Det er så sandt, at ingen så
vor Herre ud af graven gå.
For det, der aldrig kunne ske,
det skulle intet øje se.
Sådan lyder en påskesalme af K.L. Aastrup fra 1961. Meget præcis beskriver den, hvad det egentlig er, som vi fejrer i påsken. Ingen så, at Jesus opstod fra de døde. Ingen så selve øjeblikket, hvor det skete. Det er og bliver et trosspørgsmål.
Skærtorsdag havde Jesus og disciplene spist sammen, og Jesus havde indstiftet nadveren. Men lige efter det går det galt. Jesus bliver forrådt af Judas, og en for en svigter disciplene ham. Det måltidsfællesskab, de lige har fejret krakelerer. Langfredag pines og hånes Jesus, og til sidst dør han på korset. En grusom død.
Disciplene er nok forvirrede over, at den mand de troede skulle frelse dem og landet, nu er død. Og de er nok også flove over deres svigt. Over at de ikke stod distancen, men at de svigtede ham.
Nu er alt håb ude for landet og for dem. For her slutter den menneskelige erfaring og den menneskelige logik. Ved graven. Når man er død, så er man død. Det kan vi også høre folk sige i dag. For ingen er vendt tilbage fra de døde.
Undtagen én hævder vi i kristendommen. Nemlig Jesus. Det er jo derfor, vi fejrer påske. Fordi han brød gravens mørke og opstod igen. Vi fejrer med andre ord det, som ikke kunne ske.
Aastrups salme fortsætter:
Hvordan fra død til liv han kom,
kan ingen her fortælle om.
Hvad kun kan ske, hvis Himlen vil,
har jorden ingen vidner til.
Ja, påskens budskab er et ord
om, hvad der aldrig sker på jord,
og det et ord helt stillet blot
og værgeløst mod verdens spot.
Kun hvis himlen, hvis Gud vil det, kan de døde bryde graven. Og med Jesu opstandelse viste Gud, at han vil vores opstandelse. Jesus er den første af de opstandne. Vi skal dø sådan som vi alle ved vi skal, hvis vi tør tænke tanken. Vi skal lægges i en mørk grav. Det er slut. Men: Det der ikke kunne ske, det skal også ske for os, når Gud vækker os af dødens søvn igen. Trods vore svigt skal vi opstå. Jesus opstod også trods disciplenes svigt. Alligevel ville han fællesskabet med dem og os.
Det kan godt være folk spotter os, hvis vi tror dette. For det kan jo ikke ske. Men det sker. Og som kirke tror vi på det. Ja i en sådan grad at vi én gang om ugen fejrer opstandelsesdagen. Det gør vi, når vi fejrer gudstjeneste om søndagen.
Med Aastrups ord:
Men det, som intet øje så,
vil kirken holde søndag på
og vidne frit, som Ånden bød,
om ham, der døden gennembrød,
og bringe alle små det bud,
at nu er han for dem hos Gud,
og som han delte med dem her,
de vist skal arve med ham der.
Glædelig påske!
Ingen kommentarer