Du kan streame årets julegudstjeneste fra Hals Kirke. Vi har haft besøg af TV2/Nord, der har produceret en festlig gudstjeneste, hvor Klarup Pigekor medvirker. Vores trofaste organist Tina Godiksen sidder ved orgelet og kirkesanger Stine Bager Korsbro læser dagens tekster og synger solo.
Se gudstjenesten online fra Hals Kirke her…
Prædiken
Læs uddrag af min prædiken herunder:
Der findes mange fantastiske malerier af stalden i Betlehem julenat. Her (se ovenover) er et italiensk eksempel fra 1600-tallet, som jeg holder meget af. Vi ser Josef og Maria. Og to hyrder, der er kommet for at tilbede barnet. Læg mærke til lyset i maleriet. Hvor kommer lyset kommer fra. Hvad er det, der oplyser mørket og dem alle sammen i stalden? Det er barnet. Lyset kommer fra Jesusbarnet. Han spreder lys i staldens mørke.
Dermed er alt sagt om julens budskab. Et barn er født os som et lys i mørket. Dem der sidder i mørket, skal se et stort lys. Det er Guds julegave til alle os, der holder jul efter et hårdt 2020 præget af afstand og virus.
Barnet i krybben fortæller os, at vi midt i den magtesløshed, vi alle erfarer, ikke er alene. Gud er med os og hos os.
Midt i vintermørket møder Gud os og han peger hen mod et håbets foråret med lys, liv og stor opstandelse.
Der er et kendt Søren Kierkegaard citat, der lyder:
”Troen ser bedst i mørke.”
Det er der meget rigtigt i.
”Troen ser bedst i mørke.”
Der er nogle sammenhænge, vi først kan se klart ved vintertide. Da fornemmer vi, at der er noget, der bærer det hele. Det er en dybere sammenhæng nedenunder alt det overfladiske vi omgiver os med i hverdagen. Der er en Gud, der møder os, når alle veje synes lukkede.
Og lukkede kan vi mennesker nemt blive, når vi er bange og bekymrer os.
….
Kærligheden sætter os fri. Fri til at være. Også til at være noget for andre.
Frygt ikke! Lød englenenes budskab til hyrderne på marken. Frygt ikke, lyder julens budskab til os i år.
Midt i den her ustyrlige tilværelse, hvor vi ikke kan leve op til idealerne om det perfekte, polerede liv, er vi sat fri til at elske og give håbet, glæden og lyset videre.
Det lys og den glæde, vi finder hos barnet i krybben i Betlehem, selv når alt ser mørkt og trist ud.
Det lys der giver os giver livskraft midt i vores svaghed. Det kommer med nye livsmuligheder, med tilgivelse til den skyldige, med håb til den der er modløs. Kærligheden er der, hvor man udleverer sig selv og står afmægtig og sårbar, som et barn, over for dem, man elsker.
Det var det Gud gjorde, da han blev født som en af os. Han gav os sig selv i form at et sårbart lille menneske. Det var hans kærlighedserklæring til os.
Kirkebøn til julegudstjeneste
Læs min kirkebøn til juleaften her:
Kære Gud, Himmelske Fader,
med stille sind går vi ind i stalden og skuer miraklet i krybben: At du er blevet menneske. Trods vores synd, mangler og fejl elsker du os og har lovet at du vil være med os alle dage. Større gave findes ikke.
Lad os sammen med dig gå ud i verden i tjeneste for vores næste, og som sendebude, der forkynder din fred. Send os til dem, der er syge, sorgfulde og dem, der snart skal dø.
Vær med din hjælpende hånd hos dem, der er afhængige af stoffer og alkohol, og stå os alle bi i fristelsens time.
Vær med alle, der har været udsat for seksuelle overgreb, de mange voldtægtsofre, og med dem, der lever med vold i hjemmet.
Vær med vores soldater og med dem, vi har udsendt i humanitær tjeneste, og som må fejre jul fjernt fra deres kære.
Forny din kirke og os i den. Og send din velsignelse til alle kristne, der fejrer jul under forfølgelse rundt om i verden.
Tak fordi vi som nation indtil nu er sluppet nådigt igennem coronakrisen. Vær med os i dagene og ugerne, der kommer. Hold din beskærmende hånd over vores sundhedspersonale, regering, folketing og kongehus.
Lys i mørket for dem, der savner en kær rundt om juletræet og send dine engle til os med din himmelske fred, og lad juleglæden tage bolig i vores sind.
Amen.
Ingen kommentarer