En kvinde bliver voldtaget. Hun melder det til politiet. Man skulle tro, hun bliver mødt med forståelse og omsorg fra offentligheden. Man skulle tro, at voldtægtsmanden bliver mødt med fordømmelse.
Sådan er det desværre ikke. Uforståeligt som det er. Det er rystende at læse, hvor hurtige folk er til at pålægge voldtægtsofre skyld og skam.
Seneste eksempel er årets karneval i Aalborg, hvor en kvinde anmelder en voldtægt på et hotel. På TV2 Nord’s Facebookside flyder kommentarfeltet hurtigt over med nederdrægtige bemærkninger om, at kvinden selv er skyld i voldtægten. Ingen kender omstændighederne.
Et par eksempler fra kommentarsporet:
“Et hotel med en fremmed. Hvad troede hun? At de skulle spille ludo!!!”
“Lad mig gætte, hun har en kæreste, der ikke ville acceptere undskyldningen ‘undskyld jeg var fuld’? Så hun brugte lige den nemme, øhh jeg er blevet voldtaget.”
“Oh herregud, det er hun sgu da selv skyld i.”
Det er ærlig talt hårrejsende læsning! Og den er ikke enestående. Stort set hver gang, der er omtale af en voldtægt, kan kommentarer af denne karakter læses. Der tegner sig et mønster.
Voldtægt og den offentlige gabestok
Ved andre forbrydelser mistænkeliggør vi ikke på den måde. Hvis en person får stjålet sin mobiltelefon, tvivler vi ikke på, at det er sandt. Men med voldtægt er det anderledes. Oven i det traume det er at blive voldtaget, skal offeret trækkes igennem sølet af pøblen og udskammes i den offentlige gabestok. Danmark, det er en ommer!
Igen og igen fremføres de samme argumenter i debatten: Hun havde en kort kjole på, hun var fuld, hun lagde selv op til det, og hun kunne bare have passet bedre på sig selv. Med andre ord: Det er hendes egen skyld. Hvorfor tror vi som udgangspunkt ikke på voldtægtsofre? Der ligger et kvindesyn bag sådan en tankegang. Det syn bliver vi nødt til at ændre, for det er da den omvendte verden, at offeret pålægges skylden for en forbrydelse.
Voldtægt er aldrig din skyld
Lad os slå fast en gang for alle: Voldtægt er ALDRIG offerets skyld. Sex kræver samtykke. Hvis ikke der er samtykke, er det voldtægt. Uanset omstændighederne. Punktum. Statistisk set er der ikke flere falske anmeldelser, når det gælder voldtægt end andre forbrydelser. Fantasien om, at kvinder opfinder det hele, fordi de fortryder eller vil have opmærksomhed, har ikke hold i virkeligheden.
Ingen kommentarer