Tænk hvis livet var en ferie

Sommerferien er over os, og vi drager af sted for at nyde livet. Og nyde det skal vi. Vi nyder at slappe af, hvis vi har en travl hverdag, vi nyder at have tid med børnene, vi nyder at have tid til kæresten.

Hvis vi tænker tilbage på, hvad vi lavede sidste år, så kan de fleste nok huske den ferie, de var på. Men de færreste kan huske, hvad de lavede alle hverdagene. Alle de mange dage, hvor vi gik på arbejde og kom hjem igen og gik på arbejde i en køre. Men ferien den står klart i erindringen. For der levede vi livet. Intenst. Uden filter. Det være sig med hed erotik ved stranden eller museumsbesøg. Levede livet det gjorde vi.

Måske oplever vi det så intenst, fordi ferien er en begrænset periode. Vi har to eller tre uger. Og ikke mere. Det ved vi godt, og de skal nydes i fulde drag. Tiden gør noget ved os. Det er nu, hvis vi skal nå op på det bjerg, eller hvis vi skal se den shoppinggade. Fredag skal vi hjem igen.

Indrømmet: Det kan også være stressende at skulle nå en masse på sin ferie, men intenst er det i hvert fald, og oplevelserne har vi længe efter. Oplevelser der kan fungere som brændstof i hverdagens trummerum, som vi vender hjem til.

Men tænk sig hvis vi kunne leve hele livet lige så intenst som en ferie. Tanken er spændende, for hvem vil ikke gerne leve livet med samme heftighed som en ferie. Nyde det på samme måde.

Lad mig stille et modspørgsmål: Hvad forhindrer os i at nyde livet i hverdagen lige så meget som en ferie? Svaret kan jeg ikke give jer her, for det er individuelt, hvad svaret er. Men når I finder svaret, har I nøglen til at rydde op i jeres liv. Til at fjerne det filter, som har lagt sig mellem jer og livet.

En præmis vil jeg dog ridse op her: Tiden. For ligesom en ferie kun er en begrænset periode, ligesådan er livet kun en begrænset periode. Det fællestræk har ferien og livet altså. Men ofte glemmer vi det i hverdagen. At tiden rinder ud. I vores travlhed luller vi os ind i den mistanke, at livet varer ved. At der er nok dage at tage af. Inderst inde ved vi godt, at det ikke passer, men vi lever «som om« og lægger planer og udskyder. Det nås nok. Men gør det nu også det? Ja, det er jo et godt spørgsmål, som vi mennesker ikke kender svaret på, for vi ved ikke selv, hvornår vi skal herfra. Men herfra skal vi. Om ikke på fredag så dog en eller anden dag. Måske vi skulle bruge ferieoplevelserne i år til at minde os om, at livet også er en ferie. Måske vi skulle bruge ferien på at finde ud af, hvad der forhindrer os i at leve livet til hverdag?

Måske er de øjeblikke, hvor vi intenst virkelig lever livet en forsmag på livet i evigheden? Jesus taler om, at gudsriget er midt i blandt os. Det starter her. I de øjeblikke hvor livet bryder igennem og leves til fulde sammen med vores kære. Guds nåde er ny hver dag – og hver ferie.

Previous Post Next Post

You Might Also Like

No Comments

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.