Browsing Tag

nytår

nytårsforsæt 2019. Foto: Freeimages.com

Nytårsforsæt: I det nye år vil jeg være en synder

Nytår er lig med nytårsforsætter. I januar lover vi, at vi vil tabe os, dyrke mere motion og være bedre ved både dyr og mennesker. Vi har lige overstået december, hvor vi har spist os en pukkel til, været til julefrokoster og utroskaben har haft frit spil. Men i år skal det være anderledes. Vi har brug for at trække en streg i sandet. 2019 bringer nyt. En ny start, en bedre udgave af os selv og nye billeder på sociale medier. Vi skal være perfekte, succesrige og have styr på livet.

Hvordan gik det i 2018?

Men hvordan var det lige det gik i 2018? Det er nok de færreste, der har levet op til de nytårsforsætter vi startede året med. Det er godt at have idealer at stræbe efter, men hvert år må vi også erkende, at vi ikke formår at efterleve dem. Måske har vi brug for en mere realistisk tilgang til livet? På sociale medier skal vi alle være en eller anden udgave af perfekte 12-tals-piger. Der er ikke plads til sårbarhed og fejl. Det stresser os. Især fordi virkeligheden ikke ser sådan ud. I den virkelige verden er vi alle uperfekte med deller, tosset familie og en skæv karrierevej.

Er perfekt lig med succes?

Det er som om, vi kun kan blive succesfulde, hvis vi er fejlfri. Sådan er den europæiske iværksætterkultur, men i USA er det anderledes. På den anden side af Atlanterhavet er det helt legitimt at gå konkurs med en nystartet virksomhed. For kun på den måde lærer man, og til sidst lykkedes det. Der er en grund til, at alle de store tech-virksomheder – som Apple, Microsoft og Google – er fra USA og ikke har deres oprindelse i Europa.

Vi er syndere – ellers lyver vi

Hvem er vi som menneske? Små perfekte guder eller skabninger der begår fejl? I Første Johannesbrev står der: “Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os.”

Som kristne har vi en identitet som syndere. I en perfekt facebook-verden kan det lyde lidt gammeldags, men faktisk er det er en meget mere realistisk tilgang til livet end at tro, at vi er små guder. Vi må erkende, at vi har synden og det onde i os. Det er derfor, vi har behov for at forny vores nytårsforsætter hvert år. Det er fordi, vi er syndere, vi har brug for tilgivelse og Guds nåde.

Så ved I hvad: I 2019 vil jeg være en synder. Det går alligevel ikke så godt, når jeg bilder mig selv ind, at jeg er perfekt.

Glædelig nytår!


Godt nytår 2018

Godt nytår: Tak for 2017!

Endnu et år er gået, og eftertanken melder sig. Tiden der går. Status. Håb, forventninger og bekymringer for fremtiden.

2017 har budt på mange givende samtaler. Det er i vores møde med andre, at vi bliver til dem, vi er. Som præst møder jeg mennesker i deres dybeste sorg og i deres gladeste øjeblikke. Det er et privilegium at få lov til. Det er også et privilegium at gå et stykke vej sammen med andre gennem de sjælesørgeriske samtaler. At drage omsorg for et andet menneskes og følge dem på et stykke af deres livsrejse er meget stort. Det er virkelig et meget givende arbejde at være præst, og jeg er dybt taknemmelig for alt, hvad jeg har fået givet.

Jeg tager alle jer jeg har mødt med mig videre i 2018 og ser frem til flere gode samtaler.

Online faste

Forud for påske lancerede jeg en række videoer for at sætte fokus på den kristne faste. Formålet var at gøre opmærksom på, at kristendom også er noget, vi gør. Videoerne blev godt modtaget både på sociale medier og i pressen. Jeg tænker der skal være fokus på fasten også i 2018.

Sprogbrug og voldtægt

Jeg deltager jævnligt i den offentlige debat. Den debat jeg er mest stolt af i 2017, er afstedkommet af et læserbrev, som jeg skrev til Jyllands-Posten om, hvordan medierne mistænkeliggør voldtægtsofre. En voldtægt har kun “angiveligt” fundet sted, mens et røveri af fx en mobiltelefon ikke mødes med samme forbehold. Læserbrevet bar frugt: Mennesker og Medier på DR tog emnet op, hvor TV2/Nord lovede ikke at bruge “angiveligt” om voldtægter mere. Kristeligt Dagblad interviewede mig, og jeg deltog i et mandepanel i Go’morgen Danmark på TV2. Det er rart at kunne bidrage til en debat, som jeg synes er så vigtigt, vi alle tager.

Jeg har ikke deltaget så aktivt omkring #MeToo, men lur mig om ikke der kommer et debatindlæg i starten af 2018 om Metoo, samtykke og den måde vi som mænd og kvinder omgås hinanden på.

Igennem en årrække har jeg skrevet til Kristeligt Dagblads portal kristendom.dk. Her blev et indlæg om Blå Mandag det sjette mest læste debatindlæg i 2017. Skolerne vil afskaffe Blå Mandag, men der er en pointe i, at det ikke er alt i vores samfund, der skal kunne betale sig.

Pilgrimsvandring og aftenmeditation

Hvor skal vi hen du? I maj måned gik turen fra Hals til Hou langs vandet en flot solskinsdag, da jeg sammen med min kone Helle og den garvede pilgrim Hans Peter Olsen arrangerede pilgrimvandring mellem mine to kirker. Man taler sammen på en anden måde, når man går. Og der er tid til at finde ind til, hvad der rører sig i ens liv.

Tid til eftertanke og bøn er der også, når jeg holder aftenmeditation i Hals Kirke. Der er en trofast og voksende skare, der kommer for at være stille sammen en stund i vores flotte kirke. Disse stille stunder betyder meget for mig. Ind i mellem er det hektisk lige op til, jeg har travlt og er ikke rigtig i humør til aftenmeditationen. Men der sker noget, når først man er der. Roen indfinder sig selv om tanker kører løs i starten. Og hvad har vi egentlig også så travlt med?

Nibe Festival

For niende gang havde jeg fornøjelsen at være med til at arrangere folkekirkens telt på Nibe Festival. Det er en fornøjelse at skabe rammerne og ikke mindst at medvirke som præst. Jeg havde to nattevagter fra kl 24-06. Det er virkelig sjovt og givende at være præst på en festival i dette tidsrum. Det blev til flere gode samtaler. For når man har fået en øl indenbords og er langt hjemmefra kan melankolien og problemerne godt komme op til overfladen.

Sjælesorg på Nettet

Første februar startede folkekirken et nyt online tilbud med sjælesorg på hjemmesiden sjælesorg.nu. Jeg er så priviligeret at sidde med i projektgruppen omkring Sjælesorg på Nettet. Det har været spændende at se, hvor positivt initiativet er blevet modtaget. 3.700 samtaler er gennemført i år, og medieomtalen har været overvældende. Lige fra syv minutter i Aftenshowet på DR til lanceringen til løbende omtale af projektet. Der har også været kampagne for de 18-25 årige for at gøre opmærksom på tilbuddet. Det resulterede i en video med bandet L.I.G.A., der genindspillede det gamle sebastiannummer “Du er ikke alene”. Youtuberen Louise har lavet en video om sjælesorg på hendes kanal LouTuben.

Bjerge sommer og vinter

Året har budt på flere rejser. I marts var jeg sammen med min kone Helle på skiferie i Norge, og i sommers indtog vi bjergene uden sne i Schweiz og Østrig.

Studietur til Libanon

I november var jeg med til at arrangere en studietur til Libanon. Formålet var at møde de kristne i Mellemøsten og høre om deres forhold. Det var meget rørende at møde præster fra det krigshærgede Syrien, der var kørt ind kun for at mødes med os. De arbejder ikke under lette forhold, men der er håb og vækst midt i ruinerne. I Libanon har man over en million flygtninge. Det sætter sit præg på et land med fire millioner indbyggere. Kirkerne gør et stort arbejde for de mange gæster. Specielt gjorde besøget på en kristen skole for flygtninge indtryk. Her gik både muslimer og kristne. Bl.a. Hassan der kunne fortælle os om den nat, da hans forældre blev ført væk fra deres hjem. Han har ikke set dem siden og lever nu sammen med en onkel i Libanon.

2018

Kun Gud ved, hvad det nye år bringer. Vi kommer med vores forhåbninger og bekymringer ind i det nye år. Og vi planlægger at gøre nye ting. Der er tale om en ny begyndelse.

Jeg ser frem til flere samtaler i 2018 og mødet med nye mennesker. I er altid velkomne, og jeg har kaffe på kanden.

I 2018 skal jeg blogge på TV2/Nord. Jeg glæder mig til at kunne bidrage til debatten, og dele refleksioner, erfaringer og skæve vinkler til en større læserskare.

Næste år byder også på generalforsamling i Konferencen af Europæiske Kirker. Jeg har sparet jer for alle mine økumeniske møder i 2017, men dette kommer I til at høre mere om næste år.

Jeg har ikke nået alt det, som jeg ville i 2017. Bl.a. har jeg ikke fået sendt nok nyhedsbreve ud. Men frekvensen med to indlæg per måned på denne blog, vil jeg søge at holde i 2018 også.

I 2018 ser jeg også frem til at holde foredrag både om hvordan man tilgiver det utilgivelige og om skyld og skam.

Nytårsbøn

Lad os starte det nye år med en bøn. Jeg har skrevet en nytårsbøn med udgangspunkt i fællesskabet og det faktum at vi bliver til i relationer, også i forholdet til Gud.

Læs bønnen her…

I ønskes alle et glædeligt og velsignet nytår!

Nytårsbøn 2018

Nytårsbøn for 2018

Kristeligt Dagblad har spurgt om jeg vil skrive en nytårsbøn for 2018. Det ville jeg gerne. Først spurgte jeg på facebook, hvad følgere af Pastor Pedersen ville bede for i det kommende år. Der var en del emner, som gik igen. Bl.a. fællesskab som jeg har taget udgangspunkt i.

Nytårsbøn

Kære Gud,

Lær os i det nye år at sige ”vi”. Alt for ofte søger vi vort eget og har travlt med alle vores mange projekter. Vi søger at tjene flere penge til rejser, smartphones og stadig større biler, men vi glemmer at tjene vor næste.

Herre, åbn i det nye år vore øjne for de mennesker, der er omkring os. Hvad enten det er flygtninge, dem der er blevet voldtaget eller ensomme gamle koner.

Vi kan ikke være far, mor, søn, datter eller onkel alene. Det er i mødet med andre, at vi bliver til dem, vi er, og det er i mødet med dig Gud, at vi bliver dine kære børn.

Den kærligheds rigdom, du har vist os på korset, lærer os, at vi skal give livet hen for andre for at få det igen. Lad os grunde over dette mysterium i det nye år, og skulle det ske, at det bliver vort sidste år, håber vi, at vort virke har været til gavn for andre, for vi kan ikke være kristne alene.

Amen.

Ud over mig blev også en ortodoks og en katolsk præst spurgt om at skrive bønner.

Læs alle tre bønner på religion.dk

https://soundcloud.com/chrpeder/nytarsforsaetter-og-et-barn-der-blev-vaek

Nytårsforsæt: Hvordan går det med dit?

Prædiken: Hvordan går det med jeres nytårsforsæt? Ja ok vi er ikke mange dag inde i januar, men alligevel kunne det være interessant at høre, hvor mange af jer der holder slankekuren, dyrker motion, og taler pænt til alle. Måske har der allerede sneget sig et lille frafald ind?

Nytårsforsætter er interessante, fordi de siger noget om os mennesker. Personligt har jeg ikke lagt mig fast på mit nytårsforsæt endnu. Måske er jeg bange for endnu engang ikke at kunne leve op til det. Hvem ved.

Men jeg har søgt at hente inspiration på nettet, og i en facebook-gruppe for løbere faldt jeg over dette nytårsforsæt fra en af de hårde løbere:

”Gøre mennesker glade
Løbe mindst to 100 km løb
Fem-seks andre ultraløb
100 miles på Mors
3 ironman-triatlon
Storbymaraton i mindst fire forskellige lande
Gennemføre Vasaløbet”

Helt så ambitiøst bliver mit nytårsforsæt ikke! Jeg ved ikke om jeres kan måle sig med dette?
Som sagt er nytårsforsætter interessante, fordi de siger noget om os mennesker. Vi er ukuelige, målrettede og ambitiøse. Og vi bruger nytåret til at love os selv, at vi vil forbedre. At vi vil blive en bedre version af os selv.

Hvis vi levede op til alle de nytårsforsætter, vi har lavet gennem årene, så ville vi være virkelig sunde, venlige og gode mennesker!

Sandheden er dog, som jeg indledte med, at vi ofte falder fra ret hurtigt. Vi vil gerne, men vi magter det ikke. Hverdagen tager hurtigt over igen. Næste år vil vi stadig gerne være en bedre version af os selv, så vi lover det samme endnu engang.

At være en bedre version af sig selv. Egentlig et godt mål. Det antyder, at der er noget godt at bygge videre på. Men Paulus’ ord om, at det gode jeg vil, det gør jeg ikke, og det onde jeg ikke vil, det gør jeg, rummer også en sandhed.

Vi formår ikke at være gode hele vejen igennem. Hverken i det små eller det store. Se bare på verdens krig, ødelæggelse og flygtningestrømme.

Vi formår det ikke, men vi prøver. Og skal prøve. For et eller andet sted er vi, hvad vi gør.
Ind i mellem kan vi have et billede af, at vi lige pt. ikke er dem, som vi inderst inde er. Jeg kører altid pænt, det var bare lige i dag jeg kørte for hurtigt og fik en bøde. Jeg er lystfisker, der er en livsstil, men det er 20 år siden jeg har været ude at fiske. Jeg er ikke en forbryder, selv om jeg har siddet fem år i fængsel.

Vort selvbillede harmonerer ikke altid med virkeligheden, men hvis vi tænker over det, så er vi, hvad vi gør. Dermed også sagt, at onde gerninger kan præge os. Hvis vi omgås hårdkogte forbrydere, og handler som dem, så bliver vi som dem. Heldigvis kan gode gerninger også præge os positivt. Det er jo derfor at kriminelle og misbrugere skal væk fra deres miljø og finde en ny omgangskreds, hvis de skal på ret kurs. Det er af samme grund, at forældre fortæller deres børn, at de skal få de rette venner.

Vi præges af det vi gør, og dem vi omgås. Men uanset hvor mange gode mennesker vi omgås, og hvor mange gode gerninger vi gør, så bliver vi ved med at fejle.

Det var den lære Martin Luther gjorde, da han blev munk og gik i kloster. Uanset hvor meget han skriftede og gjorde bod, var der stadig noget, som han ikke nævnt og tilgivelse for. Der var altid flere synder tilbage.

Luthers erfaring er også den vi gør os, hver gang vi ikke kan leve op til vores nytårsforsæt.
Det gode gamle begreb om menneskets syndige natur, giver god mening. Der er noget som forhindrer os. Ligesom der er noget godt i os – gudsbilledligheden – er der også noget syndigt i os. Noget der gør oprør mod det gode og leder os ad stier, vi egentlig ikke ønsker.

At indse at man er en skiderik, kan være en livslang proces. Uanset hvad jeg gør, kan jeg ikke slippe af med min syndige natur.

Det kan godt være, at jeg kan finde en, der er en større skiderik end jeg selv. Hitler fx eller bandemedlemmer eller selskabstømmere. Men det rører ikke ved det egentlige: At jeg er en skiderik. Eller som vi siger i kirken: En synder.

Men sådan en vil jeg ikke være. Mit selvbilleder siger måske noget andet. Jeg er inderst inde et godt menneske. Det er jo også derfor, jeg hver år til nytår lover at gøre det bedre. Inderst inde ved vi dog godt, at også vi kan blive fangevogteren fra Auschwitz. Vi har det onde i os.

Her står vi så. Med fødderne inde i det nye år. Med forhåbninger og drømme om, at det skal blive bedre. Med en vished om, at vi ikke formår det alligevel. Gud hjælpe os!

Hvad gør vi så? Giver vi op, resignerer vi? Som sagt har jeg selv ikke formuleret et nytårsforsæt endnu. Måske af disse grunde.

Men så er det, at vi kommer her i kirken i dag og hører historien om et barn, der er blevet væk. Det barn som for få dage siden lå i krybben julenat, er nu 12 år. Maria og Josef er desperate. Hvor er han? Dette forunderlige barn. Et øjeblik er det måske som om, at meningen med det hele bliver væk. Den underfulde fødsel i stalden, flugten til Egypten og hele hans opvækst. Og nu er han borte. Dagene går. Hjælp!

Ikke kun Josef og Maria kan have det sådan: At meningen med det hele bliver væk. At juleglæden forsvinder. Sådan kan vi alle have det. Enten på grund af travlhed og hverdagens gøremål eller på grund af ulykke.

Dagens tekst er heldigvis også en fortælling om et barn, der bliver fundet igen. Efter tre dage! Og hvor finder de Jesus? I templet hvor han sidder og lytter og stiller spørgsmål til lærerne. Og hvad lærer de ud fra? Det står ikke teksten, men vi må formode, at det er Loven og Profeterne. Altså den jødiske Bibel. Skriften.

Efter tre dage finder de ham i templet fordybet i udlægningen af skriften. Efter tre dage. Læg mærke til den implicitte reference til Jesu opstandelse på tredjedagen. Også da er han væk – død, men disciplene møder ham igen. Denne gang på vejen til Emmaus, hvor de først genkender ham, da han bryder brødet efter at have udlagt skrifterne for dem.

I templet og i skriften. I kirken og i Bibelen. Der skal vi også finde ham, når meningen med det hele er blevet væk. Når vi er ved at gå til i desperation over, at det ikke bliver bedre. Når vores syndige natur endnu engang har spændt ben for os.

Hvilken Jesus møder vi i kirken og i Bibelen?

Vi møder en Jesus, der bryder de sociale normer, og omgås toldere, syndere og ludere. Han bliver ikke præget af deres gerninger, men de bliver præget af hans gode gerninger. Han viser dem en ny vej.

Vi møder en Jesus, der bliver svigtet af sine disciple. Dem som han har udvalgt. Sådan nogle skiderikker. Men alligevel går han i døden for dem.

Vi møder en Jesus, der opstår af dødens mørke og spreder lys selv der, hvor alt er mørkt.

Vi møder en Jesus, der er Messias, den salvede, Kristus. Ham som skal frelse hele verden. For selv formår vi det ikke.

Den Jesus møder vi her ved starten af det nye år. Et år hvor vi prøver, men hvor vi også ved, at vi vil svigte Gud og mennesker.

Amen.

Prædiken holdt i Hals Kirke den 8. januar 2017

Ingen fremtid uden tilgivelse. Foto: Freeimages.com

Nytårsprædiken: Ingen fremtid uden tilgivelse

Ingen fremtid uden tilgivelse, det er et nytårsbudskab, der er brug for at høre rundt om i verden og ikke mindst i vores eget liv. Nytårsprædikenen er inspireret af Desmond Tutu’s bog med samme titel.

Nytårsforsæt: Medarbejder på mine medmenneskers glæde

Mit nytårsforsæt for 2016 er det samme som sidste år: Jeg vil være medarbejder på mine medmenneskers glæde. Inspirationen stammer fra en sætning i Paulus’ 2. brev til Korintherne: “Vi er ikke herrer over jeres tro, men medarbejdere på jeres glæde.”

For mig er det noget af det største at kunne glæde andre og ikke mindst fremme deres glæde. I det forløbne år er det dog ikke altid gået særlig godt. Alt for ofte har jeg ikke været medarbejder på andres glæde, men i stedet brudt deres humør og livsverden ned med selvretfærdige kommentarer og bryske bemærkninger. Det har venner, familie og kolleger mærket. Ofte tænker jeg, om jeg selv kunne holde ud at være gift med mig selv. Eller være kollega til mig selv. Helt nemt kan det ikke være hele tiden.

Jeg finder trøst i en sætning fra en kirkebøn af den tidligere biskop i Århus Kjeld Holm. Han beder: “Tak for vores familie. At de holder af os og at de holder os ud.” Stor må taknemmeligheden være over, at andre mennesker holder os ud. Trods vore fejl og mangler.

Hvad gør man, når det hele går ad helvede til? Når man svigter i stedet for at være tro. En mulighed kunne være at give op. Sige til sig selv: Det bliver ikke bedre. Du kan ikke gøre det anderledes. Du er en lort. En anden mulighed er, at man kan prøve igen. Igen og igen. Når man falder, så kan man rejse sig op igen.

Hvis ikke man har efterlevet sit nytårsforsæt, så kommer der heldigvis et nyt år den 1. januar. Så kan man slå en streg i sandet. Bede sine omgivelser og Gud om tilgivelse. Og bede om styrke til at gøre det bare lidt bedre i det nye år. Nåden er heldigvis nyt hvert år. Og ny hver dag som Gud skænker os.

Derfor er mit nytårsforsæt igen i år: Jeg vil være medarbejder på mine medmenneskers glæde.

 

De fremmede kan lære os stolthed over vores tro

2014 vil blive husket som året, hvor de kristne forsvandt fra Nineve-sletten i Irak.

Igennem næsten 2000 år har kristne levet på dette sted. De kristne rummer en tradition og historie, som er unik. De taler aramæisk, som er det sprog, Jesus selv talte. Nu er det slut. De kommer ikke tilbage.

Det var beskeden fra Kirkernes Verdensråd, da jeg i november besøgte organisationen i Geneve på en studierejse sammen med Folkekirkens mellemkirkelige Råd og biskopperne. En besked, som blev bekræftet ved en lokal nordjysk gudstjeneste få dage senere, hvor lokale irakere deltog.

Læs hele indlægget på kristendom.dk