Hvem har ikke oplevet en kedelig prædiken? At præstens ord er fløjet ind af det ene øre og ud af det andet igen. Eller en prædiken der ikke sagde en noget?
Vi kender det nok alle sammen.
Der skal være noget, vi kan identificere os med, hvis vi skal blive fanget. Vi skal have en fornemmelse af, at prædikenen handler om os. Det er vigtigt, at vi kan spejle os i det der bliver sagt.
Identifikation er et af de nyhedskriterier, som aviserne arbejder ud fra. Og det er ikke tilfældigt. Hvis vi kan identificere os med noget, tager vi det ind under huden. Så hører vi efter eller læser videre, hvis det er en artikel i avisen, der er tale om.
Så hvor er det dog godt, at vi i dagens tekst har en person, som vi kan identificere os med! Og det kan selv præstens prædikens ikke ødelægge!
For hvem af os kan ikke identificere os med den samaritanske kvinde? Hvem af os kender ikke til at være i en umulig situation, hvor vi har brug for hjælp. En situation, hvor vi råber ”Herre, hjælp mig!”. Det kan være hvis vi selv er syge eller er et sted i vores liv, hvor vi ikke længere kan se vejen frem. Når vi er i mørket eller sidder fast i sumpen og ikke kan flytte os. Så råber vi på hjælp. ”Herre hjælp mig!”
Det kan også være, vi er i præcis den samme situation, som den samaritanske kvinde er i: En af dem vi holder af er syge. ”Hjælp” råber vi så.
Det næste der sker i historien, kender vi måske også. Vores nødråb bliver ikke hørt. Vi råber, men der er ingen der svarer. Ikke et ord.
Hvad gør vi så? Mister vi troen eller fortsætter vi med at råbe? Ja det ved man nok ikke før man står i situationen. Da jeg for nogle år siden besøgte holocaustmuseet i Washington i USA, var der to beretninger der slog mig. Den ene var en beskrivelse af nogle jøder der sagde schema – den jødiske trosbekendelse – på vej ind i gaskammeret. De havde troen intakt. Den anden beretning var et udsagn fra en mand, der sagde, at nu havde han set så megen ondskab at nu, kunne han ikke længere tro.
Hvordan vi selv vil reagere i sådan en ekstrem situation, er nok svært at sige. Men vi kan jo gøre os nogle tanker.
Hvis vi ser på kvinden i dagens tekst, ja så har vi jo et forbillede for os. For hun bevarer troen på trods af det svar, hun ikke får i første omgang. Hun bliver ved, også selv om disciplene helst vil have hende sendt væk. Hun er kanaanæer – altså hedning – og det jo til de fortabte af Israels hus Jesus er sendt. Det lader kvinden sig ikke anfægte af. Hun er overbevist om, at Jesus både kan og vil hjælpe hende. Det tror hun på, derfor bliver hun ved.
Den samtale der dernæst udspiller sig kan måske virke lidt mærkelig. Man tager ikke børnenes brød og giver til de små hunde. Hun er altså som en hund. Og det afviser hun ikke! Kvinden tager fat billedet og siger, at selv de små hunde æder de smuler, som falder fra deres herres bord. Eller sagt på en anden måde: Jeg ved godt at jeg ikke er værdig, men du er min Herre, og derfor spiser jeg glædeligt selv den mindste krumme, der kommer fra dig. Se det er da tiltro der vil noget, og den tiltro imponerer Jesus. ”Kvinde, din tro er stor”. Tro ikke forstået som en bestemt dogmatisk viden. Tro ikke bestemt som gerninger. Nej tro bestemt som tillid, tillid til at Jesus, Guds Søn, vil os det godt, og at alt godt kommer fra ham. Også selv om han måske i første omgang ikke svarer os et ord.
Med sit eksempel bliver kvinden et forbillede for os. Ikke et af de forbilleder eller idoler vi kender fra medierne men et troens forbillede. Medierne har jo ellers lært os at forbillederne er unge teenagere der kan synge. Dem der har x-faktor. Bibelen har her et lidt mere modnet forbillede for os. En moden kvinde, der kæmper for sit barn. En kvinde der har trosfaktor. Og Jesus stemmer hende ikke hjem.
Det er da en herlig historie, og langt hen ad vejen kan vi identificere os med kvinden. Samtidig bliver vi også imponerede over hende. Har vi samme tiltro? Det spørgsmål stiller man sig selv i dag.
For vi lever jo i en verden, hvor vi godt ved, at det er ikke sikkert at vores syge altid bliver helbredt. Det er ikke altid det ender godt, sådan som det sker i teksten.
Hvordan skal vi så tænke om det? Ja, ud fra dagens tekst må vi fastholde, at vi skal blive ved med at henvende os til Gud i vor nød. Blive ved med at råbe til ham, og vente det bedste fra ham. Det er jo unægtelig lidt svært, hvis det hele bare går galt for os. Men det er både fordringen og det glade budskab til os i dag. Gud vil os det godt, og det skal vi aldrig tvivle på. Trods verdens ondskab.
Set i et lidt større perspektiv er det jo netop fordi Gud vil os det godt, at han sendte sin Søn til jorden. Til os. Gud giver ikke op og vil ikke skilles fra os. Selv i smerten, døden og sorgen er han tilstede. Hvordan ved vi det? Jo det ved vi fra den skæbne, der blev hans egen Søns. Jesus led og døde som et menneske. For at dele vores menneskelige vilkår med os. Gud identificerede sig med os. Derved kender Gud selv til smerten. Men det blev ikke ved det. Ud af gravens mørke stod Jesus op igen påskemorgen. Et lys blev tændt i mørket og dødens skygge.
Hvad betyder disse fromme ord konkret for os? Jo de betyder, at selv i den yderste nød, ja selv i døden, er vi ikke ladt alene. Ikke sådan at smerten nødvendigvis er sendt af Gud, men sådan et Gud er tilstede i smerten og det, der gør ondt. Uanset hvad. Gud åbenbarer sig for os i sin modsætning. Livet åbenbarer sig i døden. Det er historien om Jesus. Og den er næsten ikke til at forstå. Hvordan kan dette lade sig gøre? Hvordan kan døden blive til liv, hvordan kan det, der er håbløst blive til håb?
Måske skal vi ikke forstå det. Måske er det et mysterium, som vi kan opleve, når vi står i situationen. Det er noget vi skal tro på, sådan som den kanaanæiske kvinden viser os.
Gud har identificeret sig med os og vil os det godt.
Den tillid og tiltro til Gud skal vi have. Uanset hvad livet byder os og uanset hvor dårlig præsten prædiken er.
Prædiken til 2. søndag i fasten 2017
Ingen kommentarer