En ung pige ligger på et pink tæppe og solbader i græsset. Hun har ikke meget tøj på. Et kirkekor synger 50 meter derfra i et telt. På den anden side af fjorden kan man se et kæmpe krydstogtsskib, der har lagt til kaj. Så byder præsten velkommen.
Stedet er Skanseparken i Nørresundby. Vi er til friluftsgudstjeneste 2. pinsedag. Kirken er rykket ud til folket. Det solbadende, dem der går tur i parken og de godt 200 fremmødte kirkegængere.
Dette er blot et af de talrige eksempler på, at folkekirken rykker ud af kirkerummet og slår sig ned, der hvor folk færdes i hverdagen. Gadepræsterne holder gadegudstjenester, og til Nibe Festival er folkekirkens telt åbent 24 timer i døgnet.
Alt dette falder godt i tråd med pinsens budskab: Helligåndens komme. Gud kommer til os og gør det muligt for os at oversætte kristendommen til nutid, der hvor vi er.
Det er med andre ord en levende kirke, vi er en del af. En kirke der hele tiden finder nye udtryksformer og måder, den kan komme til dig på.
Helligånden levendegør. Kirken. Troen. Fællesskabet.
Derfor skal du ikke undre dig, når du ligger og slikker sol, og så koret pludselig synger “I al sin glans nu stråler solen.”
Ingen kommentarer