Der har været stærke reaktioner på, at enkelte skoler har afskaffet Blå Mandag. Politikere fra begge fløje både støtter og forkaster afskaffelsen. Det er et samfund i opbrud og forandringen, der diskuterer med sig selv.
For vi lever i en tid, hvor alting skal forandre sig. Teknologien, befolkningssammensætningen, kirken, Europa – ja hele verden. Hvad skal det ikke ende med? Det spørgsmål stiller mange sig selv. Det er ikke nemt at se, for vi lever i en verden, der er meget kompleks.
Når ikke vi kan overskue krigen i Mellemøsten, verdensfreden eller klimaforandringerne, kan vi i stedet tage fat på de nære og enkle ting. Som fx et juletræ i en beboerforening eller nu afskaffelsen af Blå Mandag. Det er for galt! Nu må det stoppe! Men egentlig er det ikke Blå Mandag, folk reagerer på. Det er den almindelige mand og kvinde der råber: Vi kan ikke klare flere forandringer! Vi er bange for fremtiden! Hør på os!
Vi lever i et samfund, hvor forandring er blevet en ideologi. Mennesker skal skal være forandringsparate. Men det er vi ikke. Ingen kan holde til konstante forandringer hele tiden. Vi har brug for ro, fordybelse og rødder. Hertil hører traditioner, som kan binde os sammen på tværs af generationer, landsdele og køn.

Ingen kommentarer