De fleste kan nok blive enige om, at det er det indre, der tæller. Alligevel kan vi ikke helt frigøre os fra det ydre. Vi bedømmer hinanden på social status, på udseende og på hvilket job, vi har. Hurtigt fælder vi dom. Ikke mindst over os selv.
Når vi kigger i spejlet, er det nemt at få øje på alle fejlene. Der er lidt for meget på sidebene. Og maven! Næsen er lidt stor, og det samme er ørerne. Det sociale spejl er ikke mindre skånselsløst. Jeg kunne være nået længere på jobbet. Hvorfor er jeg ikke afdelingsleder. Det er de fleste af mine klassekammerater fra folkeskolen. Hvorfor kører jeg i sådan en lille bil. Hvorfor bor jeg ikke et større sted med det rigtige køkken. Måske har jeg slet ikke et job.
Ja hvem skal dog kunne elske sådan en skiderik som mig. Jeg opfører mig heller ikke altid som alle de andre.
Selvhad. Lavt selvværd. Vi kommer nok aldrig væk fra at være den lille dreng eller pige i skolegården, som alle de andre griner ad. Er jeg nu også god nok? Er der virkelig nogen, der vil kunne elske mig?
Der er ikke så mange, der elsker os for dem, vi er. Os selv inklusive. Men vores forældre gør forhåbentlig. Og hvis vi er så heldige at finde en kæreste eller ægtefælle, gør han eller hun givetvis også. Det kan være en overvældende oplevelse: Tænk sig, at jeg er elskværdig! At en har valgt mig blandt alle de andre. Selv om jeg ikke er perfekt. Ja tænk sig, at nogen kan elske mig med morgenhår, topmave og humørsvingninger. Tænk sig at finde en, der ikke smider en på porten, når de første rynker kommer.
Men elsker hun mig nu også? Det er der jo ingen, der kan. Måske er jeg blevet forladt. Svigtet af venner og kære. Så var det alligevel rigtigt. Jeg er ikke elskværdig. Eller hvad? Findes ikke en eneste i verden som elsker mig?
Så går jeg ind i en kirke og hører om den kristne Gud. Ham der blev menneske og døde for mig. Og han kender mig oven i købet bedre end både min mor og min kone. Han ved ved hvilken synder, jeg er. Og alligevel går han i døden for mig. Det er da kærlighed!
Ingen kommentarer