Browsing Tag

faste

God omtale af online faste

God dækning af min online faste

God mediedækning og folk der fulgte med er resultatet af min online faste forud for påsken.

Hvordan vil folk tage imod det? Den tanke havde jeg, da jeg lancerede mine online videoer om fasten.

Jeg ville sætte fokus på en kristen praksis og give nogle konkrete tips. Derfor lavede jeg en række videoer med tips til fasten og med personlige refleksioner.

Det var lidt grænseoverskridende at tale direkte til kamera, men også at skulle fortælle noget om min egen faste. For sådan noget religiøst noget er jo privat. Ikke mindst i Danmark. Vi er religiøst blufærdige. Også præsten.

Heldigvis blev der taget rigtig godt imod min online faste. I sognet ved jeg, at der var en gruppe, som fulgte med. Det samme var der rundt i landet, kan jeg se af de beskeder, jeg har fået. Det er jo virkelig herligt. Og også lidt overvældende.

Omtale i pressen
Der har været god omtale i medierne af fasteprojektet. Nordjyske bragte en artikel i avisen og på deres hjemmeside, og det samme gjorde Hals Avis. TV2/Nord lavede omtale på deres hjemmeside, og kristendom.dk bragte et indlæg, som jeg havde skrevet og viste flere af videoerne både på deres hjemmeside og deres facebook. DR var forbi Hals Kirke og interviewe mig live til radioen om fasten.

Det er jo overvældende med al den omtale, og jeg er sikker på, at medieomtalen har hjulpet meget med at få videoerne ud. Jyllands-Posten interviewede mig også, men journalisten nåede at blive flyttet til en anden redaktion inden, der kom en artikel ud af det. Dog havde det et flot interview med en anden præst om fasten senere.

Det er primært på facebook, at folk har set mine videoer og fulgt med. Jeg har naturligvis også opdateret her på bloggen.

Som noget nyt har jeg lagt videoerne ud på Youtube. Der er ikke så mange visninger eller følgere der. Endnu 🙂 Facebook er den primære kanal.

Jeg må indrømme, at jeg har fået mod på at lave flere videoer. Nu skal jeg bare lægge hovedet i blød for, hvordan det skal forsætte med andre emner end fasten.

Sådan faster du: Tip nummer 6 – taknemmelighed

“Kom lad os brokke os, det er nok det vi har det bedst med.”

Sådan synger Steffen Brandt i en kendt sang. Og han har ret: Vi danskere er gode til at brokke os. Måske er det en forklaring på, at vi har så velfungerende et samfund. Vi finder os ikke i hvad som helst. Det kan bane vejen for forbedringer.

Men brok skulle helst ikke gå hen og blive en livsindstilling, sådan at vi bare brokker os fordi, det er blevet en vane.

I fasten kan vi udfordre os selv til at gøre det modsatte af at brokke os: At være taknemmelige.

Vi kan lave den simple øvelse, at vi hver aften finder tre ting, som vi er taknemmelige for. På den måde kan vi øve os i, at se verden på en anden måde.

I en kristen sammenhæng, er det vigtigt, at vi retter vores tak til Gud. At vi siger ham tak for alt det, som vi har fået givet. På trods af det, der er svært.

Se dette sjette tip til fasten i videoen ovenfor.

Videoer om fasten
I anledning af fasten sætter jeg i en række videoer fokus på fasten.

Den kristne faste starter askeonsdag (i år 1. marts) og slutter påskedag (i år 16. april). Det er en tid til eftertanke og refleksion, samtidig er det en tid, hvor man ser frem mod påsken og forbereder sig på denne højtid.

Jeg har samlet et tema om fasten her…

Og jeg har oprettet en youtube-kanal, hvor jeg samler alle videoerne her…

Sådan faster du: Tip nummer 5 – bøn

I Danmark er vi religiøst meget blufærdige. Det er ikke noget vi taler om. Folk må gerne være religiøse, bare de holder det for sig selv.

Sådan kan vi tænke, og derfor får vi ikke italesat troen over for hinanden. Men vi er faktisk religiøse. Undersøgelser viser, at rigtig mange mennesker beder regelmæssigt.

I det femte tip til fasten sætter jeg fokus på bøn. Fadervor er et godt sted at starte. Det er den bøn, som Jesus selv har lært os. Man kan evt. bede sig egen bøn lige før eller lige efter.

Når vi tale om bøn, så er det vigtigt at få fat i, at bøn ikke bare er at bede Gud om noget. Bønnen rummer også taknemmeligheden. Og den indebærer at vi selv lytter efter, som Søren Kierkegaard har formuleret det.

Videoer om fasten
I anledning af fasten sætter jeg i en række videoer fokus på fasten.

Den kristne faste starter askeonsdag (i år 1. marts) og slutter påskedag (i år 16. april). Det er en tid til eftertanke og refleksion, samtidig er det en tid, hvor man ser frem mod påsken og forbereder sig på denne højtid.

Jeg har samlet et tema om fasten her…

Og jeg har oprettet en youtube-kanal, hvor jeg samler alle videoerne her…

Sådan faster du: Tip nummer 4 – at lade batterierne op igen

Hvordan kan man lade batterierne op igen?

Fastetiden som vi er i nu, og som varer frem til påske, kan være en anledning til at få fyldt depoterne op. Også de åndelige. Vi kan afsætte tid til ro, stilhed og fordybelse hver dag. Sådan at vi bliver klar over, hvad der rører sig i os. Men vi skal også fylde på. Det kan vi gøre ved at læse en god bog.

Bibelen vil være et oplagt sted at starte. Jeg vil anbefale Salmernes Bog fra Det gamle Testamente. Den rummer alle de store følelser: Smerten, forladtheden, desperationen. Men også: Glæden, jubelen og taknemmeligheden. Over for Gud er der plads til det hele. Salmisten klager, når han føler sig alene, men håber samtidig på Guds hjælp.

En anden mulighed kunne være at læse bogen “Samtaler i den blå sofa”. Den handler om en kvinde, der ikke har haft kontakt til kirken i 30 år. Nu står hun i en livskrise og opsøger præsten. Det bliver til 12 samtaler i præstens blå sofa. Kvindes liv med smerte, sorg og svigt rulles ud, men nedenunder er en livsvilje på trods. Det er en historie, vi alle kan spejle os i.

Læs uddrag af bogen her…

Videoer om fasten
I anledning af fasten sætter jeg i en række videoer fokus på fasten.

Den kristne faste starter askeonsdag (i år 1. marts) og slutter påskedag (i år 16. april). Det er en tid til eftertanke og refleksion, samtidig er det en tid, hvor man ser frem mod påsken og forbereder sig på denne højtid.

Jeg har samlet et tema om fasten her…

Og jeg har oprettet en youtube-kanal, hvor jeg samler alle videoerne her…

Sådan faster du: Tip 3 – hvad styrer mit liv?

Hvad er det, der styrer mit liv. Video nummer tre med tips til fasten giver dig en konkret øvelse, du kan lave.

Det er ikke altid, vi selv ved, hvad det er, der styrer vores liv. Ind i mellem har vi for travlt til at mærke efter, ind i mellem er vi bare ikke bevidste, om de ting, der har sneget sig ind.

Hvad er det, der styrer mit liv? Det kan være personer, ting eller arbejde.

Det kan være, at vi skal prioritere lidt anderledes. Noget skal fylde mere, og noget skal fylde mindre.

Og hvad med Gud. Er Han der også? Eller har der sneget sig nogle afguder ind, som vi venter os alt godt af?

Videoer om fasten
I anledning af fasten sætter jeg i en række videoer fokus på fasten.

Den kristne faste starter askeonsdag (i år 1. marts) og slutter påskedag (i år 16. april). Det er en tid til eftertanke og refleksion, samtidig er det en tid, hvor man ser frem mod påsken og forbereder sig på denne højtid.

Jeg har samlet et tema om fasten her…

Og jeg har oprettet en youtube-kanal, hvor jeg samler alle videoerne her…

Sådan faster du: Tip 2 – tid til stilhed

Videoen med tip nummer to til fasten handler om stilhed. Se den her.

“Stilheden er en moder, der føder mange børn.”

Sådan sagde en ortodoks metropolit engang til mig. Han har ret: Hvis vi tør går ind i stilheden, kan den være særdeles frugtbar.

Men det er ikke så nemt. Stilhed kræver, at vi øver os. De første gange man sætter sig ned, lukker munden og kigger ud i luften, vil der komme mange forstyrrende elementer frem. Man lægger mærke til bilstøjen i det fjerne, eller døren der smækker ovenpå. Ens åndedrag kan lige pludselig også virke overvældende og støjende.

Der kan også være mange tanker som flyver forbi: Fik jeg købt ind? Hvad med den opgave på arbejdet?

Lad det hele være og bliv blot i stilheden den tid, som du har planlagt. Det kan være at du når ind til en dybere stilhed, når alle lydene og tankerne er faret forbi. Ellers nås det næste gang, du prøver.

Efter noget tid vil du opleve, at du hurtigere kommer ind til den dybe stilhed. Der hvor man ikke blot er tavs, men hvor der er noget mere.

Til sidst en udfording fra præsten: Prøv at lægge mærke til, om Gud også er det et sted i stilheden?

Videoer om fasten
I anledning af fasten sætter jeg i en række videoer fokus på fasten.

Den kristne faste starter askeonsdag (i år 1. marts) og slutter påskedag (i år 16. april). Det er en tid til eftertanke og refleksion, samtidig er det en tid, hvor man ser frem mod påsken og forbereder sig på denne højtid.

Jeg har samlet et tema om fasten her…

Og jeg har oprettet en youtube-kanal, hvor jeg samler alle videoerne her…

Sådan faster du: Tip 1 – find én ting

Den kristne faste starter i næste uge, men hvordan faster jeg? I en række videoer kommer jeg med konkrete tips til fasten. Se den første her.

Jeg deler videoerne op i to dele: Dels kommer jeg med tips til fasten, og dels kommer jeg med personlige refleksioner over min egen faste. Desuden kommer jeg med uddybninger i indlæggene her på siden.

Faste sammen eller for sig selv?
I folkekirken har vi ikke faste regler for fasten, sådan som man har det i Den romersk-katolske Kirke og Den ortodokse Kirke. Derfor kan det meget hurtigt blive et individualistisk projekt, hvor man selv skal opfinde det hele.

Jeg har prøvet at faste i en ortodoks sammenhæng, og det er en helt anden oplevelse, når man faster i et fællesskab, hvor alle følger de samme regler. Så hvis I har mulighed for at faste nogle stykker sammen, kan det være en god ide. Men man kan også faste alene.

Jeg har selv fastet de sidste 17 år op til påske. Det er forskelligt, hvad jeg har fastet fra.

Om fasten
Den kristne faste starter askeonsdag (i år 1. marts) og slutter påskedag (i år 16. april). Det er en tid til eftertanke og refleksion, samtidig er det en tid, hvor man ser frem mod påsken og forbereder sig på denne højtid.

Jeg har samlet et tema om fasten her…

Og jeg har oprettet en youtube-kanal, hvor jeg samler alle videoerne her…

Fokus på fasten

Fasten: Et åndehul midt i en travl hverdag

Den kristne faste tilbyder et åndehul midt i en travl hverdag. Derfor sætter jeg i år fokus på fasten med en række videoer med tips til, hvordan du griber det an.

Job, karriere og familie. Vi skal nå så meget i vores travle hverdag. Der er ikke noget at sige til, at mange bukker under med stress.

Den kristne faste kan være et åndehul mit i hverdagens trummerum. Fasten giver mulighed for at stoppe op, mærke efter og finde ind til kernen igen.

I en række videoer vil jeg her på siden og på facebook komme med konkrete tip til, hvordan du faster. Du vil også kunne følge med i, hvordan det går med min egen faste.

Videoerne kommer online fra uge otte. Hvad skal du faste fra?

Se omtale på TV2/Nord… og på Nordjyske…

 

Den kristne faste er en replik til noget-for-noget tankegangen

Den kristne faste udfordrer økonomisk tankegang

Den kristne faste er en vigtig replik til et samfund, hvor vi kun tænker på, om noget kan betale sig.

Træn i fitnesscenter, spis sundt og spar op, så er du sikret en god tilværelse som pensionist. I samfundet er vi vant til at tænke i skemaet noget-for-noget. Det er nok meget godt. Ellers ville vi ikke arbejde så hårdt eller gå på så mange slankekure. Og så ligger vi heller ikke samfundet til last.

Nu er vi i den kristne fastetid. Tiden fra askeonsdag og indtil påske. Det er fra gammel tid en periode, der er blevet brugt til besindelse, selverkendelse og anger. Det har traditionelt været en tid, hvor man undlod at spise bestemte fødevarer som æg, mælk og kød.

Efter reformationen i 1536 er fasten dog gledet noget i baggrunden. De fleste i folkekirken praktiserer den ikke i form af spiseregler, spiritualitet og askese. Det er egentlig en skam. For en aktiv faste er en vigtig replik til et kapitalistisk samfund med en logik, der siger noget for noget.

Hvordan finder jeg en nådig Gud? Det spørgsmål kæmpede Martin Luther med i mange år. Han gik i kloster og prøvede at gøre bod og gode gerninger, men lige lidt hjalp det. Til sidst indså han efter en lang personlig troskamp, at han aldrig kunne gøre sig fortjent til Guds nåde. Af sig selv kunne han ikke stå som retfærdig over for Gud. Kun ved Guds gratis nåde.

I den moderne fastefri folkekirke ses det som en luthersk arv, at vi ikke skal praktisere kristendommen på en bestemt måde. Der er ingen absolutte regler, for vi kan alligevel ikke ved vores gerninger gøre os fortjent til noget som helst. Noget-for-noget er afløst af alt-for-intet.

Den kristne faste og Luthers badevand

Men lige præcis på det punkt skal vi passe på ikke at smide fasten ud med det lutherske badevand. Luther var jo ikke modstander af et levet kristenliv. Han var modstander af det hykleri, der kan være knyttet til vores liv i troen. Han var modstander af, at vi tror, vi er bedre end andre, hvis vi lever asketisk. Han var modstander af gerningsretfærdighed, hvor vi forveksler Gud med en købmand, vi kan betale med gode gerninger.

I den henseende er det vigtigt at huske på, at man kan godt få noget ud af noget, selvom man ikke gør sig fortjent til noget. Måske fasten kan være gavnlig for os, selv om vi ikke gør os fortjent til noget.

Den tankegang har noget for sig og kan blive en vigtig replik til samfundets noget-for-noget. Der er også et livssyn, der hedder, at vi kan gøre en indsats uden at skulle have løn for den. Ind imellem er det ok at gøre noget, blot fordi det gavner os selv og vor næste.

Måske er det den tankegang, vi skal udforske i fasten?

Fasten er en forårsrengøring af sjælen. Foto: Colourbox.

Fasten: Forårsrengøring af sjælen

Det er forår og nu er det tid til forårsrengøring af sjælen. Den kristne faste er en perfekt anledning.

Fasten er en tid til besindelse. Den starter askeonsdag og slutter til påske.

Hvis vi skal forstå, hvad der er på spil i fasten, kan vi sammenligne den med forårsrengøringen. Når foråret så små begynder at komme, kan vi se tingene i et nyt lys. Det lys der hele tiden bliver stærkere og stærkere efterhånden som dagene bliver længere.

Den skarpe forårssol afslører med ubarmhjertig klarhed, hvor beskidt og støvet der er i vores stuer. Først ser vi det måske på vinduerne. De trænger virkelig til at blive pudset. Fedtfingre, sod og vejsnavs ses nu tydeligt. Det samme gør støvet under sofaen. Det er tid til forårsrengøring! Alt det skidt som vi i løbet af vinteren ikke kunne få øje på (eller ikke ville se), det skal nu væk.

Forårsrengøring i påskens lys

På samme måde med fasten. Sindets skidt skal frem i lyset, så vi kan få det væk. Gamle vaner er vendt tilbage, nye synder er kommet til i løbet af året, men nu skal vi se det hele i øjnene.

Det kan vi kun, hvis vi ser vores liv i et nyt lys. Hvis vi bliver i vinterens mørke, er det svært at få muget ud. Det nye lys vi skal se det hele i er påskens lys. Den påske vi i løbet af fasten bevæger os hen mod og hver dag kommer tættere og tættere på.

I påsken er der fællesskab. Kristus spiser med os. I påsken er der svigt. Vi svigter Kristus. I påsken er der lidelse og død. Der er også langfredage i vores liv. Men i påsken er der også opstandelsens glædelige lys. Uden det lys var der ingen kristen påskefejring. Derfor skal vi bruge fastetiden til at se vores liv i opstandelsens lys. Det vil skabe klarhed over, hvad vi skal rydde ud af sindets afkroge, og hvad vi skal bygge vores liv på.

Mange ynder hjælpe at faste fra bestemte fødevarer. Så bliver man opmærksom på, hvad man er afhængig af, og hvad livet i virkeligheden afhænger af. Nogle vælger at faste fra TV eller andre indgroede vaner. Hvem sagde smartphone?

Vigtigt er det, at vi holder fokus på Gud og på vore medmennesker. Fasten skal ikke blive endnu et projekt i vores livs selvrealisering. Kristendommen peger udad. Ud mod Gud og ud mod vore medmennesker. Måske fasten skal bruges på at gøre en ekstra god gerning? Måske er der nogen i vores omgangskreds, der trænger til at få besøg?

Under alle omstændigheder kan vi trøste os ved, at Gud går med os i vandringen gennem fasten. For skilt fra Ham kan vi slet intet gøre.

God forårsrengøring!

Læs om askeonsdag på kristendom.dk

Nu er det tid til forårsrengøring af sjælen! Hvordan bruger du fastetiden?http://bit.ly/1T6OvTh

Opslået af Pastor Pedersen på 10. februar 2016