allerede kede af det i forvejen. Derfor kan man ikke sige noget forkert til en, der sørger. Der er altså ingen grund til at undgå dem. Spørg. Udtryk din medfølelse. Fortæl, at du ikke ved, hvad du skal sige. Spørg, om der er noget praktisk, du kan hjælpe med. Er der en græsplæne, der skal slås? Kom forbi med en skål suppe. Ofte er det ikke ordene, men omsorgen der virker lindrende og trøstende.

Sorg: Ikke alle sørger ens

Da jeg blev præst, troede jeg, at alle sørger på samme måde. Den måde, jeg kendte fra mig selv og min familie. Jeg blev hurtigt klogere! Vi mennesker er forskellige, og det samme er vores måde at sørge på. Heldigvis. Mænd og kvinder sørger også forskelligt.

Vi mænd er vant til at tænke i problemer, der skal løses. Vi vil gerne handle og tænke i, hvad vi kan gøre. Hvis der er noget, vi ikke kan finde ud af eller ikke kan løse, så er det ikke altid, vi vil indrømme det. Så hellere tavshed. Selv har jeg enormt svært ved at indrømme en fejl. Så hellere fake. Eksempelvis hvis jeg ikke kan finde vej. Men min kone er ved at have luret den. Det er pisseirriterende.

“Det kræver mod at indrømme ens sårbarhed og fejl…
Det mod har vi mænd ikke altid.”

Det kræver mod – mandsmod – at indrømme ens sårbarhed og fejl. Indrømme – også overfor os selv – at vi ikke har kontrol over tilværelsen. Det mod har vi mænd ikke altid.

Når en person dør, har vi per definition ikke kontrol over situationen. Det er et problem, vi ikke kan løse. Den eneste måde, vi kan få sorgen til at gå væk på, er, hvis vi kan gøre den døde levende igen. Det kan vi ikke. Der er ikke noget vi kan gøre. Vi kan bare være der. Som et sårbart medmenneske, der ikke ved, hvad vi skal sige.

Læs hele blogindlægget på TV2/Nord…

Læs tema om sorg og savn her…

Allehelgen i Hals Kirke

Allehelgen: Vore døde lyser for os

”Meget hurtigt lod folk som om, alt er som det plejer, men hjemme hos os plejer far ikke at være død…”

Sådan sagde en lille dreng efter at have mistet. I dag er det allehelgen, og vi mindes vore døde.

Den lille drengs ord indrammer meget godt den situation alle, der har mistet et elsket menneske, står i.

Vi oplever at livet er gået i stå, og at intet mere bliver som det var. Vores verden blev med et forandret, da vore kære blev revet bort fra os. Der er blevet sat et punktum, og vi er for altid forbundet til de dage, hvor døden kom.

Samtidig oplever vi også, at livet går videre. Vi skal på arbejde, i skole og til fritidsaktiviteter. De andre oplever ikke sorgen på samme måde som os. Hverdagen melder sig. Men hos os plejer vores kære ikke at være døde.

OL i Rio er allerede langt borte, men måske nogle af jer kan huske den officielle OL-sang, hvor Noa synger:

Når vi forsvinder
en dag
er der kun lysene tilbage

Sådan er det med vore kære. Lysene er tilbage, selv om de er døde. Ligesom mange af de stjerner vi ser, når vi kigger op på nattehimlen. Stjernerne lyser selv om mange af dem er døde.

Lyset bliver tilbage. De er her stadig. Vore døde. Og de lyser op i vore liv. De gav os så meget. De var salt – krydderi – i vores liv.

Men netop deres lys kan også være smertefuldt. For når vi tænker på, hvor meget de betød – og betyder – i vore liv, mindes vi også om, hvad vi har mistet. Og måske et tragisk endeligt.
Gensynet må vi vente med. Til Gud skaber en ny himmel og en ny jord på den anden side.

Men hvis vi tør lade vore døde lyse op i vores liv, så bliver vi også mindet om den evige værdi, de har for os. Så har de ikke levet forgæves. Så er de ikke borte. Vi kan tage dem med videre i livet.

Derfor er det godt at have en dag som allehelgen, hvor vi mindes vore døde. Så har vi en anledning til at tage dem frem igen. Så har vi en anledning til at huske på alt det, som de har betydet for os. Så lyser de for os endnu engang.

Nu hedder dagen i dag allehelgen, men vi ved jo godt, at vore afdøde ikke var rene helgener. De havde deres fejl, ligesom vi har vores fejl. Synden har tag i os mennesker. Derfor kan der også være svigt og uoverensstemmelser, som også dukker op midt i sorgen. Hvorfor gjorde du det, eller hvorfor gjorde du ikke noget?

Der kan være spørgsmål som vi stadig stiller os selv. Især hvis der er tale om et pludseligt og tragisk dødsfald. Hvorfor?

Men døden trækker en grænse for os. Det er ikke alt vi kan få svar på. Hverken om det liv, der var, eller om selve døden.

Noget må vi lade være op til Gud. Vi er kun mennesker og kender ikke alle verdensrummets dybder.

At mindes, at tage vore kære frem, og lade dem lyse for os, er også at forsone sig med det liv, der var. Og at vi hver især forsoner os med det liv, som nu engang er blevet vores.
Døden trækker en grænse, som vi ikke kan overskride. Men vores grænse er ikke Guds grænse.
I påskens opstandelsesbudskab hører vi, at døden ikke er det sidste. Der var en mand – Guds Søn – som brød gravens mørke. Der er lys i mørket. Det lyser for os. Det giver håb. Om en fremtid hos Gud. Om en ny himmel og en ny jord sådan som Johannes så i sit syn.

Vi skal forsætte vores vandring her på jorden. Men vi kan gøre det med håb og i opstandelsens lys.

Nogle har vi efterladt på vejen gennem livet. Vore kære. Og sorgen har vi taget med os i bytte. Vandringen kan være svær. Umulig. Vi kan fare vild og havne i mørket. Det er lige før vi går under. Men langt borte i horisonten kan vi se et lille lys. Vi kan se lyset fra vore døde. De lyser for os.

Og i horisonten kan vi se et lys mere. Et lys der viser os en verden, hvor døden ikke er mere. En verden hvor vi atter er forenede med vore kære. Opstandelsens lys og nyskabelsens morgen.
Lyset fra vore kære og opstandelseslyset fra påskegraven lyser sorgen op, og gør det muligt at fortsætte livet. Vi kan se en vej frem.

Du skal med min kære elskede. Med mig videre i livet – selv om du er død. Du lyser vejen op og sammen går vi frem mod evigheden. Frem mod Guds lys.

Når vi forsvinder
en dag
er der kun lysene tilbage

Prædiken holdt til Allehelgen i Hals og Hou Kirker 2016.

Sorg efter et dødsfald tager tid

Sorg efter et dødsfald tager tid

Sorg: Ny bog leverer tankestof nok til at sørge et helt år. Eller længere.

Min kære præstekollega i Hals og Hou, Sophie Nordentoft, har sammen med Lene Vesterdal udgivet bogen “Når livet går i sort. 52 læsninger til et sørgeår.”

Sørge et helt år. Det lyder måske af meget, men sagen er, at sorg tager tid. Lang tid.
Ja faktisk er sorgen på livstid. Tabet vil altid være der.

Vi skal give os selv og hinanden plads og tid til at sørge. Det er vigtigt, for sorg er en del af livet. Den vidner om kærlighed og relationer.

Sorg og brudte relationer

Hvad det er for nogle relationer, og hvad det betyder, at de nu er brudt, hjælper bogen en til at tænke over.

Læsningerne er skrevet af forskellige forfattere, for sorg er forskellig fra person til person. Der er refleksioner i bogen, som de fleste kan spejle sig i. Man kan læse en tekst hver uge i et helt år. Bogen kan bruges privat eller hvis man mødes i fx en sorggruppe.

Jeg har selv skrevet en af læsningerne: Sorgen er et bundløst hul.

Bogen udkommer 29. februar.

Når livet går i sort. 52 læsninger til et sørgeår.
Sophie Nordentoft og Lene Vesterdal
Unitas Forlag 2016

Køb bogen her