Med kirken på lokum

Forleden var jeg til gudstjeneste i Geneve. Det var på Det økumeniske Center, der rummer en række internationale, kirkelige organisationer som fx Kirkernes Verdensråd. Jeg var forberedt på en international vinkel, på afrikansk sang osv., som jeg har oplevet der før. Men jeg var ikke forberedt på det, der mødte mig til denne morgenandagt: WC-ruller stillet op foran alteret!

Det viste sig at være i anledning af Verdens Toiletdag. Vi var nogle stykker, der ikke kunne lade være med at fnise lidt for os selv. Inkl. de biskopper der var med på turen til Geneve. Det var dog lidt fjollet og lidt søgt med disse ruller. Og måske lidt for profant at tage toiletruller med i kirke.

Men efterhånden som andagten skred frem, gik det op for mig, at der faktisk var en alvorlig virkelighed bag. Mangel på toiletter og ordentlige, sanitære forhold koster ufattelig mange menneskeliv rundt om i verden. 680 millioner indere er nødt til at besørge i det fri. Og mange steder udsættes kvinderne for overfald og voldtægt, når de om aftenen er nødt til at forlade hjemmet og gå hen på et offentligt wc.

Det er langt fra min virkelighed, men det er virkelighed for mennesker rundt om i verden. Så selv om det virker fjollet, giver det god mening at bede for ordentlige, sanitære forhold for verdens fattige.

Kirken skal nemlig altid tale ind i menneskers liv. Det var derfor, Jesus brugte lignelser med eksempler fra hverdagen, når han skulle forklare kristendommen. Det er derfor, Kirkens Korshær tager sig af hjemløse i Danmark. Det er derfor, KFUM’s sociale arbejde åbner Reden for prostituerede i Aalborg.

Kristendommen er tæt på dit liv. Det du lever i hverdagen. Den har noget at sige der. Også når du går på lokum.

 

Previous Post Next Post

You Might Also Like

No Comments

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.