Har du en muslimsk ven? Det spørgsmål fik jeg for nylig. Nu har jeg skrevet et blogindlæg om det på Tv2/Nord.
Udlændinge har brug for at blive mødt som troende mennesker. Det erfarede jeg, da jeg for nylig var på besøg på et voksenuddannelsescenter.
Jeg var inviteret som gæstelærer til at tale med 50 tosprogende studerende om tro og kristendom. Det var en meget berigende og opløftende oplevelse.
Jeg ankom til undervisningen iført præstekjole. Noget der nok ville vække undren, hvis der var tale om etniske danskere. Men ikke i denne sammenhæng. Når man kommer fra Syrien, Irak eller Etiopien, spiller religion en helt central rolle i både samfund og privatliv.
Vi danskere er religionsforskrækkede. Det er ok, du er religiøs, bare du holder det for dig selv. Vi vil hellere snakke vejret eller sex frem for religion. Den holdning har udlændige svært ved at forstå.
Derfor var det en lettelse for de studerende på VUC at få lov til at tale om religion og tro. Det var en befrielse for dem at møde en præst, der åbent stod ved kristendommen og også personligt fortalte om, hvad troen betyder i hans liv. For tro er jo dybt personlig. Den går tæt på. Den har med minder fra barndom og ungdom at gøre. Den er del af en livsvej.
Derfor kan vi heller ikke tale abstrakt om religion. Islam og muslimer fylder meget i den offentlige debat, men det forbliver en teoretisk diskussion om, hvorvidt islam som religion er forenelig med dansk kultur. Den debat kan selvfølgelig være relevant at tage, men vi overser, at religion også er fester, vi er samlet om til højtiderne. Religion er velkomst og afsked med familie og venner, den er det, der bærer os oppe i svære tider. Derfor kan man ikke tale abstrakt om kristendom eller islam uden samtidig at tale om Christians eller Fatimas liv.
Læs hele blogindlægget på tv2nord.dk…
Ingen kommentarer