Mit nytårsforsæt for 2016 er det samme som sidste år: Jeg vil være medarbejder på mine medmenneskers glæde. Inspirationen stammer fra en sætning i Paulus’ 2. brev til Korintherne: “Vi er ikke herrer over jeres tro, men medarbejdere på jeres glæde.”
For mig er det noget af det største at kunne glæde andre og ikke mindst fremme deres glæde. I det forløbne år er det dog ikke altid gået særlig godt. Alt for ofte har jeg ikke været medarbejder på andres glæde, men i stedet brudt deres humør og livsverden ned med selvretfærdige kommentarer og bryske bemærkninger. Det har venner, familie og kolleger mærket. Ofte tænker jeg, om jeg selv kunne holde ud at være gift med mig selv. Eller være kollega til mig selv. Helt nemt kan det ikke være hele tiden.
Jeg finder trøst i en sætning fra en kirkebøn af den tidligere biskop i Århus Kjeld Holm. Han beder: “Tak for vores familie. At de holder af os og at de holder os ud.” Stor må taknemmeligheden være over, at andre mennesker holder os ud. Trods vore fejl og mangler.
Hvad gør man, når det hele går ad helvede til? Når man svigter i stedet for at være tro. En mulighed kunne være at give op. Sige til sig selv: Det bliver ikke bedre. Du kan ikke gøre det anderledes. Du er en lort. En anden mulighed er, at man kan prøve igen. Igen og igen. Når man falder, så kan man rejse sig op igen.
Hvis ikke man har efterlevet sit nytårsforsæt, så kommer der heldigvis et nyt år den 1. januar. Så kan man slå en streg i sandet. Bede sine omgivelser og Gud om tilgivelse. Og bede om styrke til at gøre det bare lidt bedre i det nye år. Nåden er heldigvis nyt hvert år. Og ny hver dag som Gud skænker os.
Derfor er mit nytårsforsæt igen i år: Jeg vil være medarbejder på mine medmenneskers glæde.
Ingen kommentarer