Browsing Category

Prædikener

https://soundcloud.com/chrpeder/en-praediken-om-sandhed-og-logn

Prædiken om løgn og sandhed

Prædiken til 3. søndag i fasten 2016 i Hals Kirke

Læs prædikenen her eller klik ovenfor for at høre prædikenen.

”Det værste jeg ved er, når nogen lyver.”

Den sætning har min mor gentaget for mig, siden jeg var barn. Hvis nogen lyver, kan vi ikke stole på dem.

Og hun har jo ret: ”Det værste jeg ved er, når nogen lyver.”
For det er jo ødelæggende for os, hvis nogen ikke taler sandt.

Dagens tekst handler om sandhed og løgn. Det vil jeg komme tilbage til, men først kan vi kigge lidt på vores eget liv.

For vi kender det jo alt for godt: Løgnen kan ødelægge vores relationer med hinanden. Det gælder, når det kommer til vores venner eller veninder. Hvis en af den lyver for os, så ved vi ikke om vi tør tro på dem igen.

Det gælder vores kolleger på arbejdspladsen. Hvis de siger noget usandt, hvad er så egentlig deres dagsorden? Vil de have os fyret, meler de deres egen kage, eller hvad sker der.

Men mest ødelæggende er løgnen i familien, og måske mest af alt, hvis det er ens kæreste eller ægtefælle, der lyver over for os. Hvis jeg finder ud af, at han ikke var til billard hos John i lørdags, ja hvor var han så? Eller hvorfor siger hun, at hun tog bussen, når jeg så, at hun steg ud af en rød bilen?

Tvivlen kommer ind og nager os. Tankerne buldrer i hovedet på os. Løgnen nedbryder og ødelægger.

Men når vi kigger os selv dybt i spejlet, så må vi stille os selv det spørgsmål, om vi nu selv altid taler 100% sandt.

”Det værste jeg ved er, når nogen lyver.”

Løgn og sandheden. Det kender vi fra vores liv sammen. De to kan ikke være der på samme tid. Hvis noget er sandt, så kan det ikke samtidig være en løgn.

Vi kender også til at sandheden kan sætte os fri. Fri for andres og vore egne løgne og selvbedrag.

Løgn og sandhed er der også i vores forhold til Gud. Det handler dagens bibeltekster om.

Israelitterne tilbeder gulvkalven. De tilbeder den forkerte Gud. Et billede af en kalv. Og hvad gør Moses? Han går i forbøn for dem. Han beder Gud skåne dem. Hvis der skal være et offer, så skal Gud slette ham, Moses, fra sin bog.

Og hvordan er det med os? Tilbeder vi ikke også gulvkalven ind i mellem. Hvem er vores Gud? Er det jobbet? Er det pensionsopsparingen? Er det os selv? I ved det ego vi promoverer på facebook. Hvem er det med Martin Luthers ord, vi forventer os alt godt af? For det er nemlig vores Gud.

Lige siden de første sider i Bibelen hører vi igen og igen om, at folket farer vild. Gør det forkerte.

”Det værste jeg ved er, når nogen lyver.”

Adam vil ikke erkende sin synd, men skyder skylden på Eva. Og det fortsætter siden den tid for os mennesker. Vi lyver for os selv og hinanden.

Men Gud slipper ikke folket. Han bliver ved med igen og igen at komme til folket. I form af profeter og andre, der skal få folket til at vende om. Få os til at vende om.

Der er en sandhed, som skal frem. En sandhed om os og en sandhed om Gud.

Og den sandhed kommer frem i Jesus Kristus. Guds Søn. Så meget elsker Gud os, at han sender sin Søn for at vise os sandheden om ham selv. Gud er villig til at ofre sin egen Søn, for at vi skal leve. På trods af vore svigt. Det siger noget om, hvem Gud er. Han er en kærlig Fader.

Men det siger også noget om, hvem vi mennesker er: Vi er Guds elskede børn. Vi er dem, han vil gøre alt for at frelse.

Vi er dem som er bestemt til et liv, hvor Gud er med os. Vi er bestemt til liv fra begyndelsen, da Gud skabte os. Og derfor skal den død og synd der slår os ned besejres. Og det bliver den i Kristus.

Men som med profeterne før ham, bliver Jesus ikke altid taget godt i mod. Sandheden er ilde hørt. Kapitlet i Johannesevangeliet slutter med, at jøderne vil stene Jesus.

”Det værste jeg ved er, når nogen lyver.”

Sandheden er på spil, når jøderne ikke vil erkende, hvem Jesus er. Han er sendt fra Gud, men jøderne vil ikke tro det. De vil hellere sige, at han er besat af en dæmon.

Derfor bruger Jesus så hårde ord i dagens tekst. For sandheden er på spil. Livet er på spil.

Det er nemt at pege fingre af jøderne for 2000 år siden. Men dette gælder jo også os. Vi svigter. Vi bygger guldkalve, som vi tilbeder. Vi bilder os selv og hinanden ind, at vi selv er Herre over livet.

Fordi vi svigter og lyver, er det spørgsmål som udspringer af dagens tekst også talt til os: Hvem er Jesus?

Er han besat af en dæmon eller er han Guds Søn og dermed sandheden om vort liv og sandheden om Gud?

Ind i mellem har vi brug for, at der bliver talt harske ord til os, for at vi kan forstå, hvad der er på spil.

Hvis ikke Jesus er Guds Søn, så giver det ingen mening at lade vore børn døbe i hans navn. Så giver det ingen mening at de i dåben fødes til et nyt liv i Kristus, hvor han vil være med dem alle dage ind til verdens ende.

Men nu lader vi vore børn døbe. For vi ved inderst inde godt, at alle de verdslige guder vi tilbeder, de kan ikke bringe os liv. De er blændværk selv om de skinner og er tillokkende som det pure guld.

Sandheden ligger et helt andet sted. Det fornemmer vi inderst inde. Og hvis vi vil vide, hvad den sandhed er, så må vi komme til Kristus.

Han er en sandhedsklippe midt i en turbulent tid, hvor alting fylder og forandrer sig.

Og heldigvis kan vi komme til ham igen og igen. Trods vores løgn og svigt. Han vil være med os alle dage. Han vil vise os liv. Han vil vise os nye stier at gå, hvis vi er faret vild. Og hvis ikke vi finder ham, så finder han os.

”Det værste jeg ved er, når nogen lyver.”

Men sandheden skal sætte os fri.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treening Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

Ingen fremtid uden tilgivelse. Foto: Freeimages.com

Nytårsprædiken: Ingen fremtid uden tilgivelse

Ingen fremtid uden tilgivelse, det er et nytårsbudskab, der er brug for at høre rundt om i verden og ikke mindst i vores eget liv. Nytårsprædikenen er inspireret af Desmond Tutu’s bog med samme titel.

Nej til selvudvikling og ja-hat. Foto: Colourbox

Selvudvikling eller selvafvikling?

En prædiken om selvudvikling til 4. søndag i advent. Hør hvordan Svend Brinkmann og Johannes Døberen deler lussinger ud til samtidens egocentrerede coaching-udviklings-hede-hule-helvede.

Vi levet i en tid, hvor vi skal udvikle os hele tiden. Det er vigtigt, at vi tager ja-hatten på. At vi ser muligheder og ikke forhindringer. At vi taler om udfordringer og ikke problemer.

Vi skal sætte mål op for os selv. Vi skal have visioner. Noget vi skal arbejde hen mod. For hele tiden at udvikle os som mennesker . Det er vigtigt, at vi ikke står stille, for så gror vi fast. Det er noget af det værste man kan gøre i vore dage: At gro fast.

Sådan er det på jobbet, og sådan er det også for mange i privatlivet. Vi skal udvikle os som mennesker hele tiden. Hvis ikke vi selv kan finde ud af det, så hyrer vi eller vores chef en coach, som kan hjælpe os og selvudviklingen på vej.

Men så lige midt i det hele lyder der en røst. En røst fra udkantsdanmark. Røsten kommer kommer fra Aalborg, og den siger til os: Nej! Husk at sige nej, du skal ikke tage ja-hatten på, du skal tage nej-hatten på. Og lad nu være med hele tiden at søge mod nye mål, lad være med hele tiden at søge væk. Lær at standse op og stå stille. Lær at være på det samme sted i lang tid. Så du kan slå rødder. For vi vokser jo kun rigtigt, siger denne her røst, hvis vores rødder når helt ned i de dybe lag. Ned der hvor den gode og kraftfulde næring er.

Den næring vi ikke kan nå at suge til os, hvis vi hele tiden er på vej mod nye mål med ja-hatten spændt godt fast på hovedet.

Spørgsmålet er også, til det jeg i starten af prædikenen skitserede, om vi i det hele taget kan holde til det. Kan vi holde til det krav og det tempo som vi selv og omverden stiller op for os. Faren for at brænde ud er nærliggende. Vi ser det også med stressmeldinger rundt omkring i skole og på arbejde. Ja sågar også i kirker. For hvordan kan vi holde til, at den viden der var god i går ikke dur i dag. For den skal jo hele tiden udvikle sig. Ja så er det svært at gøre sig erfaringer, der kan bruges til noget som helst.

Og hvad så hvis det går galt. Hvis vi bukker under for presset. Hvis vi ikke kan holde til det. Hvis skyld er det så? Ja, så kan det næsten kun være vores egen skyld. Hvem skulle vi eller give skylden i vores egocentrerede selvudviklings-hede-hule-helvede?

Det er konsekvenserne af den tid vi lever i: Stress og jag og rodløshed.

Den røst der lyder og modsiger hele dette ja-hat-tyranni hedder Svend Brinkmann og er professor i psykologi ved Aalborg Universitet.

Sig fra. Slap af. Slå rødder.

Det er alternativet til omstillingsparathed, ja-hat og positiv psykologi.

I et interview i Information (22. September 2014: http://www.information.dk/510311) siger Brinkmann:

»Vi har erstattet det kristne tankesæt, hvor alt i livet handlede om at nærme sig Gud, med sådan en psykologisk livsanskuelse, hvor det ikke er Gud, der er i centrum, men selvet. Vi går ikke til præsten men til coachen, terapeuten eller psykologen, og vi læser ikke Biblen men selvhjælpsbøger. Vi går ikke til bekendelse, vi håber ikke på frelse, men vi håber på selvrealisering,«

Det er det han gør op med. Hele det tankesæt.

Om Svend Brinkmann har læst om Johannes Døberen, ved jeg ikke, men det nemt at se paralleller. Begge revser de deres nutid og begge peger de på en egen vej. Og for begge er den nye vej ikke lig med selvudvikling, men snarere det modsatte.

Ifølge Brinkmann skal vi vende os væk fra navlepilleriet og kigge på vores omgivelser. Det uden for os selv.

»De fleste svar ligger uden for dig selv, i den verden, vi er en del af,« siger han.

At Brinkmanns tanker rummer en sandhed for moderne mennesker kan vi se af den succes han har fået. Han har solgt mange bøger, og det er ikke helt billigt at få ham ud og hole foredrag.

Der er en sandhed som fortravlede mennesker med ja-hatten nede om ørene har brug for at høre. Den sandhed der hedder.

Stands op. Slap af. Slå rødder.

Sandhed var også, hvad Johannes Døberen talte om. Og modsat Brinkmann er han ikke bange for at sige, at det uden for os selv der rummer sandheden er Kristus.

Hvis det var foregået i dag, at Johannes Døberens disciple kommer og fortæller at Jesus – som Johannes tidligere har døbt – nu selv døbe, ville de nok have foreslået at lave en visionsdag og fundet frem til en strategi for, hvordan de igen skulle blive førende på discipelmarkedet. Omstillingsparat skal man jo være.

Men nej siger Johannes! Det er ikke mig, der er vigtigt. Mit virke er i al sin enkelthed at henvise til en anden. Han skal vokse og jeg skal blive mindre.

Det er et nyt budskab. Både på Johannes’ tid, men så sandelig også i vores tid: Han skal vokse, jeg skal blive mindre.

Den mand, der har prædiket at folk skal omvende sig siger, at Kristus er den sande glæde. Det er ikke Johannes eller os selv, som vi skal søge at få til at vokse, hvis vi vil finde den sande glæde. Det er i Kristus.

Selvafvikling og ikke selvudvikling

Kristendommen siger: Vi skal ikke udvikle os selv. Vi skal afvikle os. Han skal blive større – altså Kristus – og vi skal blive mindre.

Eller med andre ord: Vi vokser først rigtigt som mennesker, hvis vi lader andre komme til. Det tror jeg de fleste ægtefolk kan tale med om. Vi vokser først som mennesker, hvis vi lader andre komme til. Komme ind i vores liv. Og dermed sætte vores liv på spil og i spil.

Vi skal turde træde til side. Også kristeligt. Turde træde til side og lade Kristus komme til. Først da kan vi udvikle os, vokse, til at blive det mennesker, som Skaberen har bestemt os til at være.

For Kristus er sandheden. Sandheden om vores liv. Sandheden om, hvad det vil sige at være menneske. Sandheden om Gud.

Det er noget vi ikke kan sige os selv. Det er noget vi ikke kan finde ved at kigge ind i vores egen navle. Det er noget som bliver nød til at komme til os ude fra. Nok så mange coachingforløb og selvudviklingskurser ikke kan frembringe denne her sandhed. Men når vi finder sandheden. Når Kristus finder os. Da indser vi, at det er en sandhed med dybe rødder. En sandhed som slægt efter slægt kan hente næring, håb og fremtid i. En sandhed fra himlen.

Det er den sandhed vi nærmer os, nu hvor julen er nær. Julen hvor Gud lader et lys føde i vores selviske mørke.

I det lys, i Guds lys der lyser ind i vores mørke, indser vi, at kristendommens bevægelse er udad. Ud mod andre mennesker. Ud mod Gud.

Og så sker det fantastiske, når vi afvikler vores navlebeskuende liv, at vi fødes på ny til liv i Kristus, hvor han vokser i os.

Alt for ofte bukker vi dog under i vores selviske mørke og den indbildske tanke om, som ligger bag vort moderne liv, at vi kan klare det hele selv. Den tanke bukker vi under for, og derfor må vi igen og igen nærme os barnet i krybben og manden på korset for der at få det rigtige perspektiv på vores liv.

Amen.