Skærtorsdag vasker Jesus disciplenes fødder og indstifter nadveren med brød og vin. Læs en refleksion over teksten her
Prædik evangeliet. Om nødvendigt brug ord. Sådan sagde Frans af Assisi.
Ord, ord, ord. Det er vi gode til i vores lutherske kirke. Præsten prædiker. Men hvad med handling?
En handling kan ellers være stærkere end ord.
Kropssprog er næsten lige så vigtigt som det talte ord. Det fortæller kommunikationsteorien os.
Ja, det kan være svært at have fod på det hele. Det havde disciplene også svært ved. Ord, ord, ord. Men forstod de dem?
En handling måtte der til: Jesus vasker deres fødder. Det er jo ellers en slaves job, men nu gør Guds Søn det.
Vi blev også vasket. Måske i morges, men det nytter ikke noget. Vi bliver jo beskidte igen.
Vi blev også vasket i dåben. Med vand og Helligånd blev vi født på ny. Det er en vask man ikke behøver gøre om igen. Selv det værste skidt kan ikke dække dåbens renhed.
Ord, ord, ord. Præsten prædiker igen. Det er nemt at sige det rigtige. Det er nemt at mene det rigtige. Men er der handling bag ordene?
I dag mindes vi et bad for 2000 år siden. En gerning der satte handling bag ordene.
Handling bag ordene satte Jesus også, da han valgte at dele sit sidste måltid med de disciple, som vender ham ryggen. Judas forråder ham i nat med et kys, og Peter vil ikke kendes ved ham i morgen. ”Jeg kender ikke det menneske,” siger han. Alligevel er de indbudt til måltid med Herren.
Vi er også indbudt til måltid med Herren. Trods vores mangler og fejl. Til trods for at vi vender ryggen til vore medmennesker og Gud. Vi er velkomne ved Herrens bord. Der finder vi tilgivelse, så vi kan gå frimodige herfra og prøve igen.
Vi spiser Herren. Vi drikker hans blod. Vi bliver indspiste. Vi bliver Kristi legeme. Vi skal være Guds krop i verden. Det er os, der skal give krop til Helligånden og lade Guds kærlighed flyde iblandt os.
Vi skal vise verden Guds kærlighed med vores handlinger. Men det er svært. Vi vil hellere bruge ord. Det er lettere. Prædike som præsten. Ord, ord, ord.
Men så indser vi, at det ikke er os, der skal have fod på det hele. Vi er eller vant til en stor levefod, så det kunne ellers være nærliggende at tro. Men det er ikke op til os. Måske fordi vi går i for små sko. Hvis det var op til disciplene og os, ser det skidt ud.
Det er Gud, der har fod på det hele. Ikke os. Heldigvis. Det er Jesus, der indstifter kærlighedens fællesskab. Ikke os. Det er Jesus der ofrer sig selv for os. Det er Gud der handler. Det er Gud der tilgiver. Det er Gud der skaber liv på ny. Selv der hvor der er helt dødt.
Ord, ord, ord. I begyndelsen var ordet. Guds Ord vender ikke virkningsløst tilbage. Gud sætter handling bag ordene.
Selv om vi svigter, forbliver han tro. Derfor kan vi rejse os efter måltidet og gå ud på vore fødder og prædike evangeliet – og om nødvendigt bruge ord.
Amen.
Ingen kommentarer