En synder i tandlægestolen

Jeg må bekende mine synder: Indtil for nylig havde jeg ikke været til tandlæge i flere år. Ikke fordi jeg lider af tandlægeskræk. Slet ikke. Der var snarere tale om en dårlig vane. Jeg var kommet fra det, og så gik tiden.

Den var gal. Det havde jeg på fornemmelsen. Der var en tand, som havde mistet fyldningen. Jeg skulle afsted. Ved det godt. Men tiden fik. År ud og år ind. Tandstene var inde i mit hoved så store, at man kunne bygge huse af dem.

Så en dag for nylig fik jeg endelig fik taget mig sammen. Jeg var flov. Brødebetynget. Hvad ville tandlægen ikke sige? Ville jeg få skældud? Hvor slemt var det?

Det blev en god oplevelse. Tandlægen var meget sød og forstående. Slet ikke fordømmende. Trods min synd. Der var lidt tandsten, tandkødet var ikke rådnet væk, og fyldningen fik jeg ikke skældud for ikke at være kommet med noget før. Det lettede.

Efterfølgende fik det mig til at tænke på, hvordan vi modtager folk i kirken. Er vi søde og forstående, selvom folk ikke er kommet her i mange år? Tager vi ordentligt imod? Virker vi fordømmende? Forhåbentligt ikke.

Når folk ikke kommer i kirken hver søndag, så er det nok ikke fordi, de ikke gider kirken. Der er i mange tilfælde nok snarere tale om vane. Man kom fra det, og så gik tiden. År ud og år ind. Forestillinger om hvordan der nok er i kirken kan opstå. Også urigtige forestillinger. Desuden ved man jo ikke, hvornår man skal rejse sig op under gudstjenesterne. De andre vil nok bare kigge på en. Grine. Man bliver væk.

Men vi er faktisk meget flinke i kirken. Og slet ikke fordømmende. Vi spørger ikke, hvornår du var her sidst. Du kan bare komme. Være. Nyde det. Vi vil tage imod dig med åbne arme, også hvis du kommer inden du skal udfylde dit sidste hul.

Christian Roar Pedersen

Previous Post Next Post

You Might Also Like

No Comments

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.