Det er forår og nu er det tid til forårsrengøring af sjælen. Den kristne faste er en perfekt anledning.
Fasten er en tid til besindelse. Den starter askeonsdag og slutter til påske.
Hvis vi skal forstå, hvad der er på spil i fasten, kan vi sammenligne den med forårsrengøringen. Når foråret så små begynder at komme, kan vi se tingene i et nyt lys. Det lys der hele tiden bliver stærkere og stærkere efterhånden som dagene bliver længere.
Den skarpe forårssol afslører med ubarmhjertig klarhed, hvor beskidt og støvet der er i vores stuer. Først ser vi det måske på vinduerne. De trænger virkelig til at blive pudset. Fedtfingre, sod og vejsnavs ses nu tydeligt. Det samme gør støvet under sofaen. Det er tid til forårsrengøring! Alt det skidt som vi i løbet af vinteren ikke kunne få øje på (eller ikke ville se), det skal nu væk.
Forårsrengøring i påskens lys
På samme måde med fasten. Sindets skidt skal frem i lyset, så vi kan få det væk. Gamle vaner er vendt tilbage, nye synder er kommet til i løbet af året, men nu skal vi se det hele i øjnene.
Det kan vi kun, hvis vi ser vores liv i et nyt lys. Hvis vi bliver i vinterens mørke, er det svært at få muget ud. Det nye lys vi skal se det hele i er påskens lys. Den påske vi i løbet af fasten bevæger os hen mod og hver dag kommer tættere og tættere på.
I påsken er der fællesskab. Kristus spiser med os. I påsken er der svigt. Vi svigter Kristus. I påsken er der lidelse og død. Der er også langfredage i vores liv. Men i påsken er der også opstandelsens glædelige lys. Uden det lys var der ingen kristen påskefejring. Derfor skal vi bruge fastetiden til at se vores liv i opstandelsens lys. Det vil skabe klarhed over, hvad vi skal rydde ud af sindets afkroge, og hvad vi skal bygge vores liv på.
Mange ynder hjælpe at faste fra bestemte fødevarer. Så bliver man opmærksom på, hvad man er afhængig af, og hvad livet i virkeligheden afhænger af. Nogle vælger at faste fra TV eller andre indgroede vaner. Hvem sagde smartphone?
Vigtigt er det, at vi holder fokus på Gud og på vore medmennesker. Fasten skal ikke blive endnu et projekt i vores livs selvrealisering. Kristendommen peger udad. Ud mod Gud og ud mod vore medmennesker. Måske fasten skal bruges på at gøre en ekstra god gerning? Måske er der nogen i vores omgangskreds, der trænger til at få besøg?
Under alle omstændigheder kan vi trøste os ved, at Gud går med os i vandringen gennem fasten. For skilt fra Ham kan vi slet intet gøre.
God forårsrengøring!
Læs om askeonsdag på kristendom.dk
Nu er det tid til forårsrengøring af sjælen! Hvordan bruger du fastetiden?http://bit.ly/1T6OvTh
Opslået af Pastor Pedersen på 10. februar 2016
Ingen kommentarer