Gennemse kategori

Prædikener

En prædiken om tillid og udholdenhed

Hvem har ikke oplevet en kedelig prædiken? At præstens ord er fløjet ind af det ene øre og ud af det andet igen. Eller en prædiken der ikke sagde en noget?

Vi kender det nok alle sammen.

Der skal være noget, vi kan identificere os med, hvis vi skal blive fanget. Vi skal have en fornemmelse af, at prædikenen handler om os. Det er vigtigt, at vi kan spejle os i det der bliver sagt.

Identifikation er et af de nyhedskriterier, som aviserne arbejder ud fra. Og det er ikke tilfældigt. Hvis vi kan identificere os med noget, tager vi det ind under huden. Så hører vi efter eller læser videre, hvis det er en artikel i avisen, der er tale om.

Så hvor er det dog godt, at vi i dagens tekst har en person, som vi kan identificere os med! Og det kan selv præstens prædikens ikke ødelægge!

For hvem af os kan ikke identificere os med den samaritanske kvinde? Hvem af os kender ikke til at være i en umulig situation, hvor vi har brug for hjælp. En situation, hvor vi råber ”Herre, hjælp mig!”. Det kan være hvis vi selv er syge eller er et sted i vores liv, hvor vi ikke længere kan se vejen frem. Når vi er i mørket eller sidder fast i sumpen og ikke kan flytte os. Så råber vi på hjælp. ”Herre hjælp mig!”

Det kan også være, vi er i præcis den samme situation, som den samaritanske kvinde er i: En af dem vi holder af er syge. ”Hjælp” råber vi så.

Det næste der sker i historien, kender vi måske også. Vores nødråb bliver ikke hørt. Vi råber, men der er ingen der svarer. Ikke et ord.

Hvad gør vi så? Mister vi troen eller fortsætter vi med at råbe? Ja det ved man nok ikke før man står i situationen. Da jeg for nogle år siden besøgte holocaustmuseet i Washington i USA, var der to beretninger der slog mig. Den ene var en beskrivelse af nogle jøder der sagde schema – den jødiske trosbekendelse – på vej ind i gaskammeret. De havde troen intakt. Den anden beretning var et udsagn fra en mand, der sagde, at nu havde han set så megen ondskab at nu, kunne han ikke længere tro.

Hvordan vi selv vil reagere i sådan en ekstrem situation, er nok svært at sige. Men vi kan jo gøre os nogle tanker.

Hvis vi ser på kvinden i dagens tekst, ja så har vi jo et forbillede for os. For hun bevarer troen på trods af det svar, hun ikke får i første omgang. Hun bliver ved, også selv om disciplene helst vil have hende sendt væk. Hun er kanaanæer – altså hedning – og det jo til de fortabte af Israels hus Jesus er sendt. Det lader kvinden sig ikke anfægte af. Hun er overbevist om, at Jesus både kan og vil hjælpe hende. Det tror hun på, derfor bliver hun ved.

Den samtale der dernæst udspiller sig kan måske virke lidt mærkelig. Man tager ikke børnenes brød og giver til de små hunde. Hun er altså som en hund. Og det afviser hun ikke! Kvinden tager fat billedet og siger, at selv de små hunde æder de smuler, som falder fra deres herres bord. Eller sagt på en anden måde: Jeg ved godt at jeg ikke er værdig, men du er min Herre, og derfor spiser jeg glædeligt selv den mindste krumme, der kommer fra dig. Se det er da tiltro der vil noget, og den tiltro imponerer Jesus. ”Kvinde, din tro er stor”. Tro ikke forstået som en bestemt dogmatisk viden. Tro ikke bestemt som gerninger. Nej tro bestemt som tillid, tillid til at Jesus, Guds Søn, vil os det godt, og at alt godt kommer fra ham. Også selv om han måske i første omgang ikke svarer os et ord.

Med sit eksempel bliver kvinden et forbillede for os. Ikke et af de forbilleder eller idoler vi kender fra medierne men et troens forbillede. Medierne har jo ellers lært os at forbillederne er unge teenagere der kan synge. Dem der har x-faktor. Bibelen har her et lidt mere modnet forbillede for os. En moden kvinde, der kæmper for sit barn. En kvinde der har trosfaktor. Og Jesus stemmer hende ikke hjem.

Det er da en herlig historie, og langt hen ad vejen kan vi identificere os med kvinden. Samtidig bliver vi også imponerede over hende. Har vi samme tiltro? Det spørgsmål stiller man sig selv i dag.

For vi lever jo i en verden, hvor vi godt ved, at det er ikke sikkert at vores syge altid bliver helbredt. Det er ikke altid det ender godt, sådan som det sker i teksten.
Hvordan skal vi så tænke om det? Ja, ud fra dagens tekst må vi fastholde, at vi skal blive ved med at henvende os til Gud i vor nød. Blive ved med at råbe til ham, og vente det bedste fra ham. Det er jo unægtelig lidt svært, hvis det hele bare går galt for os. Men det er både fordringen og det glade budskab til os i dag. Gud vil os det godt, og det skal vi aldrig tvivle på. Trods verdens ondskab.

Set i et lidt større perspektiv er det jo netop fordi Gud vil os det godt, at han sendte sin Søn til jorden. Til os. Gud giver ikke op og vil ikke skilles fra os. Selv i smerten, døden og sorgen er han tilstede. Hvordan ved vi det? Jo det ved vi fra den skæbne, der blev hans egen Søns. Jesus led og døde som et menneske. For at dele vores menneskelige vilkår med os. Gud identificerede sig med os. Derved kender Gud selv til smerten. Men det blev ikke ved det. Ud af gravens mørke stod Jesus op igen påskemorgen. Et lys blev tændt i mørket og dødens skygge.
Hvad betyder disse fromme ord konkret for os? Jo de betyder, at selv i den yderste nød, ja selv i døden, er vi ikke ladt alene. Ikke sådan at smerten nødvendigvis er sendt af Gud, men sådan et Gud er tilstede i smerten og det, der gør ondt. Uanset hvad. Gud åbenbarer sig for os i sin modsætning. Livet åbenbarer sig i døden. Det er historien om Jesus. Og den er næsten ikke til at forstå. Hvordan kan dette lade sig gøre? Hvordan kan døden blive til liv, hvordan kan det, der er håbløst blive til håb?

Måske skal vi ikke forstå det. Måske er det et mysterium, som vi kan opleve, når vi står i situationen. Det er noget vi skal tro på, sådan som den kanaanæiske kvinden viser os.
Gud har identificeret sig med os og vil os det godt.

Den tillid og tiltro til Gud skal vi have. Uanset hvad livet byder os og uanset hvor dårlig præsten prædiken er.

Prædiken til 2. søndag i fasten 2017

Nytårsforsæt: Hvordan går det med dit?

Prædiken: Hvordan går det med jeres nytårsforsæt? Ja ok vi er ikke mange dag inde i januar, men alligevel kunne det være interessant at høre, hvor mange af jer der holder slankekuren, dyrker motion, og taler pænt til alle. Måske har der allerede sneget sig et lille frafald ind?

Nytårsforsætter er interessante, fordi de siger noget om os mennesker. Personligt har jeg ikke lagt mig fast på mit nytårsforsæt endnu. Måske er jeg bange for endnu engang ikke at kunne leve op til det. Hvem ved.

Men jeg har søgt at hente inspiration på nettet, og i en facebook-gruppe for løbere faldt jeg over dette nytårsforsæt fra en af de hårde løbere:

”Gøre mennesker glade
Løbe mindst to 100 km løb
Fem-seks andre ultraløb
100 miles på Mors
3 ironman-triatlon
Storbymaraton i mindst fire forskellige lande
Gennemføre Vasaløbet”

Helt så ambitiøst bliver mit nytårsforsæt ikke! Jeg ved ikke om jeres kan måle sig med dette?
Som sagt er nytårsforsætter interessante, fordi de siger noget om os mennesker. Vi er ukuelige, målrettede og ambitiøse. Og vi bruger nytåret til at love os selv, at vi vil forbedre. At vi vil blive en bedre version af os selv.

Hvis vi levede op til alle de nytårsforsætter, vi har lavet gennem årene, så ville vi være virkelig sunde, venlige og gode mennesker!

Sandheden er dog, som jeg indledte med, at vi ofte falder fra ret hurtigt. Vi vil gerne, men vi magter det ikke. Hverdagen tager hurtigt over igen. Næste år vil vi stadig gerne være en bedre version af os selv, så vi lover det samme endnu engang.

At være en bedre version af sig selv. Egentlig et godt mål. Det antyder, at der er noget godt at bygge videre på. Men Paulus’ ord om, at det gode jeg vil, det gør jeg ikke, og det onde jeg ikke vil, det gør jeg, rummer også en sandhed.

Vi formår ikke at være gode hele vejen igennem. Hverken i det små eller det store. Se bare på verdens krig, ødelæggelse og flygtningestrømme.

Vi formår det ikke, men vi prøver. Og skal prøve. For et eller andet sted er vi, hvad vi gør.
Ind i mellem kan vi have et billede af, at vi lige pt. ikke er dem, som vi inderst inde er. Jeg kører altid pænt, det var bare lige i dag jeg kørte for hurtigt og fik en bøde. Jeg er lystfisker, der er en livsstil, men det er 20 år siden jeg har været ude at fiske. Jeg er ikke en forbryder, selv om jeg har siddet fem år i fængsel.

Vort selvbillede harmonerer ikke altid med virkeligheden, men hvis vi tænker over det, så er vi, hvad vi gør. Dermed også sagt, at onde gerninger kan præge os. Hvis vi omgås hårdkogte forbrydere, og handler som dem, så bliver vi som dem. Heldigvis kan gode gerninger også præge os positivt. Det er jo derfor at kriminelle og misbrugere skal væk fra deres miljø og finde en ny omgangskreds, hvis de skal på ret kurs. Det er af samme grund, at forældre fortæller deres børn, at de skal få de rette venner.

Vi præges af det vi gør, og dem vi omgås. Men uanset hvor mange gode mennesker vi omgås, og hvor mange gode gerninger vi gør, så bliver vi ved med at fejle.

Det var den lære Martin Luther gjorde, da han blev munk og gik i kloster. Uanset hvor meget han skriftede og gjorde bod, var der stadig noget, som han ikke nævnt og tilgivelse for. Der var altid flere synder tilbage.

Luthers erfaring er også den vi gør os, hver gang vi ikke kan leve op til vores nytårsforsæt.
Det gode gamle begreb om menneskets syndige natur, giver god mening. Der er noget som forhindrer os. Ligesom der er noget godt i os – gudsbilledligheden – er der også noget syndigt i os. Noget der gør oprør mod det gode og leder os ad stier, vi egentlig ikke ønsker.

At indse at man er en skiderik, kan være en livslang proces. Uanset hvad jeg gør, kan jeg ikke slippe af med min syndige natur.

Det kan godt være, at jeg kan finde en, der er en større skiderik end jeg selv. Hitler fx eller bandemedlemmer eller selskabstømmere. Men det rører ikke ved det egentlige: At jeg er en skiderik. Eller som vi siger i kirken: En synder.

Men sådan en vil jeg ikke være. Mit selvbilleder siger måske noget andet. Jeg er inderst inde et godt menneske. Det er jo også derfor, jeg hver år til nytår lover at gøre det bedre. Inderst inde ved vi dog godt, at også vi kan blive fangevogteren fra Auschwitz. Vi har det onde i os.

Her står vi så. Med fødderne inde i det nye år. Med forhåbninger og drømme om, at det skal blive bedre. Med en vished om, at vi ikke formår det alligevel. Gud hjælpe os!

Hvad gør vi så? Giver vi op, resignerer vi? Som sagt har jeg selv ikke formuleret et nytårsforsæt endnu. Måske af disse grunde.

Men så er det, at vi kommer her i kirken i dag og hører historien om et barn, der er blevet væk. Det barn som for få dage siden lå i krybben julenat, er nu 12 år. Maria og Josef er desperate. Hvor er han? Dette forunderlige barn. Et øjeblik er det måske som om, at meningen med det hele bliver væk. Den underfulde fødsel i stalden, flugten til Egypten og hele hans opvækst. Og nu er han borte. Dagene går. Hjælp!

Ikke kun Josef og Maria kan have det sådan: At meningen med det hele bliver væk. At juleglæden forsvinder. Sådan kan vi alle have det. Enten på grund af travlhed og hverdagens gøremål eller på grund af ulykke.

Dagens tekst er heldigvis også en fortælling om et barn, der bliver fundet igen. Efter tre dage! Og hvor finder de Jesus? I templet hvor han sidder og lytter og stiller spørgsmål til lærerne. Og hvad lærer de ud fra? Det står ikke teksten, men vi må formode, at det er Loven og Profeterne. Altså den jødiske Bibel. Skriften.

Efter tre dage finder de ham i templet fordybet i udlægningen af skriften. Efter tre dage. Læg mærke til den implicitte reference til Jesu opstandelse på tredjedagen. Også da er han væk – død, men disciplene møder ham igen. Denne gang på vejen til Emmaus, hvor de først genkender ham, da han bryder brødet efter at have udlagt skrifterne for dem.

I templet og i skriften. I kirken og i Bibelen. Der skal vi også finde ham, når meningen med det hele er blevet væk. Når vi er ved at gå til i desperation over, at det ikke bliver bedre. Når vores syndige natur endnu engang har spændt ben for os.

Hvilken Jesus møder vi i kirken og i Bibelen?

Vi møder en Jesus, der bryder de sociale normer, og omgås toldere, syndere og ludere. Han bliver ikke præget af deres gerninger, men de bliver præget af hans gode gerninger. Han viser dem en ny vej.

Vi møder en Jesus, der bliver svigtet af sine disciple. Dem som han har udvalgt. Sådan nogle skiderikker. Men alligevel går han i døden for dem.

Vi møder en Jesus, der opstår af dødens mørke og spreder lys selv der, hvor alt er mørkt.

Vi møder en Jesus, der er Messias, den salvede, Kristus. Ham som skal frelse hele verden. For selv formår vi det ikke.

Den Jesus møder vi her ved starten af det nye år. Et år hvor vi prøver, men hvor vi også ved, at vi vil svigte Gud og mennesker.

Amen.

Prædiken holdt i Hals Kirke den 8. januar 2017

Prædiken juledag

Der er en helt særlig fred sådan en juledag. Nu er spændingen udløst. Vi har spist anden, danset om træet og åbnet gaverne.

Det kan godt være maden ikke blev, som den skulle. Det kan også godt være, gaverne var lidt anderledes end vi forventede. Familien den er til gengæld lige så tosset som den plejer.

Men nu er alle bekymringerne ovre. Både dem der gik i opfyldelse, og dem der ikke gjorde. Det blev jul igen i år! Og juleaften den blev, som en nu engang gjorde.

Sådan er det hvert år, og vi kender fortællingen fra de mange julehistorier. Der kan være mange forhindringer inden julen endelig kommer i den ene eller anden form. Men den kommer. Uanset hvad vi gør.

Sådan er det med meget i livet. Vi gør os bekymringer og er urolig for mange ting. Vi prøver at tænke på, hvordan dette og hint måtte være. Vi lægger planer og prøver at tilrettelægge.
Og alligevel sker tingene. Nogle gange går det, som vi har tilrettelagt. Andre gange ikke.

Vi må sande at det vigtigste i livet er det, som kommer til os udefra. Det vi ikke selv har kontrol over: Kærligheden fx

Den varme følelse og oplevelse af at benene bliver slået væk under en.

Men også ulykker kan komme til os udefra. De kan ligeledes slå benene væk under os. Men på en helt anden måde.

Det vigtigste kommer til os udefra.

Vi kan ikke planlægge det hele.

Menneskers kærlighed og menneskers ondskab. Begge dele har vi ikke kontrol over.

Julen handler også om det, som kommer til os udefra: Nemlig Guds nåde og Guds kærlighed.

Når vi kigger rundt i verden er der megen nød, ondskab og ødelæggelse. Det er en kold tid. Der er opbrud. I traditioner, lande og folk. Ja hvad skal det hele ikke ende med.

Sådan kan vi også have det i vores helt private liv. Det kan være svært at se en vej frem.

Men det blev alligevel jul i år. Og det gør det hvert år. Uanset hvordan vi har det. Uanset hvad vi gør eller ikke gør. Uanset vores planer.

For Guds nåde og kærlighed er ikke afhængig af os. Heldigvis. Guds julegave til os får vi, selv om vi ikke har gjort os fortjent til den.

Og hvad er Guds gave så til os?

Det er barnet i krybben. Det er Kristus. Den messias som det jødiske folk havde ventet på igennem generationer. Den messias som skulle befri folket.

Gaven var lidt anderledes end jøderne havde forestillet sig. De havde nok ventet en oprørsleder, som kunne lede folket til sejr. Det fik de ikke. De og vi med dem fik i stedet det lille forsvarsløse barn i krybben. Det barn der med sine forældre måtte flygte til Egypten for at overleve.

Verden fik ikke en ny hærfører i julegave. Vi fik en frelser. Og der er stor forskel på de to. Vores frelser viser os en anden vej end verden. Han viser os en kærlighedens vej, hvor han ofrer sit eget liv for os. Han viser os en magt, der udfolder sig i magtesløshed.

Dermed er der tændt et lys i verden. Et lys for alle os som ind i mellem vandrer i mørket.

I dag er det juledag. En særlig dag. En fredfyldt dag. Og alle børn ved, at det er dagen, hvor man skal lege med de gaver, som man fik i går. Og vi voksne leger også med vores julegaver. Måske er der noget undertøj – af kort eller lang observans – der skal prøves. Måske er der en ny bog, som vi kan kaste os over. Eller en vase, der skal finde sin plads i vinduet.

Guds julegave skal vi også pakke ud i dag. Og de kommende dage af vores liv.

Hvordan gør vi det? Det gør i ved at grunde over, hvilket betydning barnet i krybben har for vores liv. Hvad vil Gud sige til os lige nu. I det mørke eller lys vi sidder i.

Vi må nok erkende, at før fuldendelsen kommer, går alt det onde ikke væk. Vi møder modgang og mørke. Men når vi går i mørket, har vi et lys for vores fod. Sådan at vi kan gå også af de smertefulde, sorgfyldte stier uden at fare vild.

Selv kan vi ikke finde vej ud af mørket. Hverken det menneskelige eller dødens mørke. Men hvis vi tør, kan vi rette hovedet og se mod det lys, som kommer fra Gud. Vi kan rette vore øjne mod Kristus og lade ham gennemlyse vort liv og vor død.

Hvis vi tør. I juleevangeliet siger englen til hyrderne: Frygt ikke!

Det er en anden måde at sige det på. Frygt ikke! For hvis der er lys i mørket og vi kan rette hovedet og se på Kristus. På barnet i krybben. Så er der ingen grund til at frygte.

Frygt ikke. Der er lys. Det er budskabet til os midt i en terrortid. Frygt ikke. Der er lys. Det er budskabt til os midt i vort liv.

Frygt ikke! Frelsen kommer til dig. Udefra. Fra Gud.

Nu blev det som det blev. Vort liv. På grund af og på trods af vore planer. Men det blev jul alligevel. Igen i år.

Den julegave er meget mere værd end en flygtig oprørsleder i historiens malstrøm. Den julegave er frelsen og frelseren.

Og frelsen kommer heldigvis til os udefra. For hvis vi skulle frelse os selv, ville det se skidt ud.

Ja julegaven er måske at indse, at vi er afhængige af, at få frelsen fra Gud.

Amen.

Prædikenen blev holdt i Hou Kirke den 25. december 2016

Allehelgen i Hals Kirke

Allehelgen: Vore døde lyser for os

”Meget hurtigt lod folk som om, alt er som det plejer, men hjemme hos os plejer far ikke at være død…”

Sådan sagde en lille dreng efter at have mistet. I dag er det allehelgen, og vi mindes vore døde.

Den lille drengs ord indrammer meget godt den situation alle, der har mistet et elsket menneske, står i.

Vi oplever at livet er gået i stå, og at intet mere bliver som det var. Vores verden blev med et forandret, da vore kære blev revet bort fra os. Der er blevet sat et punktum, og vi er for altid forbundet til de dage, hvor døden kom.

Samtidig oplever vi også, at livet går videre. Vi skal på arbejde, i skole og til fritidsaktiviteter. De andre oplever ikke sorgen på samme måde som os. Hverdagen melder sig. Men hos os plejer vores kære ikke at være døde.

OL i Rio er allerede langt borte, men måske nogle af jer kan huske den officielle OL-sang, hvor Noa synger:

Når vi forsvinder
en dag
er der kun lysene tilbage

Sådan er det med vore kære. Lysene er tilbage, selv om de er døde. Ligesom mange af de stjerner vi ser, når vi kigger op på nattehimlen. Stjernerne lyser selv om mange af dem er døde.

Lyset bliver tilbage. De er her stadig. Vore døde. Og de lyser op i vore liv. De gav os så meget. De var salt – krydderi – i vores liv.

Men netop deres lys kan også være smertefuldt. For når vi tænker på, hvor meget de betød – og betyder – i vore liv, mindes vi også om, hvad vi har mistet. Og måske et tragisk endeligt.
Gensynet må vi vente med. Til Gud skaber en ny himmel og en ny jord på den anden side.

Men hvis vi tør lade vore døde lyse op i vores liv, så bliver vi også mindet om den evige værdi, de har for os. Så har de ikke levet forgæves. Så er de ikke borte. Vi kan tage dem med videre i livet.

Derfor er det godt at have en dag som allehelgen, hvor vi mindes vore døde. Så har vi en anledning til at tage dem frem igen. Så har vi en anledning til at huske på alt det, som de har betydet for os. Så lyser de for os endnu engang.

Nu hedder dagen i dag allehelgen, men vi ved jo godt, at vore afdøde ikke var rene helgener. De havde deres fejl, ligesom vi har vores fejl. Synden har tag i os mennesker. Derfor kan der også være svigt og uoverensstemmelser, som også dukker op midt i sorgen. Hvorfor gjorde du det, eller hvorfor gjorde du ikke noget?

Der kan være spørgsmål som vi stadig stiller os selv. Især hvis der er tale om et pludseligt og tragisk dødsfald. Hvorfor?

Men døden trækker en grænse for os. Det er ikke alt vi kan få svar på. Hverken om det liv, der var, eller om selve døden.

Noget må vi lade være op til Gud. Vi er kun mennesker og kender ikke alle verdensrummets dybder.

At mindes, at tage vore kære frem, og lade dem lyse for os, er også at forsone sig med det liv, der var. Og at vi hver især forsoner os med det liv, som nu engang er blevet vores.
Døden trækker en grænse, som vi ikke kan overskride. Men vores grænse er ikke Guds grænse.
I påskens opstandelsesbudskab hører vi, at døden ikke er det sidste. Der var en mand – Guds Søn – som brød gravens mørke. Der er lys i mørket. Det lyser for os. Det giver håb. Om en fremtid hos Gud. Om en ny himmel og en ny jord sådan som Johannes så i sit syn.

Vi skal forsætte vores vandring her på jorden. Men vi kan gøre det med håb og i opstandelsens lys.

Nogle har vi efterladt på vejen gennem livet. Vore kære. Og sorgen har vi taget med os i bytte. Vandringen kan være svær. Umulig. Vi kan fare vild og havne i mørket. Det er lige før vi går under. Men langt borte i horisonten kan vi se et lille lys. Vi kan se lyset fra vore døde. De lyser for os.

Og i horisonten kan vi se et lys mere. Et lys der viser os en verden, hvor døden ikke er mere. En verden hvor vi atter er forenede med vore kære. Opstandelsens lys og nyskabelsens morgen.
Lyset fra vore kære og opstandelseslyset fra påskegraven lyser sorgen op, og gør det muligt at fortsætte livet. Vi kan se en vej frem.

Du skal med min kære elskede. Med mig videre i livet – selv om du er død. Du lyser vejen op og sammen går vi frem mod evigheden. Frem mod Guds lys.

Når vi forsvinder
en dag
er der kun lysene tilbage

Prædiken holdt til Allehelgen i Hals og Hou Kirker 2016.

https://soundcloud.com/chrpeder/hvad-vil-du-lave-om

Hvad vil du lave om i dit liv?

Hvad vil du tage med på en øde ø, hvis du kun må tage een ting med? Det kan være svært at vælge det ene frem for det andet. Alligevel kan vi nemt blive optaget af kun een ting: Karrieren, en hobby eller materielle ting. Hvordan rydder vi op i vores liv, og hvis du skulle lave een ting om i dit liv, hvad skulle det så være? Ja hvad er det ene fornødne i livet?

En prædiken om valg, prioriteringer og det der virkelig er vigtigt holdt i Hals Kirke den 4. september 2016

Hør den ved at klikke overfor…

Læs prædiketeksten her…

Prædiken om sprogets magt: Ordet skaber, hvad det nævner

Ordet skaber, hvad det nævner. Sådan har Grundtvig sagt, og det er der meget rigtigt i. Med ordene og sproget skaber vi en livsverden for os selv og hinanden.

Derfor skal vi tænke over, hvilke ord vi bruger om hinanden. Ikke mindst på sociale medier. Det er især bekymrende, hvordan piger og kvinder omtales som ludere og objekter. Foråret har budt på talrige eksempler på, hvordan det kan løbe løbsk med deling af sexvideoer etc.

Sproget skaber, hvad det nævner. Det er ikke ligegyldigt, hvad vi siger om hinanden. Det er heller ikke ligegyldigt, hvad Gud siger om os.

At Gud siger: Du er tilgivet. Skaber en livsverden, hvor der altid er en vej frem. Det handler lignelsen om Den Fortabte Søn om.

Sprogets Magt

Hør hele prædiken ved at klikke ovenfor.

Prædiken holdt i Hals Kirke den 12. juni 2016.

Pinse: Ånd har krop

Prædiken: Helligånden er ikke noget flyvsk uforståeligt noget. Ånd har krop, og er dermed altid konkret.

Hør min prædiken til pinsedag ved at trykke på knappen herover 🙂

 

Meningen med livet: Passer dit livs brikker sammen?

Prædiken: Siden tidernes morgen har vi mennesker spekuleret over meningen med livet. Det kan være i en sen nattetime eller når vi får nogle knubs på livets landevej.

Sjovt nok spekulerer vi ikke så meget over meningen med livet, når alt går godt. Når helbredet er godt, når karrieren er på skinner og parforholdet er perfekt så tænker vi ikke så meget over det. Måske tænker vi først over meningen, når vi har svært ved at se den. Eller når den er blevet væk for os.

Med alderen kommer der er et yderligere aspekt: Vi ser tilbage. Gik det som vi havde tænkt? Gik det som vi havde planlagt?

I denne prædiken til 2. søndag efter påske holdt i Hals Kirke i Nordjylland kan du høre om livssmerte, om mening og om hvordan vi kan forstå Gud som en god hyrde, også når det ikke går lige godt altid i livet.

Læs prædikenteksterne her…

 

Langfredag - kors fra Hals Kirke

Langfredag: Der findes dage vi ville ønske, vi aldrig havde oplevet

Prædiken til langfredag i Hals Kirke i Nordjylland

Der findes dage i vores liv, som vi ville ønske, at vi aldrig havde oplevet.

Ulykke. Vold. Sygdom. Lidelse. Død.

De kan ramme så meningsløst og tilfældigt.

Deres findes dage. Vi ved det alt for godt. Vi tør næsten ikke tænke på dem.

Tomheden og det meningsløse er svære at rumme.

Hvorfor? Er det noget jeg har gjort? Hvorfor netop mig?

Har livet mening, når sådan noget kan ske.

Hvor er Gud henne, når dette kan overgå mig? Eksisterer Han? En moderne udgave af råbet ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”

Der findes dage, som vi ville ønske, at vi aldrig havde oplevet.

Sådan er det i vores eget liv, og sådan er det i for lande og nationer, som vi netop har været vidne til i Brussels.

Ondskab. Mørke. Meningsløshed.

Der findes dage, som vi ville ønske, at vi aldrig havde oplevet.

Spørgsmålet er, om langfredag er en af dem?

Vores egen langfredag kan vi godt undvære, men hvordan med den rigtige langfredag, hvor Jesus døde på korset. Kan vi undvære den?

Svaret er nej.

Langfredag er en bitter dag, men langfredag er i kristendommen også udtryk for en sejr.

Det der på overfladen synes som et nederlag, viser sig at være en sejr.

Messias kommer. Disciplene er glade. De jubler, når han drager ind i Jerusalem. Nu bliver alt godt. Men så kommer svigtet. Jesus bliver forrådt, taget til fange, og i dag pines han, lider og dør.

Nederlag. Skuffelse. Fortvivlelse. Sådan opfattede disciplene det. Var han så ikke Messias alligevel?

Mørke. I flere dage. Ingen vej frem. Meningsløshed.

Der findes dage… sådan tænkte disciplene og denne er en af dem.

Men så kom søndag morgen. Et lysglimt. Håb. Liv. Opstandelse.

Nu kan vi forstå langfredag som en sejr. Guds sejr over døden.

Den Gud der går med os ind i lidelsen og i sidste ende vender, det nederlag døden er, til sejr for os. Opstandelse. Liv.

At vores Herre er korsfæstet er ikke en dyrkelsen af lidelsen. Det er en sejr.

Kristus er både Gud og menneske. Korsfæstelsen må ikke forstås sådan, at Kristus i kraft af sin guddommelighed så at sige snyder døden. At det kun er den menneskelige natur, der dør. Det er som både Gud og menneske, at han vinder sejr for os. Gud dør på korset og opstår igen påskemorgen. Sand Gud og sand menneske, som Kristus er.

Det er et mysterium, som vi ikke kan fatte. Korsets gåde.

Der er meningsløs lidelse. Men Kristi lidelse på korset er der en mening med.

Langfredag er en fortælling om, at Gud kan åbenbare sig i sin modsætning.

Gud kan åbenbare liv i døden.

Gud går med os ind i lidelsen og døden.

Det kan vi leve vores liv på. Det giver os vished om, at det vi skal igennem her i livet, det har Gud prøvet på egen krop.

Samtidig giver det os håb om, at vi på den anden side af lidelsen og døden skal oprejses med ham.

”Korset står, mens verden drejer rundt.” Hedder en prædikensamling, som jeg holder af.

Det er det som korset med den lidende Kristus går: Det står, urokkeligt fast, mens verden går sin gang.

Der findes dage i vores liv, som vi ville ønske, at vi aldrig havde oplevet.

Når de kommer, kan vi kigge på den foreslåede og forpinte Kristus på korset og se, at han er med os i lidelsen.

Når bilen kører galt, når voldtægtsmanden kaster sig over os, når sygdom og død rammer. Da står korset stadig. Vores lidelse får ikke mening af det. Der er noget som er meningsløst i denne verden. Men midt i mørket går Gud sammen med os. Vi er ikke alene. Det viser korset os.

Langfredag er en beretning om, at der kan være lys selv om mørket rammer os. Langfredag er en beretning om, at Gud er med os. Langfredag er en beretning om, at Gud vinder den endelige sejr.

Når vi med vores martrede kroppe og martrede sind kigger på korset, ser vi både den lidende og den sejrende Kristus.

Det er det nye liv, som vi i dåben fødes til. Et liv hvor vi tilhører den korsfæstede Herre.

Guds død på korset fører ikke til fortvivlelse, men giver tværtimod håb og styrke til at leve livet trods den modgang vi måtte møde.

Gud møder os i mørket og skaber liv på ny.

Der findes dage, som vi ville ønske, at vi aldrig havde oplevet. Vi må gå vejen selv, de tunge skridt, men Gud går med os.

Det har den norske præst Bjørn Eidsvåg skrevet en sang om:

Jeg ser at du er træt
men jeg kan ikke gå
alle skridtene for dig
du må gå dem selv
men jeg vil gå dem med dig
jeg vil gå dem med dig

Jeg ser du har det hårdt
men jeg kan ikke græde
alle tårerne for dig
du må græde dem selv
men jeg vil græde med dig
jeg vil græde med dig

Jeg ser du vil gi’ op
men jeg kan ikke leve
livet for dig
du må leve det selv
men jeg vil leve med dig
jeg vil leve med dig

Jeg ser at du er bange
men jeg kan ikke gå
i døden for dig
du må smage den selv
men jeg gør død til liv for dig
jeg gør død til liv for dig
jeg har gjort død til liv for dig

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treening Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

https://soundcloud.com/chrpeder/en-praediken-om-sandhed-og-logn

Prædiken om løgn og sandhed

Prædiken til 3. søndag i fasten 2016 i Hals Kirke

Læs prædikenen her eller klik ovenfor for at høre prædikenen.

”Det værste jeg ved er, når nogen lyver.”

Den sætning har min mor gentaget for mig, siden jeg var barn. Hvis nogen lyver, kan vi ikke stole på dem.

Og hun har jo ret: ”Det værste jeg ved er, når nogen lyver.”
For det er jo ødelæggende for os, hvis nogen ikke taler sandt.

Dagens tekst handler om sandhed og løgn. Det vil jeg komme tilbage til, men først kan vi kigge lidt på vores eget liv.

For vi kender det jo alt for godt: Løgnen kan ødelægge vores relationer med hinanden. Det gælder, når det kommer til vores venner eller veninder. Hvis en af den lyver for os, så ved vi ikke om vi tør tro på dem igen.

Det gælder vores kolleger på arbejdspladsen. Hvis de siger noget usandt, hvad er så egentlig deres dagsorden? Vil de have os fyret, meler de deres egen kage, eller hvad sker der.

Men mest ødelæggende er løgnen i familien, og måske mest af alt, hvis det er ens kæreste eller ægtefælle, der lyver over for os. Hvis jeg finder ud af, at han ikke var til billard hos John i lørdags, ja hvor var han så? Eller hvorfor siger hun, at hun tog bussen, når jeg så, at hun steg ud af en rød bilen?

Tvivlen kommer ind og nager os. Tankerne buldrer i hovedet på os. Løgnen nedbryder og ødelægger.

Men når vi kigger os selv dybt i spejlet, så må vi stille os selv det spørgsmål, om vi nu selv altid taler 100% sandt.

”Det værste jeg ved er, når nogen lyver.”

Løgn og sandheden. Det kender vi fra vores liv sammen. De to kan ikke være der på samme tid. Hvis noget er sandt, så kan det ikke samtidig være en løgn.

Vi kender også til at sandheden kan sætte os fri. Fri for andres og vore egne løgne og selvbedrag.

Løgn og sandhed er der også i vores forhold til Gud. Det handler dagens bibeltekster om.

Israelitterne tilbeder gulvkalven. De tilbeder den forkerte Gud. Et billede af en kalv. Og hvad gør Moses? Han går i forbøn for dem. Han beder Gud skåne dem. Hvis der skal være et offer, så skal Gud slette ham, Moses, fra sin bog.

Og hvordan er det med os? Tilbeder vi ikke også gulvkalven ind i mellem. Hvem er vores Gud? Er det jobbet? Er det pensionsopsparingen? Er det os selv? I ved det ego vi promoverer på facebook. Hvem er det med Martin Luthers ord, vi forventer os alt godt af? For det er nemlig vores Gud.

Lige siden de første sider i Bibelen hører vi igen og igen om, at folket farer vild. Gør det forkerte.

”Det værste jeg ved er, når nogen lyver.”

Adam vil ikke erkende sin synd, men skyder skylden på Eva. Og det fortsætter siden den tid for os mennesker. Vi lyver for os selv og hinanden.

Men Gud slipper ikke folket. Han bliver ved med igen og igen at komme til folket. I form af profeter og andre, der skal få folket til at vende om. Få os til at vende om.

Der er en sandhed, som skal frem. En sandhed om os og en sandhed om Gud.

Og den sandhed kommer frem i Jesus Kristus. Guds Søn. Så meget elsker Gud os, at han sender sin Søn for at vise os sandheden om ham selv. Gud er villig til at ofre sin egen Søn, for at vi skal leve. På trods af vore svigt. Det siger noget om, hvem Gud er. Han er en kærlig Fader.

Men det siger også noget om, hvem vi mennesker er: Vi er Guds elskede børn. Vi er dem, han vil gøre alt for at frelse.

Vi er dem som er bestemt til et liv, hvor Gud er med os. Vi er bestemt til liv fra begyndelsen, da Gud skabte os. Og derfor skal den død og synd der slår os ned besejres. Og det bliver den i Kristus.

Men som med profeterne før ham, bliver Jesus ikke altid taget godt i mod. Sandheden er ilde hørt. Kapitlet i Johannesevangeliet slutter med, at jøderne vil stene Jesus.

”Det værste jeg ved er, når nogen lyver.”

Sandheden er på spil, når jøderne ikke vil erkende, hvem Jesus er. Han er sendt fra Gud, men jøderne vil ikke tro det. De vil hellere sige, at han er besat af en dæmon.

Derfor bruger Jesus så hårde ord i dagens tekst. For sandheden er på spil. Livet er på spil.

Det er nemt at pege fingre af jøderne for 2000 år siden. Men dette gælder jo også os. Vi svigter. Vi bygger guldkalve, som vi tilbeder. Vi bilder os selv og hinanden ind, at vi selv er Herre over livet.

Fordi vi svigter og lyver, er det spørgsmål som udspringer af dagens tekst også talt til os: Hvem er Jesus?

Er han besat af en dæmon eller er han Guds Søn og dermed sandheden om vort liv og sandheden om Gud?

Ind i mellem har vi brug for, at der bliver talt harske ord til os, for at vi kan forstå, hvad der er på spil.

Hvis ikke Jesus er Guds Søn, så giver det ingen mening at lade vore børn døbe i hans navn. Så giver det ingen mening at de i dåben fødes til et nyt liv i Kristus, hvor han vil være med dem alle dage ind til verdens ende.

Men nu lader vi vore børn døbe. For vi ved inderst inde godt, at alle de verdslige guder vi tilbeder, de kan ikke bringe os liv. De er blændværk selv om de skinner og er tillokkende som det pure guld.

Sandheden ligger et helt andet sted. Det fornemmer vi inderst inde. Og hvis vi vil vide, hvad den sandhed er, så må vi komme til Kristus.

Han er en sandhedsklippe midt i en turbulent tid, hvor alting fylder og forandrer sig.

Og heldigvis kan vi komme til ham igen og igen. Trods vores løgn og svigt. Han vil være med os alle dage. Han vil vise os liv. Han vil vise os nye stier at gå, hvis vi er faret vild. Og hvis ikke vi finder ham, så finder han os.

”Det værste jeg ved er, når nogen lyver.”

Men sandheden skal sætte os fri.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treening Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.