Browsing Tag

TV2/Nord

Hurtig bil. Foto: Chris LaCroix/freeimages.com

Stop med at dele jeres fartbøder på nettet

Gennem nogle år har jeg observeret, at mange deler deres fartbøder på sociale medier. Et foto fra fartfælden med folk selv i bilen er ofte ledsaget af en dumsmart bemærkning som “Det var lidt dyrt hos fotografen i dag.” Der kommer også kommentarer som “De fotovogne er de rene pengemaskiner for staten.”

Hvad er der galt med os? Hvorfor er vi nærmest stolte over at køre for stærkt? Al forskning viser, at fart dræber. Hvor sjovt er det egentligt, at vi tager loven i egen hånd og mener, at vi er berettiget til at køre stærkere, end vi må? Er det også ok at køre for stærkt foran en skole?

Jeg har endnu ikke set nogen dele billeder af deres dom for spritkørsel. Fart ser vi åbenbart anderledes på. Måske fordi vi ofte kører for stærkt, og der jo ikke sker noget.

Det er og bliver et skråplan, vi er inde på. For det første kan vi ikke bedømme, om det er forsvarligt at køre så stærkt, som vi gør. For det andet dur det ikke, hvis vi tager loven i egen hånd. Med lov skal land bygges. Der er nogle fælles regler, der definerer, hvordan vi omgås hinanden i samfundet. Hvis alle opfandt deres egne regler, ville alt være kaos.

Læs hele blogindlægget på tv2nord.dk

pårørende til begravelse

Persondata: pårørende i klemme til allehelgen

Landet over inviterer den lokale kirke de pårørende, der mistet i løbet af året, til en mindegudstjeneste til allehelgen den første søndag i november. Mange steder læses navnene på de døde op, og der tændes lys. Det er en smukt og rørende begivenhed med fyldte kirkebænke.

Men i år er det ikke alle pårørende, der inviteres.

For efter den nye persondataforordning er trådt i kraft, må folkekirken ikke længere kontakte de pårørende, der ikke er medlem af folkekirken.

Lad mig illustrere problemstillingen med et eksempel. En kvinde dør. Hun er medlem af folkekirken. Det samme er hendes mand. Af praktiske årsager står deres søn for papirarbejdet og kommer til at stå som anmelder til dødsfaldet. Sønnen har meldt sig ud af folkekirken.

Det betyder, at denne familie vil ikke få en invitation til at mindes deres mor og kone.

I mit pastorat har vi syv familier, som vi ikke kan invitere til allehelgensgudstjeneste. De vil undre sig over, at de ikke bliver inviteret, når alle andre får et brev.

Jeg er forarget over nogle regler, der er lavet og administreret langt væk fra den virkelighed, almindelige mennesker lever i.

Læs hele blogindlægget på TV2/Nord…

Læs mere om sorg og savn her…

Hospital. Foto: freeimages.org

Kære Ulla Astman: Husk at mennesker kommer før penge!

Vi skal helbrede psykisk syge, ellers koster de samfundet for mange penge. Det er udgangspunktet i en kronik, som regionsrådsformand Ulla Astman (S) skriver i Politiken sammen med sine fire formændskolleger fra de andre regioner.

De fem politikere er glade for en ny økonomiaftale, der øremærker 200 millioner kroner til psykiatrien. Det er selvfølgelig al ære værd, at der kommer flere ressourcer til et hårdt klemt område. Men udgangspunktet er meget betænkeligt: Det er penge før mennesker.

Vi skal investere i danskernes mentale helbred, lyder det i kronikken. Investere…. Læg mærke til ordet. En investering skal give et afkast. Er det virkelig derfor, vi skal behandle de syge i dagens Danmark? Hvad er der blevet af, at vi helbreder de syge, fordi de lider. Fordi det er synd for dem. Fordi vi som samfund har et ansvar for de svage. Fordi de er mennesker. Alt sammen noget, der ikke nødvendigvis kan betale sig.

Et citat fra kronikken viser tydeligt det økonomiske menneskesyn hos politikerne:

“I Danske Regioner mener vi, at alle over 16 år, der har behov, skal have adgang til gratis psykologisk hjælp. Det er ikke alene for at give Camilla 5 gode leveår mere. Det er også, fordi de direkte og indirekte omkostninger til mentale sundhedsproblemer tegner sig for 55 milliarder kroner om året, og nye tal viser, at personer med lettere psykiske lidelser faktisk kan bevare deres tilknytning til arbejdsmarkedet, hvis de får den rette hjælp i tide. Tilknytningen til arbejdsmarkedet giver værdi i pengekassen.”

Der er ikke noget at sige til, at den økonomiske sprogbrug sniger sig ind hos vore politikere. De sidder med budgetter, der skal overholdes. Det må bare ikke blive økonomien, der er udgangspunktet. Det må altid være mennesket. Her fejler vores folkevalgte.

De senere år har vi set yderst betænkelig behandling af ældre legitimeret med økonomisk nødvendighed. Et bad hver 14. dag må være nok. Vi kan ikke bruge pengene to gange, argumenteres der.

Når en ny revolutionerende behandling af en sygdom omtales i pressen, nævnes det næsten altid, hvor mange penge samfundet kan spare ved den.

Læs hele blogindlægget på TV2/Nord…

Postkort. Foto: Freeimages.org

Jeg savner de gammeldags postkort!

Ferie. Min kone og jeg sidder på toppen af et bjerg i alperne. Solen skinner, stemningen er god, og udsigten er fremragende. Jeg tager fluks min mobil og snupper et foto, som jeg sender hjem til familien. Få sekunder senere er det fremme.

Sådan foregår det i dag.

Ikke noget med at gå hen i en kiosk og købe et postkort, hvor man på bagsiden skriver en kort besked, inden man prøver at finde ud af, hvilket frimærke der skal på, og dernæst afsøger feriebyen for en postkasse. Når man kom hjem, kunne man så forsigtigt spørge: Fik I postkortet? Ind imellem nåede man selv hjem inden, kortet kom frem.

Tiden er løbet fra de gammeldags postkort. Det er egentligt ærgerligt. For jeg savner dem. Nej, det er ikke mig selv og familien, der er på forsiden. Men det er der måske en pointe i. Det er det, vi er nede at se, som vi sender hjem. Der er en langsomhed og eftertanke i processen.

I dag er vi hele tiden online. På. Også i ferien. Men det burde vi ikke være. Vi burde være offline og sidde og skrive et postkort med kuglepen ved et rundt bord ved poolen med en iskold drink ved siden af, som faretruende sender kondensvand langs bordet i retning af vores feriehilsen. En hilsen, som posten derhjemme senere kan læse med på.

Læs hele bloginlægget på TV2/Nord…

Kirketeltet på Nibe Festival

Jeg tager 3000 kondomer med på Nibe Festival!

Jeg har 3000 kondomer med, når jeg i år drager på Nibe Festival. Inden du får krydderen galt i halsen, kan jeg berolige med, at det ikke er til mig selv. De skal deles ud i folkekirkens telt på festivalen.

Trykt på hvert kondom er teksten “Pas på dig selv og pas på hinanden”. Vi har et budskab, vi vil ud med. De unge skal tænke sig om og passe på hinanden.

Opfordrer kirken ikke hermed til utugtig opførsel? Jeg kan godt forstå argumentet, men virkeligheden er en anden. Det er naivt at tro, at der slet ikke sker noget seksuelt på en festival, hvor musikken spiller, øllene er kolde og vejret godt.

Vi kunne fra kirkens side godt sætte os over i et hjørne og surmule og sige, at de unge skal lade være. De unge vil nok være ligeglade.

Læs hele bloginlægget på TV2/Nord…

voldtægt er aldrig offerets skyld

Voldtægt er aldrig offerets skyld

En kvinde bliver voldtaget. Hun melder det til politiet. Man skulle tro, hun bliver mødt med forståelse og omsorg fra offentligheden. Man skulle tro, at voldtægtsmanden bliver mødt med fordømmelse.

Sådan er det desværre ikke. Uforståeligt som det er. Det er rystende at læse, hvor hurtige folk er til at pålægge voldtægtsofre skyld og skam.

Seneste eksempel er årets karneval i Aalborg, hvor en kvinde anmelder en voldtægt på et hotel. På TV2 Nord’s Facebookside flyder kommentarfeltet hurtigt over med nederdrægtige bemærkninger om, at kvinden selv er skyld i voldtægten. Ingen kender omstændighederne.

Et par eksempler fra kommentarsporet:

“Et hotel med en fremmed. Hvad troede hun? At de skulle spille ludo!!!”

“Lad mig gætte, hun har en kæreste, der ikke ville acceptere undskyldningen ‘undskyld jeg var fuld’? Så hun brugte lige den nemme, øhh jeg er blevet voldtaget.”

“Oh herregud, det er hun sgu da selv skyld i.”

Det er ærlig talt hårrejsende læsning! Og den er ikke enestående. Stort set hver gang, der er omtale af en voldtægt, kan kommentarer af denne karakter læses. Der tegner sig et mønster.

Voldtægt og den offentlige gabestok

Ved andre forbrydelser mistænkeliggør vi ikke på den måde. Hvis en person får stjålet sin mobiltelefon, tvivler vi ikke på, at det er sandt. Men med voldtægt er det anderledes. Oven i det traume det er at blive voldtaget, skal offeret trækkes igennem sølet af pøblen og udskammes i den offentlige gabestok. Danmark, det er en ommer!

Igen og igen fremføres de samme argumenter i debatten: Hun havde en kort kjole på, hun var fuld, hun lagde selv op til det, og hun kunne bare have passet bedre på sig selv. Med andre ord: Det er hendes egen skyld. Hvorfor tror vi som udgangspunkt ikke på voldtægtsofre? Der ligger et kvindesyn bag sådan en tankegang. Det syn bliver vi nødt til at ændre, for det er da den omvendte verden, at offeret pålægges skylden for en forbrydelse.

Voldtægt er aldrig din skyld

Lad os slå fast en gang for alle: Voldtægt er ALDRIG offerets skyld. Sex kræver samtykke. Hvis ikke der er samtykke, er det voldtægt. Uanset omstændighederne. Punktum. Statistisk set er der ikke flere falske anmeldelser, når det gælder voldtægt end andre forbrydelser. Fantasien om, at kvinder opfinder det hele, fordi de fortryder eller vil have opmærksomhed, har ikke hold i virkeligheden.

Læs hele indlægget på TV2/Nord…

konfirmander

Kære konfirmander: I er elsket på forhånd

Det er en glæde hvert år: At sende de håbefulde konfirmander ud i verden.

Konfirmanderne har forberedt sig siden august. Vi har været på konfirmandlejr sammen. Drengene holdt mig vågen, til klokken var over fem om natten. Men de havde jo også lige været på natløb.

I undervisningen har vi talt om, hvordan det er at miste et elsket menneske. Flere har oplevet det på nært hold. Vi har diskuteret etik. Mødet en prostitueret, der alt for tidligt kom ind på en forkert vej med stoffer, har gjort indtryk på de unge. Det er vigtigt at vælge sine venner med omhu.

“Skal vi sige trosbekendelsen selv til konfirmationen?”, spørger konfirmanderne nu. Nej, bare rolig: Vi siger den sammen. Vi er fælles om det her.

I gamle dage forlod man skolen efter syvende klasse og kom ud at tjene. Vi skal ikke længere tilbage end til bedsteforældrene, for at de kan huske det. Dengang gav det god mening, når man sagde, at man trådte ind i de voksnes rækker.

Det gør det sådan set stadig. Det tager måske bare lidt længere tid at træde ind i rækkerne. Men verden har også forandret sig meget. Den er blevet mere kompleks. Alligevel er den stadig den samme. Menneskelivet bærer noget universelt i sig. Vi fødes, vi elsker, vi dør.

Med eller uden smartphone.

Det er det liv, vi har søgt at ruste konfirmanderne til. Der er så mange valg. Hvilken uddannelse skal jeg vælge? Hvem skal jeg være kærester med? Hvor skal jeg bo?

Det ville være rart, hvis der var en manual, som man kunne slå det hele op i. Det er der ikke, og kristendommen er netop ikke en lovreligion, hvor alle aspekter af livet er reguleret af regler. Vi er voksne mennesker, der er sat fri i kærlighed til at omfavne verden med al dens kompleksitet. Sat fri –  fordi vi er elsket ubetinget. ‘

Vi er ikke noget værd, fordi vi gør os fortjent til det. Vi er elsket på forhånd.

Læs hele blogindlægget om konfirmanderne på tv2.nord…

Har du en muslimsk ven?

Har du en muslimsk ven?

Har du en muslimsk ven? Det spørgsmål fik jeg for nylig. Nu har jeg skrevet et blogindlæg om det på Tv2/Nord.

Udlændinge har brug for at blive mødt som troende mennesker. Det erfarede jeg, da jeg for nylig var på besøg på et voksenuddannelsescenter.

Jeg var inviteret som gæstelærer til at tale med 50 tosprogende studerende om tro og kristendom. Det var en meget berigende og opløftende oplevelse.

Jeg ankom til undervisningen iført præstekjole. Noget der nok ville vække undren, hvis der var tale om etniske danskere. Men ikke i denne sammenhæng. Når man kommer fra Syrien, Irak eller Etiopien, spiller religion en helt central rolle i både samfund og privatliv.

Vi danskere er religionsforskrækkede. Det er ok, du er religiøs, bare du holder det for dig selv. Vi vil hellere snakke vejret eller sex frem for religion. Den holdning har udlændige svært ved at forstå.

Derfor var det en lettelse for de studerende på VUC at få lov til at tale om religion og tro. Det var en befrielse for dem at møde en præst, der åbent stod ved kristendommen og også personligt fortalte om, hvad troen betyder i hans liv. For tro er jo dybt personlig. Den går tæt på. Den har med minder fra barndom og ungdom at gøre. Den er del af en livsvej.

Derfor kan vi heller ikke tale abstrakt om religion. Islam og muslimer fylder meget i den offentlige debat, men det forbliver en teoretisk diskussion om, hvorvidt islam som religion er forenelig med dansk kultur. Den debat kan selvfølgelig være relevant at tage, men vi overser, at religion også er fester, vi er samlet om til højtiderne. Religion er velkomst og afsked med familie og venner, den er det, der bærer os oppe i svære tider. Derfor kan man ikke tale abstrakt om kristendom eller islam uden samtidig at tale om Christians eller Fatimas liv.

Læs hele blogindlægget på tv2nord.dk…

 

Bryster

Hvor store skal din kærestes bryster være?

Alle i Aalborg kender dem: De perfekte bryster. Pludselig kommer de rundt om hjørnet, når man går på Boulevarden eller cykler på Vesterbro. De er kæmpestore. Gigantiske. Man kan ikke undgå at se dem. Bang så er de der. Ind imellem vover de sig også helt over til Nørresundby, hvor de kommer svingende rundt om hjørnet og bliver klasket op i hovedet på en. De er helt nøgne.

Brysterne er på busserne. De gør reklame for en plastikkirurgisk klinik. De blottede bryster har skabt en del debat. For hvad er det for idealer, unge og alle vi andre får, når vi ser den perfekte symmetri og vægtfordeling, som ikke findes i den virkelige verden.

Nedenunder er det pornoens verden, der spøger. Den verden hvor kvindernes baller, bryster og læber skal have bestemte mål. Og vi mænd skal være veludstyrede, veltrænende og ligne en tyr.

Pornoidealerne er præget af det, der kan måles og vejes. Det gælder kroppenes mål og vores formåen. Tal er godt. Og høje tal er bedst.

Læs hele blogindlægget på TV2/Nord…

Blogger på TV2/Nordf

Blogger på TV2/Nord om nytårsforsæt og gamle mennesker

Jeg er blevet blogger på TV2/Nord. En opgave som jeg har set frem til. For det giver muligheden for at rejse nogle interessante debatter. Og så er det spændende at debatten er regional. Det er bare noget andet at diskutere udkanten set fra Nordjylland end fra København.

Det er allerede blevet til to indlæg på bloggen. I det første tager jeg fat i Hendes Majestæt Dronnings nytårstale og skriver om nytårsforsæt, der ikke kun skal handle om en selv.

Læs indlægget her: I det nye år vil jeg følge en gammel dame over vejen

Det næste indlæg handler om den visdom, vi kan hente hos gamle mennesker. Jeg har fundet fem ting frem.

Læs indlægget her: Fem ting du kan lære af gamle mennesker

I vil opdage, at jeg i begge indlæg lægger mig ud med konkurrencesamfundet. Det kolde sted hvor der kun er tabere og vindere.

Kom gerne med forslag til emner, som jeg skal tage op på bloggen på TV2/Nord.

Se hele TV2/Nords blogunivers her…